lørdag den 29. september 2012

Ny skønlitteratur - oktober 2012

Som det er sket før her i mine indlæg om kommende skønlitterære bøger, starter jeg med et stykke med faglitteratur, nemlig Peter Øvig Knudsens Hippie 2 med undertitlen Den sidste sommer. Den kommer 25. oktober, og har været forudbestilt til min bogsamling siden jeg læste bind 1 sidste efterår. PØK skriver på hippie.nu om forsidens billede af Provo-Knud: "For mig repræsenterer han dobbeltheden i oprøret: På den ene side, når han danser og stripper på scenen, den totalt grænseoverskridende frisættelse - og på den anden side, når han efter alt for meget LSD myrder sin ven, grænseoverskridelsens kulsorte bagside".
Der er også gang i andre fortsættelser af foreløbige salgsuccesser. Dandy hedder anden del af Jan Guillous Brobyggerne og kommer d. 8. oktober. På mit bibliotek er køen på Brobyggerne lige gået i nul, så Dandy kommer timet. Den evige kamp slutter, nemlig med Min kamp 6 af Karl Ove Knausgård (25.10). Det skulle efter KOK's udsagn være det sidste han skriver i dette liv.  Lad os se. Og så lige den sidste fortsættelse: E. L. James fik udgivet sin første Fifty Shades bog på dansk for under en måned siden. Førsteoplaget blev trykt i 80.000 eksemplarer og vi er nu oppe på i fjerde oplag. Nu kommer toeren Fifty Shades: Fri d. 11. oktober. Efter at have læst lidt rundt i etteren og kropsligt kun blive ramt af fnisen over en håbløst usexet dialog, tror jeg, jeg springer over...
Den danske repræsentant for skønlitteraturen er denne gang Kristian Bang Foss, som d. 22.10 udgiver sin Døden kører Audi, hans første roman siden den ret gode Stormen i 99 fra 2008. Forlaget skriver: "Asger dummer sig og mister alt og må tage et job som handicaphjælper for Waldemar, verdens sygeste menneske. Deres hverdag sammen i betonghettoen Stentofte på Vestegnen er et studie i håbløshed. Indtil de kører sydpå for at opsøge Torbi el Mekki, en healer i Marokko, Waldemars sidste håb." 
Michael Chabon (Det jiddische politiforbund og Den utrolige historie om Kavalier & Clay) kommer d. 15.10 med sin nyeste roman Telegraph Avenue. Udover at forlaget mener, at det (endnu engang) er den store amerikanske roman vi har ventet på, skriver de: "Telegraph Avenue er en personlig, episk fortælling, en nordcalifornisk Middlemarch som klinger i takt med den funky hjerterytme i klassisk soul-jazz på vinyl og pulserer med en virtuos, fyrværkeriagtig, helt særegen stil." Hvabehar!
Prisen for månedens titel tildeles hermed Ljudmila Petrusjevskaja, der udgiver en novellesamling med titlen Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel.  Om den skriver forlaget Vandkunsten, at det er en samlig dystopier, der skildrer "samfundets myter og tabuer nådesløst. Dagligdag, krig og følelsesliv registreres på én gang nøgternt og grotesk – selv familielivet udstilles som et brutalt mini-Gulag".
Så er der lige en række efterårskrimier tilbage. Hvis vi tager dem i den rækkefølge de udkommer, så starter vi med en af mine yndlinge, nemlig Peter Robinson og hans Tracy (5.10). Denne gang er det ikke Kommissær Alan Banks men derimod hans datter Tracy, der spiller hovedrollen. Hun har forelsker sig i en skidt fyr - med katastrofale konsekvenser. Alank Banks er på ferie i USA, og Annie Cabbot må træde til. Dagen efter (5.10) kommer Mark Billinghams figur Tom Thorne med hang til fodbold, misantropi og countrymusik på nye opgaver i Så godt som død.
Også 5.10 er der nyt fra Havana, Cuba og Leonardo Padura. Det sker med syvende bind om antikvarboghandler og tidligere politimand Mario Conde, der i bogen Slangens hale tænker tilbage på en drabssag i 1989, der involverede den kinesiske indvandrerbefolkning. En gammel kineser blev dengang fundet hængt. En af hans fingre var skåret af, og en cirkel og to pile var ridset ind i hans bryst. Det viste sig, at der i mordets udførelse også indgik ritualer fra den cubanske santería-religion.
Den evige P.D. James (92 år) får d 12.10 udgivet sin krimi nummer jeg-ved-ikke-hvad, som hedder Døden kommer til Pemberley. Den foregår i 1803 og trækker Elisabeth fra Jane Austens Stolthed og fordom ind i krimiverdenen og i en mordundersøgelse, hvilket mrs. James har undskyldt overfor ms. Austen...
Så er Jean-Christophe Grange på banen igen med sin nye Rejsende uden bagage (26.10). En mand findes myrdet i de labyrintiske togspor under Bordeaux' banegård. På ligets hoved sidder et afhugget tyrehoved. Uha-da.
Og endelig har vi Håkan Nesser og Slagteren fra Lille Burma (29.10). Det er femte og sidste bog om vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti fra Kymlinge. Det er samtidig den første og eneste bog om Ellen Bjarnebo, kendt som slagteren fra Lille Burma. Den handler om en vicekriminalkommissær, der forsøger at komme til rette med sin dybe sorg, og om en kvinde, som har lært at håndtere sin. Den handler også om noget andet, for eksempel om to gamle politiefterforskninger, som kunne have været bedre, og om en rejse gennem Sverige for at opklare en såkaldt cold case.
God fornøjelse!

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger 

fredag den 28. september 2012

Adam Johnson: De stjålne liv, 2012

I grotesk grad er man i Nordkorea ikke et selvstændigt individ. Nej, man er den til enhver til gældende historie om sig selv, og skifter den, skifter man med! Og historien defineres af staten!
Det er hovedkernen i De stjålne liv om Jun Do, der i første del af bogen vokser op på et børnehjem den nordlige by Chongjin. Som soldat bliver han tunnelrotte, dvs. ekspert i at kæmpe i tunneller under jorden i demarkationsområdet mellem Nord- og Sydkorea. Så bliver han en del af en gruppe, der kidnapper japanske statsborgere i Japan, og endelig efterretningstjenestens lyttemand på en fiskerbåd i Det japanske Hav. Men det hele ender med at Jun Do kommer til forhandlinger hjemme hos Texas' guvernør og ved hjemkomsten står den på fangelejr...
I anden del bliver det helt absurd. Jun Do får dræbt den berømte minister for fængselsminer Kommandør Ga, tager hans uniform og overtager hans identitet, overtager hans kone den mest berømte og beundrede filmskuespillerinde Sun Moon, kommer tæt på Den Kære Leder Kim Jong-Il, og får i den grad sat rav i den. Og det bliver en historie som ligefrem bliver brugt, og ikke mindst redigeret som årets nordkoreanske drama i højtalerne i ethvert hjem i Nordkorea....!
Det er på mange måder en fantastisk roman. Den er skrevet med masser af sort humor, men er i bund og grund en tragisk historie om det næsten sortest mulige politiske system i denne verden. Og forfatteren opnår faktisk at lave et portræt af Nordkorea, som både har den dybe alvor og den fuldkomne absurdisme, som man som udlænding opfatter landet med.
Forslag til forside. Blev
ikke brugt, desværre...
Dog synes jeg ikke, at de to dele af bogen swinger helt sammen. De er begge vanvittigt spændende og interessante, men der er udtalt forskel på stilen i dem. Her kunne Adam Johnson måske godt have brugt en ekstra gennemskrivning. Men det er kun en plet på en rigtig god og anbefalelsesværdig skønlitterær bog om Nordkorea, som i den grad er en sjældenhed! Det eneste i nærheden, jeg ellers kan komme i tanke om, er Guy Delisles glimrende selvbiografiske tegneserie Pyongyang.
Begge bøgerne er til klar anbefaling herfra!
****1/2
(Politikens Forlag, 552 sider. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra amerikansk: The Orphan Master's Son, 2012)
Se mere Litteratursiden  
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Weekendavisen

16. april 2013: De stjålne liv er blevet tildelt Pulitzerprisen. Se indlæg.

onsdag den 26. september 2012

Guðrún Eva Minervudóttir: Yosoy, skrækteatret ved verdens ende, 2012

I en nedlagt fabriksbygning i en flækken Álafoss udenfor Reykjavik ligger et cirkus, Yosoy, hvor de deltagende artister går helt ud til stregen af, hvad der er muligt for mennesket - og så lige ét skridt til.
Det er "kropskunstnere", der fremviser bizarre færdigheder for et publikum, som gerne betaler dyrt for voldsomme sansepåvirkninger. Fx kan man opleve knivkasteren og hans assistent, der har indopereret metalbokse, hvor knivene kan lande effektfuldt. Betingelsen for at optræde må jo være fravær af smerte, og smerteforskeren Olafur Bnediktsson kommer til dette sted for at rapportere til en mystisk Madame, der har brug for informationer til et hemmeligt væddemål.
Yosoy, skrækteatret ved verdens ende er noget dobbelt for mig: Den er både vanvittigt fascinerende og cliffhangeragtig, men også egentlig ret postuleret og ligegyldig... Jeg har ladet gå et par dage siden jeg afsluttede bogen, og mere og mere overtager spørgsmålet: Og hva' så?
Billederne og vanviddet i bogen skal nok få lov til at runge i hovedet et stykke tid, og underholdningsværdien var da heller ikke ringe. Men spørg mig ikke i detaljer om handlingen i særlig lang tid, tak...
**1/2  
(People's Press, 377 sider. Oversat af Nanna Kalkar fra islandsk: Yosoy: Af líkamslistum og hugarvíli í hryllingsleikhúsinu við Álafoss, 2005)
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske og Politiken

onsdag den 19. september 2012

Naja Marie Aidt: Sten saks papir, 2012

Naja Marie Aidt debuterede i 1991 med digtsamlingen Så længe jeg er ung. Siden er det blevet til otte digtsamlinger, fem novellesamlinger plus det løse, men først i 2012 udgav hun sin første roman, nemlig denne Sten saks papir.
I en eller anden større by i den vestlige verden bor Thomas O'Mally Lindström. Han er ude over sin første ungdom, men har Ubevidste identitet som drengerøv er stadig forholdsvis intakt - på den noget umodne måde. Han bor sammen den smukke Patricia og driver en papirforretning sammen med sin gamle ven Maloney. Men verden og virkeligheden er ved at trække sig sammen om Thomas: Er de penge, som han ved tilfælde finder i en brødrister i boet efter sin afdøde kriminelle far, årsag til forfølgelse? Er Patricia utro eller er det jaloux paranoia fra Tomas side? Hvem er Luke eller Luc? Og hvad er det der i det hele taget er ved at ske med Thomas og hans liv?
Man kan tydeligt mærke en linie fra Aidts noveller i bl.a vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris Bavian, 2006 i Sten saks papir. Der er hele tiden en farlig undertone af, at der kommer til at kommer til at ske noget frygteligt - og det holder da også stik... Farligheden er som altid til stede hos hende, men det klæder hende bedre i novelleform end i hvert fald denne roman. Dermed ikke sagt, at bogen ikke er værd at læse, men skal man overbevise sig om Naja Marie Aidts allerstørste talenter som historieskriver, så er det novellerne, man skal gå til.
Men sproget. Her er der som sædvanlig guf at at hente ud over det normale hos NMA. Hun rammer præcist i karakteristikker i få sætninger, som andre forfattere skulle bruge hele afsnit til få meningen frem i. At hun så har haft sideplads til at lave en laaang konkurrrence i digtgenkendelse har været en af romanformens farer for Aidt...
Blandet oplevelse. Rigtig meget godt - men nok en skuffelse i forhold til, hvad jeg havde forventet fra Naja Marie Aidt.
 ***   
(Gyldendal, 382 sider)
Se mereLitteratursiden 
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske
Læs interviews med Naja Marie Aidt om Sten saks papir fra Politiken og Information

tirsdag den 18. september 2012

Craig Russell: Mord er ikke noget eventyr, 2009

Der bliver ikke sparet på effekterne i de utallige mord, der forkommer i Craig Russells krimiserie i om Erster Kriminalhauptkommissar Jan Fabel i Hamburg Politis drabsafdeling. Så hvis man ikke er til udrevne øjne eller f.eks. en tændt ovn som mordvåben, er det ikke hans bøger man skal gå til.
I den anden del af skotten Craig Russells serie om Jan Fabel bliver en række mord begået inden for kort tid, og de viser sig at have en sammenhæng med de eventyr, som de to sprogforskere Brødrene Grimm indsamlede i begyndelsen af 1800-tallet. Der er både paralleller til Hans og Grete, Rapunzel, Askepot m.fl. Sporene og mistankerne er mange, men der er hele tiden noget galt. Og det går stærkt - for stærkt for Fabel og Hamburgs mordkommission!
Mord er ikke noget eventyr er ligesom etteren i serien om Jan Fabel både underholdende og velskrevet, men plotmæssig er bogen spændt lige til bristepunktet (hvis den er ikke bristet, hvad jeg synes). Den får lidt mere end den kan trække denne gang, så den troværdighed, der er nødvendig for historien, ikke er der de sidste hundrede sider. Og det er synd, for ellers er det en rigtig gedigen og spændende historie med gode og troværdige personer, et politikollektiv som er rigtig godt tegnet og ikke mindst hovedpersonen Jan Fabel som en fin drivkraft. Men intellektualisingen af mordplottet og Fabels intuitive evner bliver skruet for højt til bogens bæreevne, desværre.
* **
(Hovedland, 229 sider. Oversat af Bente Møller Sørensen fra engelsk: Brother Grimm, 2006)
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Jyllands-Posten
Mord er ikke noget eventyr er den anden bog i serien om Jan Fabel. De andre bøger er:
1. Blodørn, 2008
3. Til evig tid, 2010
4. Karnevallets mester, 2011

lørdag den 15. september 2012

Kerstin Ekman: Grand final i gøglerbranchen, 2012

Den snart firsårige Kerstin Lillemor Ekman, som er forfatterens fulde navn, har begået en genistreg og denne gang spaltet sit eget liv som forfatter ud på to kvinder. Det er der kommet en satirisk, interessant og pragtfuld roman ud af.
Den aldrende og meget anerkendte forfatter Lillemor(!) Troj får en dag et forelagt et manuskript af sin forlægger, som hun selv skulle have skrevet. Det er en selvbiografi, men Lillemor har (som sædvanlig) ikke selv skrevet den. Det har nemlig Babba, den kvinde som igennem Lillemors over halvtredsårige karriere som forfatter har skrevet hendes bøger. Og selvbiografien er meget åbenhjertig om deres roller: Babba skriver bøgerne, og Lillemor er den der er kendt for forfatterskabet, repræsenterer det som forfatteren på bogmesser, prisoverrækkelser og i Det svenske Akademi, som bl.a. uddeler Nobelprisen. Så Babbas bog er en bombe under deres over halvtredsårige samarbejde og ikke mindst under Lillemor liv...
Jamen, som sagt er det en fantastisk bog, Kerstin Ekman har skrevet, som jeg ligeså godt med det samme kan afsløre ikke kan få mindre end de fem stjerner, som topkarakteren er på Bogbrokken. Ud over at hun leger med flere forskellige virkeligheder - endda med selvbiografiske træk - byder romanen på solid satiriske udfald over venstrefløjen i 70'erne, over Det svenske Akademi og over litteratur og forlagmiljøet, som er så velskrevet, at det er en fryd! Samtidig - og vigtigst - er bogen et opgør med de roller en (især kvindelig) forfatter skal kunne for at begå sig i bogverdenen. Alt sammen skrevet så man næsten bliver i tvivl om det faktisk er Ekman selv der har skrevet sine bøger... Jeg har aldrig læst noget lignende, selv om problematikken nok er taget op før.
Pragtfuld bog - og skøn forfatter, som jeg fik glæden af at høre på Louisiana Litterature for nogle uger siden - også en karismatisk kvinde dér. Et must-read, hvis du vil læse en af årets helt store udgivelser!
*****
(Gyldendal, 411 sider. Oversat af Anne Marie Bjerg fra svensk: Grand final i skojarbranchen, 2011)
Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenKristeligt Dagblad, BerlingskeInformation og Jyllands-posten
Læs interview med Kerstin Ekman Information fra 30. august 2012

tirsdag den 11. september 2012

Lotte & Søren Hammer: Pigen i Satans mose, 2012

Lotte & Søren Hammers fjerde krimi med den svulstige titel Pigen i Satans mose med er deres hidtil bedste. Der er stadig de samme skævheder som før, nemlig med rigtig gode plot og af dårligt sprog, men sprogligt synes jeg at parret har oppet sig - uden at man ved en filmatiseringen kunne bruge dialogen uredigeret. Bestemt ikke!
Liget af en ung afrikansk kvinde finde i en mose i Nordsjælland, og sagen får stor bevågenhed, da en politimand omtaler kvinden som en "Nuggiwaua" på lokal-TV. Sagen overdrages drabsafdelingen og viser sig at have forbindelse til organiseret menneskehandel. Fokus er dels på drabsafdelingens arbejde, dels på forbryderne, en afstumpet forretningsmand, hans afstumpede og dumme kone og deres udspekulerede og kyniske datter. Og så har bogen en skøn og totalt urealistisk slutning, som bryder med alle regler og tager en masse point. Modigt!
De rigtig gode sider i Pigen i Satans mose er først og fremmest, at bogen er spændende hele vejen igennem uden på noget tidspunkt at gå i stå. Plottet er interessant, også ved at forbryderne i trafficking her er "pæne",  skruppeløse mennesker og ikke lithauiske betonkæber, som det plejer at være. En anden ting er, at bogen helt tydeligt har en mission, nemlig ved at tage stilling til den enkelte "slutkundes" ansvar i meddelagtigtighed i trafficking ved faktisk at gøre sig skyldig i voldtægt - bare ikke i juridisk forstand. Al ære værd at gøre det så tydeligt!
Men som sagt er sproget stadig haltende, men det virker som om, at forfatterne og Gyldendals redaktør lægger sig mere og mere i selen for at sortere de værste sproglige mærkværdigheder fra. Men der er stadig fede klichéer i især persontegningerne, som der godt kan luges i.
Alt i alt kan man dog se frem til nogle spændende timer i selskab med Simon, Komtessen, Arne, Pauline og Klavs. Klart bedste bud fra 2xHammer indtil videre. Og lidt ekstra kredit for virkelig at ville noget med denne bog:
***1/2  
(Gyldendal, 437 sider)
Se mere på Litteratursiden og lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske og Politiken
Pigen i Satans mose er fjerde bog i serien om Konrad Simonsen og drabsafdelingen. De andre bøger er:
1. Svinehunde, 2010.
2. Alting har sin pris, 2010
3. Ensomme hjerters klub, 2011

søndag den 9. september 2012

Arne Bellstorf: Baby's in black, the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe, 2012

Den femte Beatle Stuart Sutcliffe forlod The Beatles i juli 1961 i Hamburg i for at drive det videre med hans billedkunst og med hans tyske kæreste Astrid Kirchherr. Han led desuden af tiltagende hovedpiner og i april 1962 døde han af en hjerneblødning i en ambulance på vej til hospitalet, 21 år gammel. Historien om Astrid og Stuart har den tyske tegneserieforfatter Arne Bellstorf skrevet og ikke mindst tegnet i sin Baby's in black, the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe.
Det er den 20-årige Astrid, der har synsvinklen i denne historie om hendes øjeblikkelige kærlighed til den smukke og cool bassist i The Beatles, som på det tidspunkt spiller på et skodsted på Reperbahn i Hamburg. Også han får et et godt øje til hende, og efter at hun har lavet en fotosession med hele bandet, vil hun lave nogle billeder med Stuart uden band, og deres forhold starter. Lige før indspilningen af Beatles første plade som back-up for sangeren Toni Sheridan trækker Stu sig fra bandet, helliger sig sin kunst og Astrid, men lider samtidig af konstant hovedpiner.
Det er da god lille kærlighedshistorie, som Arne Bellstorf har skildret, men det eneste der egentlig gør den rigtig interessant er, at den er historien om optakten til succesen for alle tiders band The Beatles - og selvfølgelig for et lille monument over den femte beatle. Men man lærer aldrig nogen og slet ikke Stuart Sutcliffe at kende. Det eneste man får at vide, er at han er talentfuld kunster, en dårlig bassist, er kæreste med Astrid, har læst kunst med John Lennon og dør af en hjerneblødning som 22-årig i 1962. Så hvis ikke bandet havde heddet The Beatles, var denne bog nok aldrig blevet til.
**      
(Vandkunsten, 204 sider. Oversat af Maj Westerfeld fra tysk: Baby's in black, the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe, 2010)
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske