Sofi Oksanen: Da duerne forsvandt, 2013

Esteren Edgar Meos er en historisk figur, som under 2. verdenskrig angiveligt skulle have tjent fem forskellige efterretningstjenester. Sofi Oksanen har taget ham som den centrale hovedperson i Da duerne forsvandt og brugt ham eksempel på en kamæleon og opportunist under skiftende besættelser. Han er gift med Juudit, men ægteskabet er ulykkeligt, da han nok - måske endda velovervejet - bruger det som et skalkeskjul for sin homoseksualitet. Da tyskerne invaderer i 1941 forelsker hun sig i en kaptajn i SS, da Edgar er forsvundet. Edgar er vendekåben over alle vendekåber. Fra at være i ledtog med de sovjetiske besættere, skifter han navn til Edgar Fürst, og sælger derefter sine evner som sindelagsspion og dokumentforfalsker til tyskerne, og efter krigen er han KGB-agent for Sovjet. Den tredie hovedperson er Edgars fætter og fosterbror Roland, som ender med, at blive endnu et offer for Edgars medløberi.
Undervejs i Da duerne forsvandt blev jeg mere og mere overrasket over, hvor lidt jeg egentlig kunne lide bogen i forhold til de to andre bind i serien, Renselse og Stalins køer. Personerne er fantastisk skarpt tegnede, men ellers er bogen fra mit synspunkt for forvirrende og ofte meget indforstået i forhold til at skulle kende en del til estiske forhold. Alene det at skulle kæmpe med at finde ud af hvem de forskellige personer er, når fortællersynsvinklen skifter, tager nogle af de kræfter, som kunne være brugt bedre i en ellers glimrende og interessant historie. For Oksanen skriver som en drøm i de enkelte sætninger og sætter billeder på, så man ligefrem kan lugte omgivelserne.
En anden ting, jeg studsede over, er, at der absolut intet forsonende er ved Edgar. Sjældent har jeg læst om en mere unuanceret person, der udelukkende er et dumt svin.
Efter min mening den absolut svageste bog af Oksanen i Estlandtrilogien. Oppotunismen under diktatur og krig kunne desværre have været taget langt mere elegant op. Pointerne bliver for tydelige og firkantede, selv om det som sædvanligt er en fornøjelse at læse Sofi Oksanen sprog og behandling af sproget.
 
(Rosinante, 366 sider. Udgivet d. 25. april 2013. Oversat af Birgitta Bonde Hansen fra finsk: Kun kyyhkyset katosivat, 2012)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Alt for damerne
Se også mine anmeldelser af Sofi Oksanens Renselse (2010), Stalins køer (2011) og Baby Jane (2012)

Lene Kaaberbøl: Det levende kød, 2013

Den franske lægedatter Madeleine Karno fra 1890'erne blev første gang præsenteret i den fremragende Kadaverdoktoren fra 2010, og her tre år efter kommer så endelig en ligeså fremragende toer i serien, Det levende kød.
I juni 1894 bliver en italiensk prostitueret i den franske provinsby Varbourg, fundet myrdet i en baggård med adskillige knivstik i underlivet.
Kort efter den franske præsident er knivdræbt af en italiensk anarkist i Lyon, findes det maltrakterede lig af en ung italiensk prostitueret i provinsbyen Varbourg. Nogle trækker med det samme paralleller til de to drab, mens boulevardpressen svælger i Jack the Ripper-teorier. Sandheden ligger dog et helt andet sted, nemlig i at efterprøve om datidens biomedicinske dyreforsøg også holder stik i det menneskelige tilfælde. Og det bliver igen Madeleine Karno, der kommer på sporet af denne vinkel - og følger den til dørs...
Dette resume er dog i højere grad et resumé af rammehistorien. For i mine øjne handler bogen først og fremmest om "moderne gennembrud" i 1800-tallets slutning som "det kvindelige gennembrud" og andre  overgange til nye måder at anskue mennesker på og "det videnskabelige gennembrud" især med hensyn til videnskabsteori og bioteknologi. Madeleine Karno står som repræsentant for begge typer gennembrud i en kriminalhistorie, som er glimrende skruet sammen. Madeleine og Lene arbejder sig sikkert frem mod løsningen med videnskabelig metode.
Dertil kommer, at Lene Kaaberbøl skriver fremragende med indlevelse i den tid, hun har sat sig for at beskrive, og hun vrider lige sit sprog, så det virker tilpasset 1890'ernes stil - uden at det fremstår kunstigt på nogen måde. Og så lige en biting, og så alligevel: Afsindig flot forside. Prøv selv at klikke på billedet og se detaljerne...
Glimrende roman og glimrende krimi!
  
(Modtryk, 309 sider. Udgivet 8. marts 2013)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Information, Dagbladenes Bureau og Politiken

Henrik Madsen: Gangster - Brian Sandberg, 2011

Jeg kunne forestille mig, at denne bogs hovedperson selv har valgt det forsidebillede, som bogen bærer. Og at han for den sags skyld også har valgt resten af indholdet. En rar og bundreel fyr, som kan træne i taekwondo og tale med alle og mægle mellem dem uanset hudfarve - og uden skygge af kriminalitet fra hans optagelse i Hells Angels, på trods af bopæle i enorme lejligheder i fashionable kvarterer og køretøjer som Harleyer og Audier med en sparsom indtægt på bistandshjælp.
Det eneste tidspunkt, hvor Sandberg gør noget rede for, hvordan hans økonomi hænger sammen, er, da han bliver ansat som sikkerhedschef på flere leder og kanter for Stein Bagger - og der kan man da godt forstå, at penge og forbrug hænger sammen. Men ellers antyder Henrik Madsen bare, at der vist er mere mellem himmel og jord...
Nej, det er ikke dybdeborende journalistik, men skal være ude efter, når man læser Ekstra Blads-journalist Henrik Madsens biografi om HA'eren Brian Sandberg (f. 1966). Jo længere jeg nåede i bogen, jo mere blev jeg i tvivl om den reelle sandhedværdi - men nok ikke Sandbergs indre sandhedsværdi, som han virker til at overbevist sig selv om!
Det er nærmest en ukritisk fanbog og et stykke mikrofonholderjournalistik, som Madsen & Sandberg har stykket sammen. Det er ganske underholdende og selvfølgelig et delvist indblik i en verden, som jeg ikke befinder mig i, men der er alt for mange mellemregninger, der mangler for at kunne komme op på bare at kalde bogen et hæderligt stykke arbejde.
 
(Ekstra Bladet, 271 sider. Udgivet 28. februar 2011)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Information

Jussi Adler-Olsen: Marco Effekten, 2012

Hvis en sommerfugl i Sydamerika basker med vingerne, kan den sætte gang i en tsunami  i Japan: Sommerfugleeffekten.
Og hvis romadrengen Marco i Kregme ser noget, han ikke skulle have set, kan det sætte gang i en hel masse bevægelser i dansk "undergrund": Marcoeffekten.
Det er det store arsenal af historier og stilarter, der rulles ud i Jussi-Adler Olsens nyeste udgivelse Marco Effekten. Der er den politiske thriller om en kynisk embedsmands svindel og korruption i det danske udenrigsministeriums behandling af ulandsprojektmidler til Cameroun i samarbejde med mindst lige så kyniske bagmænd i bankverdenen.
Der er chaseren - eller forfølgelseshistorien - om den 15-årige illegale indvandrer Marco, der sætter sig op mod sin tigger- og tyveklans overhoved, og ser noget han ikke skulle have set, og flygter fra klanen med livet som indsats.
Endelig er der de interne forhold i Afdeling Q i Politigårdens kælder, der nærmer sig Gøg & Gokke, som jeg tidligere har udtrykt det - men nok mere er folkekomedie hen ad Olsen-Banden, som Bo Tao Michaëlis skriver i sin anmeldelse af denne bog.
Det er lidt farligt spil med de forskellige stilarter, og man skal halvvejs ind i bogen, før afsnittene mellem Politigården og selve plottene kommer til at hænge sammen - og det irriterede mig under læsningen, da det næsten virkede som om, at jeg læste to forskellige bøger i første halvdel. Men i anden halvdel fungerer det virkelig godt, og stilarterne smelter efterhånden sammen uden at tabe deres særpræg og bliver til - en rigtig Jussi!
Der er ikke mange om nogen, der kan hamle op med Adler-Olsen i kunsten at skrive drønspændende eller døduhyggeligt med personlig indignation og samtidig få noget gedigen humor ind i historien. Jeg kan kun komme i tanke om Susanne Staun, og så er vi ovre i en helt anden boldgade stilmæssigt. Her har JAS uden tvivl den bredeste appel.
Så jeg vil helt klart sige, at Marco Effekten på trods af nogle totalt urealistiske elementer i plottet har begået sin bedste Afdeling Q-bog siden Fasandræberne. Jeg var ellers ved at bliv lidt nervøs for seriens kvalitetsniveau efter Flaskepost fra P og Journal 64, som jeg synes var skrevet med alt for løs hånd og lidt for meget vægt på  Olsen-Bandengenren i kælderen hos Carl, Assad og Rose. Godt kommet igen, Jussi!
PS: Hvorfor orddelingen i titlen? Er det en eller anden form for læselet-service?
  
(Politiken, 505 sider. Udgivet 6. december 2012)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Ekstra Bladet, 24 Timer og Berlingske
Marco Effekten er femte bind i serien om Afdeling Q. De fire andre bind er:
1. Kvinden i buret, 2007
2. Fasandræberne, 2009
3. Flaskepost fra P, 2009
4. Journal 64, 2010

Jack Schaefer: Shane - den tavse rytter, 2012 (1949)

Der er i den grad mytologisk westernstof i Jack Schaefers lille bog Shane - den tavse rytter, som udkom på amerikansk i 1949. Historien er om den tavse rytter, Shane, der ukendt af alle kommer ridende til byen, stiller sig på de spredte nybyggeres side i kampen mod den lokale og meget grådige magnat, og ordner hele opgøret med sin kraft, udstråling og revolver, før han drager af igen...
Shane - den tavse rytter er en skarpskåren lille fortælling om store skæbnesvangre overvejelser og opgør på prærien med dyb rod i den amerikanske drøm, fortalt af den ti-tolvårige dreng hos hvis familie den mystiske Shane flytter til.
Det er hele udtrækket af westernmytologi, man kommer til at gennemleve på de kun halvanden hunderede sider - flot skrevet med det væld af klichéer og sentimentalitet, som kun en rigtig "hesteopera" kan præstere.
Og bogen blev da også kun fire år efter sin udgivelse filmatiseret med Alan Ladd i rollen som Shane og modbydelige Jack Palance i rollen som revolvermanden Stark Wilson. Filmen blev forøvrigt nomineret til otte Oscars, men måtte nøjes med de to.
Fin lille genudgivelse, som absolut er værd at bruge en aften på at læse.

(Bechs Forlag, 151 sider. Udgivet 20.august 2012. Oversat af Knud Müller fra amerikansk: Shane, 1949. Tidligere udkommet på Gyldendal i 1959 i samme oversættelse)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Peter Robinson: Tracy, 2012

Peter Robinson skriver stadig på sin vældig fine krimiserie om kriminalkommissær Alan Banks fra den fiktive by Eastvale i Yorkshire, og det fortsætter som det skal i den niende bog på dansk Tracy, som endnu engang byder på en fremragende kriminalhistorie med konsekvenser for Banks' private sfære.
Mens Banks er på ferie i USA, dukker en mor op på stationen og insisterer på at tale med ham om en ladt pistol, som hun han fundet hos datteren. Annie Cabbot, som taler med  moderen,  følger reglerne , og alt, som kan gå galt, går galt...
Men det bliver værre endnu, for datteren Erin har huggget pistolen fra playboyen Jaff, som i de seneste dage har flirtet med Tracy - Alan Banks datter.
Og herfra udvikler sagen sig voldsomt - og det bliver værre, da Banks kommer hjem med fra San Francisco med jetlag og skal tage stilling til sin inhabilitet.
Til min anmeldelse af Peter Robinsons Mørkespil, skrev jeg: "Jeg skal til at passe på, at jeg ikke altid skriver det samme i mine anmeldelser af Peter Robinsons bøger. Men det er altså gedigent håndværk, troværdigt indenfor sine præmisser, gode og levende mennesker som karakterer, spændende som bare pokker og rigtig godt skrevet". Det samme kunne jeg sagtens skrive om Tracy - og gør det derfor også...
Men der er lige den krølle, at Alan Banks først for alvor træder ind i bogen i sin sædvanlige rolle efter lidt over halvdelen af, og det er faktisk først der man finder ud af, hvor meget man har savnet ham. 
Glimrende krimi, og jeg fortsætter gerne med at anbefale serien til højre og venstre.
  
(Gyldendal, 432 sider. Udgivet 4. oktober 2012. Oversat af Poul Bratberg Hansen fra engelsk: Bad Boy, 2010)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken
Se playlisten over musik, der optræder i bogen...
Tracy er niende bind i serien om Kriminalkommissær Alan Banks. De øvrige bind er:
1. I en tør tid, 2003
2. Kold er graven, 2005
3. Efterspil, 2006
4. Alt for tæt på, 2006
5. Et spor af ild, 2007
6. Djævelens ven, 2009
7. En personlig sag, 2010
8. Mørkespil, 2011

Lars Kepler: Ildvidnet, 2012

Som ved alle stort opslåede krimihypes har avisanmelderne været temmelig delte i deres bedømmelse af forfatterpseudonymet Lars Keplers kvaliteter. Hos flere anmeldere virker det som om, at hypede forfattere allerede før starten på læsningen er bagud på point - og Kepler er ingen undtagelse. Jeg har til gengæld overgivet mig, og synes, at ægteparret Ahndoril er i gang med at skabe en af de bedste skandinaviske krimiserier.
Ildvidnet starter på en lukket døgninstitution for unge piger med selvskadelig adfærd  nord for Sundsvall i Nordsverige, hvor en fjortenårig pige og en halvtresårig sygeplejerske en nat findes dræbt, begge med hovederne smadret. Joona Linna tilkaldes for at fungere som observatør til opklaringen, hvor alt peger mod en anden femtenårig beboer, Vicky, der er stukket af fra stedet samme nat. Og selvfølgelig træder Joona Linna ud af sin tildelte rolle, og selvfølgelig er der mere mellem himmel og jord i sagen, hvor både tråde tilbage i tiden, og hvor spiritisme kommer ind i billedet.
Jeg kunne godt lade mig overtale til denne gang at synes, at historien lige får en gang for meget i vridemaskinen. Det gælder både troværdigheden i plottet, og hvor lang bogen er. Men Ahndoril'erne kan skrive, og jeg synes at det er til at leve med, fordi der er spænding og cliffhangerkvaliteter nok til, at bogen er en fornøjelse hele vejen igennem. Men pas på med at løsne plottet mere...
Jeg bliver gladere og gladere for Joona Linna, efterhånden som serien skrider frem. Man følger i hans fodspor, selv om det nærmest er umuligt at forudse, hvor de bliver sat. Rigtig fin og anderledes figur.
Det bliver til 3½ stjerne (med lille pil ned) denne gang:
 
(Gyldendal, 577 sider / 1,24 Mb. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra svensk: Eldvittnet, 2011)

Andre bøger på dansk i serien om kriminalkommissær Joona Linna:
1. Hypnotisøren, 2010
2. Paganinikontrakten, 2010

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske
Lars Kepler er et pseudonym for forfatterægteparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril. De optræder flere gange på Bogmessen i Bella Center 9-11. november 2012

Erik Larson: I ondskabens have, 2012

Nazitidens Tyskland er til hver en tid godt bogstof, både som skøn- og som faglitteratur. Journalisten og fagbogsforfatteren Erik Larson har i I ondskabens have skrevet en biografi om den amerikanske ambassadør i Berlin 1933-37, William E. Dodd, men har benyttet sig af en teknik, der gør at bogen har en romans spændingsmæssige kraft i sig.
I 1933 udnævnes den 64-årige historiker William E. Dodd til ny ambassadør i Berlin kort efter Hitlers magtovertagelse. Med sig har han sin kone, sønnen Bill og ikke mindst datteren Martha, som også spiller en vigtig rolle i bogen. I starten af opholdet er hele familien fascineret af den dynamik, der finder sted i Tyskland under den opbygning der foregår. Men efterhånden afløses det indtryk af de nazistiske magtkampe og intriger, og ikke mindst den brutale forfølgelse af jøder og af politiske modstandere. Et interessant vidne er ambassadørens datter. Hun er en for tiden seksuelt frigjort kvinde, der blandt flere andre får et forhold til Gestapos chef Rudolf Diels og til en russisk diplomat, som i virkeligheden er agent for den sovjettiske efterretningstjeneste NKVD.
Både på for- og bagsiden af I ondskabens have er der citater fra anmeldelser, der fremhæver bogens thrillermæssige kvaliteter, som om det var en John Le Carre-roman. Og det var da også på samme måde, jeg havde det under læsningen. Enormt spændende historie og eminent godt skrevet, især forspillet til 30. juni 1934, hvor det nazistiske SA grundigt blev sat ud af spillet er enormt interessant beskrevet.
Men også William Dodds stigende frustration over både udviklingen i Tyskland, især med hensyn til løsningen af "det jødiske problem" og med hensyn til den åbenlyse og voksende modstand mod i det amerikanske diplomati er virkelig et studie værd.
Men lige en kommentar til billedsiden: Den er så sparson, at den stort set kunnet have været undværet. Og på min Sony e-bogslæsers grafik er den stort set intetsigende med undtagelse af et billede af Dodd bag sit skrivebord... Teksten bærer bogen. Der tegnes et fantastisk billede af byen Berlin på det tidspunkt. Hvordan skruerne strammes mere og mere, og hvordan angsten bliver et vilkår for både høj og lav, og hvad det betyder for menneskelige sammenhænge. Også for en amerikansk ambassadør.
Meget anbefalelsesværdig bog!
 
(Forlaget Turbulenz, 397 sider / 1,74 Mb. Oversat  af Ursula Baum Hansen fra amerikansk: In the garden of beasts, 2011)

Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse af den amerikanske udgave fra Information
Læs interview med Erik Larson fra Kristeligt Dagblad 31. maj 2012

PS: På Gyldendals internetboghandel kan du pt. købe E-bogsudgaven af I ondskabens have for kun 70 kr...

Adam Johnson: De stjålne liv, 2012

I grotesk grad er man i Nordkorea ikke et selvstændigt individ. Nej, man er den til enhver til gældende historie om sig selv, og skifter den, skifter man med! Og historien defineres af staten!
Det er hovedkernen i De stjålne liv om Jun Do, der i første del af bogen vokser op på et børnehjem den nordlige by Chongjin. Som soldat bliver han tunnelrotte, dvs. ekspert i at kæmpe i tunneller under jorden i demarkationsområdet mellem Nord- og Sydkorea. Så bliver han en del af en gruppe, der kidnapper japanske statsborgere i Japan, og endelig efterretningstjenestens lyttemand på en fiskerbåd i Det japanske Hav. Men det hele ender med at Jun Do kommer til forhandlinger hjemme hos Texas' guvernør og ved hjemkomsten står den på fangelejr...
I anden del bliver det helt absurd. Jun Do får dræbt den berømte minister for fængselsminer Kommandør Ga, tager hans uniform og overtager hans identitet, overtager hans kone den mest berømte og beundrede filmskuespillerinde Sun Moon, kommer tæt på Den Kære Leder Kim Jong-Il, og får i den grad sat rav i den. Og det bliver en historie som ligefrem bliver brugt, og ikke mindst redigeret som årets nordkoreanske drama i højtalerne i ethvert hjem i Nordkorea....!
Det er på mange måder en fantastisk roman. Den er skrevet med masser af sort humor, men er i bund og grund en tragisk historie om det næsten sortest mulige politiske system i denne verden. Og forfatteren opnår faktisk at lave et portræt af Nordkorea, som både har den dybe alvor og den fuldkomne absurdisme, som man som udlænding opfatter landet med.

Forslag til forside. Blev
ikke brugt, desværre...

Dog synes jeg ikke, at de to dele af bogen swinger helt sammen. De er begge vanvittigt spændende og interessante, men der er udtalt forskel på stilen i dem. Her kunne Adam Johnson måske godt have brugt en ekstra gennemskrivning. Men det er kun en plet på en rigtig god og anbefalelsesværdig skønlitterær bog om Nordkorea, som i den grad er en sjældenhed! Det eneste i nærheden, jeg ellers kan komme i tanke om, er Guy Delisles glimrende selvbiografiske tegneserie Pyongyang.
Begge bøgerne er til klar anbefaling herfra!

(Politikens Forlag, 552 sider. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra amerikansk: The Orphan Master's Son, 2012)

Se mere på Litteratursiden  
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Weekendavisen

16. april 2013: De stjålne liv er blevet tildelt Pulitzerprisen. Se indlæg.