tirsdag den 26. februar 2013

Ny skønlitteratur - marts 2013

Marts måned er en skønlitterær måned med knald på! Udgivelserne bærer især præg af, at der i weekenden 16. og 17 marts afholdes Krimimesse 2013 i Horsens Statsfængsel, så skulle jeg ikke bare starte med krimier og spændingsbøger - og ellers se at komme i gang...:
To af de allerbedste kvindelige danske krimiforfattere udgiver nye bøger i deres serier. Den ene er Lene Kaaberbøl, der 8. marts udgiver Det levende kød, den anden bog om kadaverdoktorens datter - franske Madeleine Karno i 1890'ernes Frankrig. En italiensk anarkist har dræbt den franske præsident. Midt i postyret findes Rosalba Lombardi, en ung prostitueret, myrdet og maltrakteret på en måde der får boulevardpressen til at skrive om - Varbourgs egen Jack the Ripper? Første bind om Madeleine, Kadaverdoktoren, var en af mine to favoritter til årets danske krimi 2010.
Men det var min anden favorit Susanne Staun, der løb med prisen det år for Døderummet. Hun udgiver nu tredie og åbenbart sidste del i serien om retsmedicineren Maria Krause Helt til grænsen (7.3). Vennen og kriminalteknikeren Lille John har begået selvmord, eller har han? Maria Krause ved noget om ham, som gør, at hun kender svaret - og det fører hende til Libanon og til hendes egen yderste grænse.
Det sidste kvindelige islæt i krimi-/spændingsbøgerne er islandske Yrsa Sigurðardóttir, der udgiver Jeg skal huske dig" (13.3), en ren gyser fra det lille islandske fiskerleje Hesteyri i Jökulfirdir på nordvestkysten af Island. Her flytter tre unge til for at istandsætte et gammelt hus, men noget vil have dem til at forsvinde.
En af tunge danske drenge i spændingsgenren er Leif Davidsen, og d. 13. marts udgiver han Patriarkens hændelige død. Det skulle i følge forlaget Lindhardt & Ringhof være "en spændingsroman om religion, politik, kærlighed og hævn. Patriarkens hændelige død er en bog, der tegner et portræt af Putins moderne Rusland, hvor stat og kirke indgår uhellige alliancer".
Morten Hesseldahl kommer også med nyt (5.3). En tid til at dø handler om feltpræsten Kasper, som kommer skandaliseret hjem fra Afghanistan. Hans bror Jonathan er fuld fart på men forsvinder, da han stikker næsen lidt for meget i en konflikt i et centralafrikansk land. Og Kasper sætter efter. Forlaget skriver, at det er en spændingsroman "om magtkampe i et fjernt afrikansk land og om gode viljer og kold beregning".
Amerikaneren Mo Hayder vandt i 2012 den prestigefyldte Edgar Award, der uddeles af Mystery Writers of America, for sin Gone, og den kommer nu på dansk under titlen Væk (8.3). Vicepolitikommissær Jack Caffery får en banal sag om et biltyveri, men det viser sig, at tyven ikke var ude efter bilen men efter ejerens elleveårige datter.
Ian Rankin er kandidat til årets Palle Rosenkrantz Pris for Fortidens døde, men d. 8. udkommer hans En anden mands grav - som endnu engang har John Rebus i hovedrollen. Han er egentlig gået på pensíon, men da en tolv år gammel sag om en forsvundet ung kvinde lander på hans bord, kan han ikke modstå fristelsen til igen at få foden indenfor hos kriminalpolitiet.
Også lige et par nordmænd til sidst i krimiafdelingen. Den "evige" Gunnar Staalesen  har nyt om den "evige" Varg Veum fra det "evige" Bergen. Veum har i Der hvor roser aldrig dør (15.3) sagt ja til en mor om at genoptage en næsten femogtyve år gammel sag om den forsvundne treårige datter. Og Veum får bid - men der skal en brutal hændelse i nutiden til før der begynder at tegne sig et mønster ...
Den anden nordmand er Thomas Enger, der kommer med sin tredie bog om journalisten Henning Juul. Juul kastes ud i flere forskellige sager i Blodrus, der kommer d. 14. marts - og en af sagerne involverer endda Juuls søster Trine, som endda er justitsminister.
Så lige et appendix med helt "almindelig" skønlitteratur her til sidst: En af mine yndlingsforfattere er islandske Hallgrímur Helgason. Han udgiver d. 14. marts Kvinden ved 1000°I den østlige del af Reykjavik sidder en ældre kvinde i en garage og venter på at dø. Firsårige Herbjørg Maria Bjørnsson, også kaldet Herra, har mistet al forbindelse til sin familie og bor alene, syg og lænket til sengen, men forbundet til omverdenen gennem internettet. Hendes eneste selskab er en gammel HP-laptop og en tysk håndgranat fra anden verdenskrig. Mens hun venter på, at hendes ovn i krematoriet når op på 1000°, fortæller hun sin livhistorie...
Englænderen David Nicholls (Samme dag næste år) kommer d. 18. med Den evige toer, en komedie om ambition, berømmelse, jalousi og kærlighed. I sin jagt på sit store gennembrud har Stephen C. McQueen mange gange spillet rollen som "forbipasserende" og "død mand". Han har nu fået job som dubleant for filmstjernen Josh Harper, der også er den 12. mest sexede mand i verden. Josh har alt og Stephen har ingenting. Stephen bliver håbløst forelsket i Josh´s smukke og sjove kone Nora, og det gør alting meget mere besværligt. Men er der stadig håb for, at Stephen kan få sit store gennembrud?
Og så lige to danske bøger at slutte af på: Julia Butschkow får sin Aber dabei på gaden 22. marts. Det er en kollektivroman, fortalt af de personer, der omgiver Jens Martin, overlægen på en psykiatrisk afdeling i København. Mens konen går hjemme og er på nervemedicin, lader Jens Martin sig forføre af en af sine patienter. Hun drømmer om at skrive, men mangler stof. Derfor udspørger hun Jens Martin om patienterne: om advokaten Ivan, som taler konstant og tilbyder sex til alle. Og om den kvindelige forfatter, som under arbejdet med en roman om sin nazistiske bedstefar har fået billeder af udmagrede kz-lejrfanger så meget ind under huden, at det har udløst en svær spiseforstyrrelse...
Og endelig er der den evige (her behøver man vist ikke gåseøjne) Klaus Rifbjerg. Den 20. marts udkommer hans bog Intet sikkert abnormt, som er en samling på atten noveller, nogle på få linjer, andre på adskillige sider. Novellerne tager udgangspunkt i tilstande og situationer, hvor man ikke umiddelbart kan påvise nogen unormalitet.
Og skal man gætte på, at Intet sikkert abnormt ikke får lov til at figurere som Rifbjergs nyeste bog ret længe...?

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

søndag den 24. februar 2013

Ole Clifford: Flyspotteren, 2012


Hvis man kører over Knippelsbro i København mod Christianshavn og ligeud syv kilometer, ender man helt ude for enden af Amager Landevej ved Flyvergrillen, der er tilholdssted for inkarnerede flyspottere, der her har god udsigt til de længste start- og landingsbaner i Kastrup Lufthavn.
En eftermiddag sidder den tidligere astrofysiker Viktor med sit videokamera på Flyvergrillen og gør sine optegnelse, da et fly med 140 passagerer ombord styrter ned kort efter take-off på den nærliggende startbane. Han regner sig frem til den nøjagtige årsag til styrtet, mens havarikommissionen kæmper sig frem i blinde plaget af interessenter, der forsøger at få smurt ansvaret af et andet sted. Efter aftale med Viktor fremlægger vennen Arne fra Flyvergrillen Viktors resultater for kommissionen, men overfaldes og slås ihjel i sin tandlægepraksis nord for København - og da formanden for kommissionen Martin Varberg kort efter ankommer til gerningsstedet, anholdes og fængsles han for mordet...
Man kan kan mærke, at den pilotuddannede Clifford ved, hvad han har med at gøre i det stofområde, han skriver om. Det bliver nærmest lidt for meget i perioder med flyteknikken, der kvæler det skønlitterære. Men researchdelen af bogen kan der ikke indvendes noget imod.
Det kan der til gengæld i hans persontegninger, hvor jeg står efterladt med nogle typer i skitseform, der aldrig kom til at fungere som personer i mit hoved. Og så er der replikkerne, især når vicepolitiinspektøren og "forbryderen" træder ind på scenen. De taler i så tykke klichéer, at jeg næsten ventede på, at min barndoms Anders And-blades replikker a la "Uakk, fordømt!" også blev spillet ud...
Og egentlig syntes jeg ikke, at bogen var spændende overhovedet. Jeg ville hellere have haft en historie, der var blevet ved med at cirkle i havarikommissionen konflikter, for det er her bogen har en spænding, som kunne have udviklet sig
**   
(Rosenkilde & Bahnhof, 468 sider. Udgivet 8. oktober 2012)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske

fredag den 22. februar 2013

Steffen Jacobsen: Trofæ, 2013

Ortopædkirurg, overlæge, dr. med. Steffen Jacobsen (f. 1956) kan mere end sin Klinisk Ordbog. Han er da i hvert fald blevet skamrost for sin fjerde thriller Trofæ og nærmest blevet udråbt til at være den, der skal få krimibølgen drejet i en mere thrillerorienteret retning.
Elisabeth Caspersen er hovedrig arving til et dansk industriimperium. Hun finder en dvd, som er stærkt belastende for hendes netop afdøde usympatiske far, og hyrer den eksklusive privatdetektiv Michael Sander til at undersøge sagen.
Samtidig bliver politikommisær Lene Jensen kaldt ud til et mystisk selvmord, hvor en krigsveteran tilsyneladende har hængt sig. Sander og Jensen er hver især enspændere, men da deres opgaver har visse fælles berøringspunkter, bliver de af omstændighederne tvunget til at arbejde sammen i en sag, og så er der lagt i kakkelovnen til en jagt på både de gode og på de særdeles onde...
Det er i den grad en cliffhanger, Steffen Jacobsen har fået strikket sammen med Trofæ. Der er udsøgt knald på handlingen fra første til sidste side. Og så kan Jacobsen skrive, så det ikke lugter så jordslået, som det nogle gange kommer til i den danske spændings- og krimigenre. Men jeg sad på trods af det med en lidt mat stemning, da jeg var færdig med bogen. Det var lidt som om, at bogens kabale gik op uden de store overraskelser - og at de overraskelser, der var lagt ind, egentlig ikke var overraskende alligevel.
MEN så er det heller ikke værre. Og Trofæ er et glimrende stykke med højtbelagt spænding og med et par gode figurer, som jeg er spændt på, om Steffen Jacobsen skriver mere om senere. Især Michael Sander kunne nok klare en bog eller tre mere.
***1/2 
(People's Press, 426 sider. Udgivet 5. februar 2013)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

tirsdag den 19. februar 2013

Lars Saabye Christensen: Saabyes cirkus, 2007

Under min lungebetændelse fandt jeg på en af vores reoler Lars Saabye Christensens Saacyes cirkus. En lille gul sag som jeg engang købte for en tyver, tror jeg, på en tilbudshylde i en boghandel. Og bogen er så rigeligt prisen værd - den kan endda tages frem, hvis man skulle komme til at ligge i sengen endnu engang i dette liv...
Rammefortællingen er om forfatteren selv, der under en optræden på en bogmesse i Paris styrter ned fra scenen. Idet han falder får han et tohundrede siders  flashback til efteråret 1965, da han var tolv-tretten år og i det brændende ønske om at få råd til en rød Fender Stratocaster får fritidsjob som blomsterbud hos Finsens Flora.
I tilbageblikket præsenteres vi for flere personer, som er med til at give historien liv: Blomsterhandleren Hr. Finsen Selv, de mere eller mindre tragiske naboer Fløjteren, "Den som flaskehalsen peger på" og Tom Curling, klassens bølle Putte "Göring" og ikke mindst den faldne cirkusprinsesse Aurora Stern, som køber og får bragt blomster til sig selv...
Der er i det hele taget et stort element af tragedie over personerne udenfor Lars' egen familie i denne bog. Men bogen er skrevet med varme og humor, og som altid med Lars Saabye Christensen er Saabyes cirkus imponerende velskrevet. Det er ikke en af hans store bøger, men den er absolut værd at læse.
God, lille og hurtigt læst lækkerbisken!
***1/2
(Athene, 214 sider. Udgivet 14. september 2007. Oversat af Karsten Sand Iversen fra norsk: Saabyes cirkus, 2006)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, BerlingskeKristeligt Dagblad, LitteraturNu og Sentura

søndag den 17. februar 2013

Eva Hornung: Hundedreng, 2013

Man kunne måske tro på navnet, at Eva Hornung kunne være en ny dansk forfatter, men hun er australier og vandt i 2010 den største litteraturpris i sit hjemland for denne bog om en forældreløs dreng i Moskva.
Og historien er god: Den fireårige Romochka bliver forladt, først af sin mor og siden af sin "onkel" i en betonslumejendom i udkanten af Moskva. Sulten driver ham ud, og han møder en klan af vilde hunde, der tager ham til sig og opdrager ham til at være i klanens hierarki og lære deres "sprog". Han lærer at jage i flok og behandle sine egne og de andres sår ved at slikke på dem men også at vise hengivenhed og respekt på hundske måder.
Men de militser, som jager både vilde hundeflokke og gadebørn i Moskvas postkommunistiske fattigdom, er til evig fare, især efter at Romochka bliver et prestigefyldt mål for indfangningerne, og efter at adfærdspsykologen Dmitri for alvor begynder at interessere sig for ham.
Det er en så anderledes roman, at jeg aldrig har læst noget, der ligner den. Det nærmeste, jeg nok kan komme, er Emma Donaghues bog Rum om moderen og drengen, der bliver holdt indespærret af en Joseph Fritzl-lignende figur. Men her er det en flerårig identifikation med hunde og liv som hund, der skaber Romochka og hans liv - og det er vanvittigt spændende og siderne sluger sig selv i både de dramamatiske episoder og i hverdagsbeskrivelserne. Og så er det en bog, der kan lugtes - en stank af fordærvede ådsler, hundepels, snavs, råd og lort.
Hvor meget, jeg bruge bogen til på den helt lange bane, er jeg ikke helt klar over - men historien er fremragende skruet sammen om end til tider nok noget romantiserende over det liv, der skildres.
Men jeg er klar til at anbefale Hundedreng varmt, når den kommer på hylderne på biblioteket. Det bliver en bog, som jeg vil huske.
***1/2  
(Klim, 288 sider. Udgivet 8. februar 2013. Oversat af Eva Eistrup fra australsk: Dog boy, 2010)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Politiken og Berlingske

onsdag den 13. februar 2013

Henrik Madsen: Gangster - Brian Sandberg, 2011

Jeg kunne forestille mig, at denne bogs hovedperson selv har valgt det forsidebillede, som bogen bærer. Og at han for den sags skyld også har valgt resten af indholdet. En rar og bundreel fyr, som kan træne i taekwondo og tale med alle og mægle mellem dem uanset hudfarve - og uden skygge af kriminalitet fra hans optagelse i Hells Angels, på trods af bopæle i enorme lejligheder i fashionable kvarterer og køretøjer som Harleyer og Audier med en sparsom indtægt på bistandshjælp.
Det eneste tidspunkt, hvor Sandberg gør noget rede for, hvordan hans økonomi hænger sammen, er, da han bliver ansat som sikkerhedschef på flere leder og kanter for Stein Bagger - og der kan man da godt forstå, at penge og forbrug hænger sammen. Men ellers antyder Henrik Madsen bare, at der vist er mere mellem himmel og jord...
Nej, det er ikke dybdeborende journalistik, men skal være ude efter, når man læser Ekstra Blads-journalist Henrik Madsens biografi om HA'eren Brian Sandberg (f. 1966). Jo længere jeg nåede i bogen, jo mere blev jeg i tvivl om den reelle sandhedværdi - men nok ikke Sandbergs indre sandhedsværdi, som han virker til at overbevist sig selv om!
Det er nærmest en ukritisk fanbog og et stykke mikrofonholderjournalistik, som Madsen & Sandberg har stykket sammen. Det er ganske underholdende og selvfølgelig et delvist indblik i en verden, som jeg ikke befinder mig i, men der er alt for mange mellemregninger, der mangler for at kunne komme op på bare at kalde bogen et hæderligt stykke arbejde.
*1/2  
(Ekstra Bladet, 271 sider. Udgivet 28. februar 2011)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Information

tirsdag den 12. februar 2013

Luis Sepúlveda: Postboks fem, Ildlandet, 1996

Lad det være sagt højt og tydeligt med det sammen. Egentlig burde jeg læse denne bog igen, for at se hvad jeg er gået glip af. Sådan er betingelserne en gang imellem, når man er syg - og da jeg har en lungebetændelse med en bakteriekoncentration, der er sytten gange højere end det, der er nødvendigt for at få stillet diagnosen, er min læse- og koncentrationsevne nærmest lig nul.
Nå, men lidt kom der da ud af det: Under 2. Verdenskrig kommer to tyske soldater i besiddelse af 63 ekstremt værdifulde guldmønter. Den ene flygter til Ildlandety i det sydlige Chile, den anden bliver spærret inde i DDR de næste halvtreds år. Men aftalen består. Da moren falder hyres en tidligere chilensk guerillasoldat og en tysk Stasi-officer uafhængigt af hinanden for finde skatten - og det bliver noget af et kapløb.
Selv om bogen ikke hører til jordens mest højpandende, havde jeg som sagt nogle dage, hvor jeg nærmest ikke vidste hvem jeg selv var. Men jeg kunne da alligevel gennemskue, at bogen også i høj grad handler om de identitetsskift, som både personer og hele lande er ud for, når deres diktaturer falder. Desuden er der knald på sproget, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem i sarkasmerne.
De tre stjerner er simpelthen et udtryk for, at jeg på det nærmeste ikke har læst bogen, og så alligevel...:
***   
(Klim, 180 sider. Oversat af Kirsten Nielsen fra chilensk: Nombre de torero, 1994)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen  bibliotek.dk

torsdag den 7. februar 2013

Jakob Melander: Øjesten, 2013

Jakob Melander udråbes i berlingeren som en måske kommende arvtager til Jussi Adler-Olsens kongetrone i dansk krimi efter udgivelsen af hans debut Øjesten. Allerede før udgivelsen var manuskriptet solgt til udgivelse i fem andre lande, heriblandt det helt store Jussi-land Tyskland. Og jeg må da også medgive, at Øjesten og kriminalassistent Lars Winkler har potentiale til noget, der kunne blive stort.
Bogen kører i tre spor: Det hele starter med, at der findes et lig af en slovakisk prostitueret på Amager. Det usædvanlige er, at der findes et glasøje under liget af pigen, som har fået fjernet begge sine egne øjne, og der er desuden sprøjtet balsamerende kemikalie ind i hende. Og hun bliver ikke den sidste med den skæbne. Det andet spor er en serie meget grove voldtægter, der finder sted efter at ofrene har været på et bestemt diskotek i indre by. Og det sidste spor er en historie, der går tilbage til besættelsen, hvor en ung pige i dølgsmål føder et barn, hvis historie strækker sig op til i dag og til en sammenhæng de nutidige forbrydelser.
Det bliver kriminalassistent Lars Winkler fra Drabsafdelingen, der både med og mod sin ledelses vilje bliver den mand, som skal rede trådene ud - hvad der bestemt bliver en speget affære, da sagerne viser sig også at have forbindelse til hans eget noget kaotiske privatliv.
Jakob Melander vil det hele med sin debut. Alle elementer er trukket på banen, og desuden har han sat sig for at give et Københavns- og især Nørrebroportræt, og for at skildre Winklers skæve indgang til politiarbejdet som gammel punker og bz'er, der stadig ikke er bange for at sniffe en streg i ny og næ.
Og alt i alt lykkes projektet! Og tillykke med det. Jeg kunne måske godt have ønsket lidt, at Melander havde holdt serievoldtægterne tilbage til en anden god gang og havde koncentreret sig om drabene for at få et mere straight forløb i bogen, men han traf det modige valg og fik noget rigtig godt ud af det.
Melander har bestemt evnerne til at gik liv til både sine personer og til det meget forskellige miljøer, han skriver om. Her er der ikke de papkassefigurer, som krimier ofte er befængt med.
Jeg ser frem til at få opklaret, om forfatteren har skud nok i bøssen til også at skrive den svære toer. Det tror jeg, at han har - og jeg skal nok stå og kradse på døren til bibliotek eller boghandel, når den kommer.
***1/2 
(Rosinante, 334 sider. Udgivet 25. januar 2013)
Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Berlingske