mandag den 23. august 2010

Karl Ove Knausgård: Min kamp 1, 2010

Lad det være sagt med det samme: Et mesterværk synes jeg ikke, at Min kamp er. Dertil er det for blandet en landhandel, hvor jeg ikke altid forstår, hvorfor nogle af de mere essayagtige afsnit overhovedet skal være med i bogen. Når det så er sagt er bogen et imponerende værk, der viser en følsom men alligevel på mange måder usentimental kunstner, der ikke er bange for at vise sine egne og store følelsesmæssige dilemmaer. Flere steder i bogen har han nogle klare og meget selvudleverende betragtninger, som må have krævet overvindelse at skrive til en offentlighed - og som også kan være næsten pinefulde at læse, fordi de rammer lige i hjertekulen. I det hele taget er Knausgård god til at formidle sin smerte, så den også kan føles og til tider genkendes.
Der bliver i den grad taget af hovedstolen i Min kamp - og så er det endda kun første bind af seks! Hvad de fem næste bringer, er jeg da spændt på. Jeg skal helt sikkert læse bind 2, selv om jeg har fået pillet en del af min mytologisering af bogen ud efter at have læst første bind.
Min kamp er en fantastisk fremragende bog, når den er god. Men jeg synes til gengæld at Knausgård har sat sig mellem for mange stole med både roman, selvbiografi og essays til at det bliver til ét helt værk, og at der til tider væves unødigt meget.
*** *
Læs også om min oplevelse af Knausgård i Diamanten d. 14. marts 2011.

Læs Karen Sybergs interview med Karl Ove Knausgård fra Information 20. maj 2010

For interesserede i DR's Romanlæseklub 2010/2011, se også mine anmeldelser af:
Sofi Oksanen: Renselse
Roy Jacobsen: Vidunderbarn
Jens Blendstrup: Bombaygryde
Birgithe Kosovíc: Det dobbelte land
Olav Hergel: Indvandreren

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar