søndag den 29. august 2010

Murakami på Møn

I går ved halv et-tiden parkerede Fruen og jeg sønnen Ivan hos min mor og Bo i Stege på Møn, og tog over broen til Lendemarke og videre ud til Rødkilde Højskole og mødtes med Haruki Murakami. Der var godt nok 148 andre, men det var alligevel en intim og hyggelig oplevelse, både pga. Murakamis afvæbnende facon og de to "mellemmænd" oversætteren Mette Holm og journalisten Jes Stein Petersen.
Noget jeg fandt ekstremt sympatisk ved Murakami var, at jo mere højtravende spørgsmålene fra salen og Jes Stein blev, jo mindre vidste han hvad han dog skulle svare på dem. Der var ikke så meget fortænkt fis dér...
Nej, han tegnede ikke noget skelet over en handling til en bog, før han gik i gang med at skrive. Han havde en scene, f.eks en mand der koger spaghetti til frokost som i Trækopfuglens krønike, og hvad kan den scene så føre videre til? Jo, telefonen ringer. Og så efter nogle år er bogen slut. Det er ligesom med sex, forklarede han, man ved godt når det er slut...
Og nej, Murakami ved ikke hvor idéerne kommer fra. Et billede: Hans hus har to etager. Ovenpå er der soveværelse og værelser, nedenunder er der køkken, dagligstue osv, også er der en kælder. Men nedenunder er der endnu en kælder. Det gælder så om at finde den hemmelige dør ned til den kælder - og finder man først derned, kan alting ske og alle veje kan føre til nye veje. Eller at man tager sin hund ud om formiddagen, slipper den løs på et stykke land, og efter tre, fire timer kommer den tilbage - og man ved ikke rigtig, hvor den egentlig har været...
Men hvad han vil med sine bøger, hvad hans budskab er - det anede han ikke, hvad han skulle svare på. Og på spørgsmål fra Jes Stein Petersen om hans råd til den samlede tilhørerskare, blev der, efter noget grinende hovedrysten, noget smilende tavshed og en venlig bemærkning tilbage til Jes Stein om, at det var dog et tåbeligt spørgsmål, svaret: "Gå tidligt i seng".
Dagens absolut største bifald tilfaldt dog en ung fyr, der som den sidste spørger fra salen, med noget nervøsitet sagde at han egentlig ikke havde noget spørgsmål men bare ville sige tak for mange og fantastiske oplevelser med hans bøger. Og så blev der klappet taktfast, både af Murakami men også nok fordi fyren havde givet udtryk for salens tanker om dagens meget, meget sympatiske hovedperson.
Det var en stor oplevelse at høre og opleve Haruki Murakami - også for den måbende nybegynder, mig.
PS: Oversætteren Mette Holm var til min overraskelse ikke dén Mette Holm, altså journalist og forfatter og gift med Mogens Lykketoft - men helt sig selv.

Se interview med Haruki Murakami af Carsten Andersen i Politiken 30. august 2010

fredag den 27. august 2010

Philip Pullman: Det gode menneske Jesus og skurken Kristus, 2010

Det kunne endnu engang ligne et "Dan Brown Plot": Jesus og Kristus var ikke én person men tvillinger, begge født af Maria julenat, og som udviklede meget forskellige karaktertræk. Kristus var den pæne og skriftkloge fra barnsben, sin mors øjesten - mens Jesus lavede alt muligt ballade, som Kristus så måtte rode ham ud af med sin veltalenhed. Senere var det Jesus, som gjorde, hvad Jesus nu engang gjorde, men ikke nær så mirakuløst!, mens Kristus var den der fulgte sin bror og nedskrev hans handlinger, så de fremstod noget mere skarpt! Med andre ord: Jesus lavede historien og Kristus rettede den til, så hans udlægning blev den vedtagne sandhed, som har stået siden.
Men det bliver hverken Brown eller godt. Jeg synes, at pointerne er for tydelige, at den er temmelig kedeligt skrevet, og at det alt i alt virker lidt som et venstrehånds sommerferieprojekt. Bogen kunne sagtens have klaret nogle lidt større slag i bolledejen, som i f.eks. Michael Fabers Ildens evangelium, der også afmytologiserer Jesus-figuren - men med noget mere saft og kraft, og endda samtidig får skovlen under Dan Brown-hysteriet.
**
(Originaltitel: The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ, 2010)

onsdag den 25. august 2010

Erich Kästner: Tre Mænd i Sneen, 1959

Forrygende morsom, satirisk, intelligent og i den grad velskrevet forvekslingskomedie fra 1934, der helt fortjent har klassikerstatus i både tysk og international humoristisk litteratur.
Fabrikanten, geheimeråden og mangemillionæren Herr Tobler fra Berlin lader sit firma udskrive en konkurrence, hvor præmierne er et ophold på et fashionabelt hotel i de tyske alper. Topler, der keder sig i sit luksusliv, deltager selv under falsk navn og vinder andenprisen, mens den arbejdsløse Fritz Hagedorn vinder førsteprisen. Tobler tager af sted forklædt som fattigrøven Eduard Schulze, mens hans tjener Johan under strenge ordrer om fuld diskretion tager med som Skibsreder Kesselhuth. Toblers lamslåede familie ringer til hotellet og siger, at de skal behandle Tobler som den fine, fine mand han jo er. Men hotellet tager fejl og tager den ligeledes luvslidte Hagedorn for at være mangemillionæren, mens Tobler indlogeres på et uopvarmet loftsværelse - og så starter løjerne....
Det er en pragtfuld lille bog! Vid og bid og humor og forviklinger og satire og hele udtrækket, skrevet så man må sig fornøje! Og det gjorde jeg i den grad på alle 152 sider. Det lille smil var overhovedet ikke til trække af mig i de timer, det tog at læse bogen. Tre mænd i sneen bliver en bog, som jeg kommer til at læse med jævne mellemrum resten af mine dagen. En halv time efter jeg var færdig med den, købte jeg den antikvarisk på nettet. Den skal bare være på min reol!
*****
Tak til Sørens bogblog for inspirationen.
(Originaltitel: Drei Männer im Schnee, 1934)

mandag den 23. august 2010

Karl Ove Knausgård: Min kamp 1, 2010

Lad det være sagt med det samme: Et mesterværk synes jeg ikke, at Min kamp er. Dertil er det for blandet en landhandel, hvor jeg ikke altid forstår, hvorfor nogle af de mere essayagtige afsnit overhovedet skal være med i bogen. Når det så er sagt er bogen et imponerende værk, der viser en følsom men alligevel på mange måder usentimental kunstner, der ikke er bange for at vise sine egne og store følelsesmæssige dilemmaer. Flere steder i bogen har han nogle klare og meget selvudleverende betragtninger, som må have krævet overvindelse at skrive til en offentlighed - og som også kan være næsten pinefulde at læse, fordi de rammer lige i hjertekulen. I det hele taget er Knausgård god til at formidle sin smerte, så den også kan føles og til tider genkendes.
Der bliver i den grad taget af hovedstolen i Min kamp - og så er det endda kun første bind af seks! Hvad de fem næste bringer, er jeg da spændt på. Jeg skal helt sikkert læse bind 2, selv om jeg har fået pillet en del af min mytologisering af bogen ud efter at have læst første bind.
Min kamp er en fantastisk fremragende bog, når den er god. Men jeg synes til gengæld at Knausgård har sat sig mellem for mange stole med både roman, selvbiografi og essays til at det bliver til ét helt værk, og at der til tider væves unødigt meget.
*** *
Læs også om min oplevelse af Knausgård i Diamanten d. 14. marts 2011.

Læs Karen Sybergs interview med Karl Ove Knausgård fra Information 20. maj 2010

For interesserede i DR's Romanlæseklub 2010/2011, se også mine anmeldelser af:
Sofi Oksanen: Renselse
Roy Jacobsen: Vidunderbarn
Jens Blendstrup: Bombaygryde
Birgithe Kosovíc: Det dobbelte land
Olav Hergel: Indvandreren

onsdag den 18. august 2010

Haruki Murakami: En vild fårejagt, 1996

En navnløs reklamemand (vores hovedperson) sidder nyskilt og drikker whisky i sin halvtomme lejlighed i Tokyo underholdt af en afdanket kat, der kun har evnen til prutte tilbage i fuld behold. Men så kontaktes han af en mand, der har set en af hans reklamer med et billede af et særligt får. Han gives én måned til at finde lige præcis dét får et eller andet sted i Japan, da hans firma ellers vil blive ruineret og hans liv blive ødelagt. Grunden er, at fåret har haft bo i den kontaktende mands boss' hjerne, og det skal findes inden hans snarlige død af en hjernesvulst. Og så går den vilde fårejagt...
Der er det hele i denne tidlige Murakami: En thrillerhistorie, civilisationskritik af Det nye Japan, jagt på identitet og eksistens, magten både over andres men også over ens eget liv, kærlighed, magisk realisme og ikke mindst humor og masser af skønne sætninger, både til at tænke over og til at grine med: En mand i et tog, "der hostede med en tør raspen, der lød som en mumie der blev slået på hovedet med en fladtang". Eller hans tidligere kones: "Næsten alt, hvad du tror, du ved om mig, er i virkeligheden kun erindringer".
Det er en fornøjelse at læse Murakamis bøger, selv om det kun er min anden (efter Efter Skælvet), og jeg vil helt sikkert lade mig invadere af flere - og så jeg glæder mig vildt til at skulle høre ham på næste lørdag i Stege til Verdenlitteratur på Møn.
****
(Originaltitel: 羊をめぐる冒険 / Hitsuji o meguru bōken, 1982)


Læs også min anmeldelse af Murakamis Efter skælvet, 2008 og Trækopfuglens krønike, 2001

fredag den 13. august 2010

Hallgrímur Helgason: Stormland, 2008

Vær beredt på 445 sider sprogligt fyrværkeri af den mest forrygende slags, når Stormland invaderer dig med sin enmandshær Bødvar H. Steingrimsson, kaldet Bøddi. Bøddi er en af Islands store underkendte tænkere, der som 37-årig fyret gymnasielærer bor i et kælderværelse hjemme hos mor, sværmer for den store tyske og islandske kulturelle arv, har et vågent blik for det moderne Islands knæfald for forbrugerismen - og ikke er bange for at give udtryk for sine meninger, både mundtligt og på sin blog. Med andre ord: Bøddi er en opblæst nar, der tager skarp afstand fra alt det, han ikke selv er eller har, og er ulideligt selvovervurderende, selvsmagende, fordømmende og hyklerisk...
Der er virkelig smæk for skillingen, og det er på alle sider bogen med et hav af ubetalelige oneliners. Bøddi er en af de romanfigurer, som er pragtfulde at læse om men nok ville være uudholdelige at opholde sig alene med i et sommerhus i mere end en times tid. Både Island, men nok især Bøddis type, bliver spiddet eftertrykkeligt - og jeg har en idé om, at der er en god portion spidning af forfatteren selv... Ellers kunne jeg forestille mig, at figuren Bøddi kunne have oprindelse i den samme person, som Einar Kárasons Storm handler om. Og til slut roser til oversætteren Kim Lembek. Stormland må sine steder nærmest have været uoversættelig, men det er klaret med bravour!
****
(Originaltitel: Rokland, 2005)
Læs anmeldelsen af Hallgrímur Helgasons Lejemorderens
guide til et smukt hjem

tirsdag den 10. august 2010

Dennis Gade Kofod: Superhelte i det hele taget, 2010

Per bor sammen med Henriette og datteren Line, men også med superhelten Jean Gray/Phoenix fra X-men og sine angst- og grådanfald. Alle fire er i høj grad virkelighed for ham. Per er sygemeldt pga sin angst, og man følger ham én dag i hans hjemby Rønne, hvor han møder en mand der er liderlig og som slår ham for en halvtredser, han forfølges af en håndværker som han har fornærmet, han køber ind og henter datteren i vuggestuen. Desuden har han flere rendevouser med Phoenix, som hjælper ham med at holde sammen på sig selv og verden i det hele taget.
Det er da en god og lille og stramt fortalt, men absolut ikke uforglemmelig historie om en mand, der uden sin kone og især sit barn sikkert ville gå helt i opløsning, men der ligger mellem linierne, at det kan ske på et tidspunkt. Jeg har fornemmelsen af, at Henriette ser Per som endnu et projekt ved siden af sit arbejde som pædagog for autister.
I følge anmeldelsesklip på omslaget ville jeg nok have haft større fornøjelse af Gade Kofods Nexø trawl - så den skriver jeg på min liste...
**

søndag den 8. august 2010

Steen Steensen Blicher: En landsbydegns dagbog, 1824

Kvalme og hovedpine naglede mig et par timer til min seng i går eftermiddags. I 69 minutter fordrev jeg noget af tiden med at høre Nis Bank Mikkelsen læse den lille bog højt på min mp3-spiller, og det hjalp! For det første er NBM en uovertruffen oplæser, selv om han måske ikke har den samme meget stærke stemme som i gamle dage.
For det andet er det en drabelig livshistorie fortalt af Morten Vinge om hans opstigning og fald, om hans udlændighed og tilbagevenden til sit udgangspunkt i Tjele ved Viborg som landsbydegn næsten 50 år efter bogens start. Og ikke mindst om hans idylliserede kærlighed til frøken Sophie, som virkelig falder fra ungdommens storhed til det helt store dyb. Fin historie med fortjent klassikerstatus i dansk litteratur - og en nydelse at høre Nis Bank Mikkelsens fortolkning af teksten- i stor modsætning til mange andre lydbøgers meget "maskinelle" indlæsning
***1/2
OBS: Indtil d. 12.08.2010 kan du fra DR's hjemmeside downloade
denne lydbog gratis her.

Ingrid Noll: Min elskedes hoved, 1998

Tirsdag aften blev jeg på mit arbejde som bibliotekar spurgt af en kvinde, om jeg kunne anbefale nogle gode krimier, gerne med humor og en kvindelig hovedperson. Vi snakkede lidt frem og tilbage, men pludselig var der en anden kvinde, som blandede sig med nogle forslag - og det gjorde hun godt, så det endte med at "min" låner bl.a. tog japaneren Natsuo Kirinos Ude, Tana French' Skoven og S.J. Boltons Offer - og at selv jeg forsøgte mig med tyskeren Ingrid Nolls Min elskedes hoved.
Og jo, det er absolut en bog med humor og kvindelig vinkel. Om det er en decideret krimi er nok mere tvivlsomt. Det er en kvindelig gavtyvehistorie om de to veninder Maja og Cora og deres mildest talt lemfældige omgang med italiensk og tysk lovgivning omkring både tyveri og drab. Morsom og kynisk fortælling, hvor det meste samfundsbestemte moral tilsidesættes for egen vindings skyld, og hvor de slipper godt fra hvad som helst. Absolut et par dages god sommerhusunderholdning, men det er da så også det....
**1/2
(Originaltitel: Die Häupter meiner Lieben, 1993)

onsdag den 4. august 2010

Caryl Férey: Zulu, 2010

Det er stærke sager, det her. Zulu er en på alle måder sort, ekstrem voldelig og meget misantropisk bog om et Sydafrika, hvor apartheid på mange måder stadig er i spil - måske ikke så meget på det politiske som på det reelt samfundsmæssige plan. Desuden har også alle, både hoved- som bipersoner deres egne og store lig i lasten, ikke mindst hovedfiguren Ali Neuman, leder af Cape Towns drabsafdeling, der i sin barndom har set sin storebror og sin far blive dræbt af hvide militsfolk på grusomste vis. Ingen slipper da heller ikke ud af denne bog uden at være døde eller med endnu flere ar på sjælen.
Kan man tåle mosten, er Zulu en stærk og fremragende bog om et helt andet miljø end det vi er vant til fra skandinaviske krimier. Her er kriminaliteten en integreret konsekvens af det samfund, som kriminaliteten udspiller sig i. Det er skrevet med en nerve, som gør den til en cliffhanger af bedste skuffe - men man kommer ikke fra den uden selv at få nogle ar på sit billede af det frie og ikke-raceopdelte Sydafrika, som altså i alle undersøgelser desværre er det land i Verden, som ligger højest på stort set alle lister over vold, røveri, overfald og mord.
****