onsdag den 18. juli 2012

Jennifer Egan: Tæskeholdet banker på, 2012

Tæskeholdet banker på bliver en af årets absolut største romaner for mit vedkommende. For det er i den grad en roman, der vil det hele - og dælme også er i stand til det! Og at andre også synes det kan både ses af de anmeldelser, som bogen fik i de danske aviser (se nederst), og at den vandt Pulitzerprisen i 2011.
Romanens to omdrejningspunkter udgøres dels af Bennie Salazar, der fra en mislykket karriere som elendig bassist på San Franciscos punkscene over at være et hotshot i musikbranchen som talentspejder og producer nu længes efter en autentisk lyd befriet fra musikindustriens syntetiske overfladebehandling. Han har slået sig ned i en velhaverforstad til New York og gnisten er ved at være helt væk.
Hans assistent, Sasha, er det andet omdrejningspunkt, har en uimodståelig hang til noget fritids-kleptomani, der truer med at komme ud af kontrol og et meget tæt forhold til sin psykiater. Begge længes efter nærvær, men har svært ved at gribe øjeblikket, for de er altid på vej et andet sted hen i det liv, der bliver kortere for hver dag. Og tidens tæskehold banker snart på Bennies og Sashas dør - og alle andres for den sags skyld.
Men det er kun et par af de nærmest novellelignende kapitler, som direkte handler om Bennie og Sasha. Ellers er fortællervinklerne lagt ud til personer som de har haft kontakt til i større eller mindre grad fra 1975 til ca. 2020. Og både de mange fortællere, forskellige stilarter og springene frem og tilbage i tid fungerer fremragende i en grad, som jeg sjældent har set før! Ikke mindst kapitlet, som Sashas tolvårige datter Alison skriver som PowerPoint-show om sin familie og især den nok autistiske bror Lincolns store hobby "Pauser i rocknumre" er et godt eksempel på noget, som jeg aldrig har set før - og som virker!
Tæskeholdet, som banker på i romanen, er Tiden som bider alle personerne i haserne. "Tiden er et tæskehold, ikke? Skal du lade et tæskehold skubbe rundt med dig?" bliver steelguitaristen Scotty spurgt af Bennie i sidste kapitel. Svaret fra Scotty er "Tæskeholdet vandt" - men så går han ud og blæser New York omkuld med sin steelguitar. Nogle indhentes af tiden og går til grunde, andre ender et andet og forhåbentligt bedre sted. Men alle føler bidene i haserne.
Men forfatteren har også selv tæsk til teknologien: For det første gør musikproduceren Bennie oprør mod den digitaliserede musikindustri, der har reduceret musik til 1'er og O'er, nærmest uden menneskelig lyd. For det andet tegner hun en udvikling hen mod, at menneskelig kontakt stort set foregår vha skærm og en opvoksende generation af "pegere", hvor selv spædbørn er udstyret med skærme a la dagens smartphones. Og det netværk der er opstået bruges i sidste kapitel til at manipulere et enormt antal mennesker til at møde op til koncerten med den nu nærmest totalt ukendte Scotty.
Der er så forbandet mange ting jeg ellers har lyst til at gribe fat i og fortælle om fra Tæskeholdet..., for der er så meget guf i den, så det er helt utroligt! Så elv om jeg har brugt en del flere ord end normalt, er jeg ikke rigtig nået ret langt, men så'en er det.
Så bare de sidste superlativer: Fantastisk, fremragende bog. Og hvis jeg lige nu skulle kåre dette årtis Great American Novel, ville det blive Tæskeholdet banker på!!! Klar femmer:
*****
(Klim, 293 sider. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup fra amerikansk: A Visit From The Goon Squad, 2010)
Læs mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad 
Hør udsendelsen Skønlitteratur i P1 fra 16. maj 2012 om "Den store amerikanske roman", herunder meget om Jennifer Egan og Tæskeholdet banker på...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar