Bogens fortæller er historikeren med speciale i det gamle Egypten, Magnus Eriksen, der tilsyneladende netop er død på et dansk hospital i 2012. Men han vågner op i en åben kiste i det trettende århundrede før Kristus, hvor han møder to andre nyligt afdøde fra andre tider. Det viser sig, at de tre er kaldt til Atlantis (Helgoland), hvor Skuld fra Vølvens spådom vil have dem til at drage til Egypten for at hjemtage et våben der kan forhindre Atlantis' undergang. Og det bliver drabeligt....
Men nej, det gør det alligevel ikke rigtigt. For hele bogens præmis for at man skal kunne tro på historien, falder fuldstændig til jorden i kraft af, at hovedpersonen Magnus er en total papkassefigur: Han undrer sig ikke en tøddel over noget som helst, og om han har levet sit liv i 2012 eller 1220 er nærmest ligegyldigt. Han bruger ikke mange erfaringer fra den nutid, som han har levet sit liv i - og virker i det hele taget mere som tilskuer end som deltager. Samtidig har forfatteren meget travlt med at give historiske detaljer om snart sagt hvad som helst, så selve plottet ofte har tendens til at drukne i dem. Bogen mangler ganske simpelt troværdighed og drive.
Og det er egentlig lidt synd, for Erik Juul Clausen har en god idé, og han har i den grad researchen i orden til at udføre den - men han kunne godt have brugt en mere fast redaktionel hånd til at føre idéen ud i livet som god roman. Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv (og Hovedland) om, hvorfor Spionen fra Atlantis egentlig skulle udgives igen...?
(Hovedland, 250 sider. Udgivet 1. februar 2013. Nyredigeret udgave af bog med samme titel udgivet på forlaget Centrum, 1985)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar