tirsdag den 15. marts 2011

Knausgård i Diamanten

I aftes havde Karl Ove Knausgård forlagt sin virkelighed til Det kongelige Bibliotek og afholdt her en "litterær stadionkoncert" for sekshundrede tilhørere i Dronningesalen.
Meget af snakken, styret af Barbara Læssøe Stephensen, gik selvfølgelig om den litterære form i Min kamp, om det at gøre sin egen virkelighed til fiktion, og hvor skellet er mellem virkeligheden og fiktionen.
For Knausgård er fiktionen en mulighed for at tale om det, som det ikke er muligt at tale om. Men han ser det også som et paradoks, da netop det at få det på tryk gør, at udsagnet står endnu mere skarpt, end hvis han havde (sam)talt om det. Et andet paradoks ligger der også i, at den sanselighed ved detaljen i hverdagen, som han kan føle, ofte først føles virkelig, når han skriver om - ja, sanseligheden ved detaljen i hverdagen.
Om sine bøger sagde Knausgård, at han som så mange andre er udstyret med en meget visuel hukommelse om sin fortid. De billeder, det skaber, sætter han ord på og udbygger i form af stemninger, handlingsforløb, indre dialog og replikker. Og på den måde bliver erindringerne til fiktion. Han fortalte, at en af hans andre romaner (jeg husker ikke hvilken) er skrevet ud fra videredigtning på en række malerier, og at teknikken stort set var den samme. I Min kamp er det bare hans egne erindringsbilleder, der bygges videre på.
Og så blev der selvfølgelig læst højt fra bøgerne, talt om de medvirkendes reaktioner, om titlen og og om måden at udgive et mammutværk på. På trods af den store sal og de mange tilhørere var det i det hele taget en intim og fin aften med en klog, charmerende og i virkeligheden temmelig privat Karl Ove Knausgård.
PS: DR optog aftenen, så mon ikke man kan forvente i det mindste et sammendrag i en nærmere fremtid...

Læs min anmeldelse af Min kamp 1

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar