Jakob Melander: Øjesten, 2013

Jakob Melander udråbes i berlingeren som en måske kommende arvtager til Jussi Adler-Olsens kongetrone i dansk krimi efter udgivelsen af hans debut Øjesten. Allerede før udgivelsen var manuskriptet solgt til udgivelse i fem andre lande, heriblandt det helt store Jussi-land Tyskland. Og jeg må da også medgive, at Øjesten og kriminalassistent Lars Winkler har potentiale til noget, der kunne blive stort.
Bogen kører i tre spor: Det hele starter med, at der findes et lig af en slovakisk prostitueret på Amager. Det usædvanlige er, at der findes et glasøje under liget af pigen, som har fået fjernet begge sine egne øjne, og der er desuden sprøjtet balsamerende kemikalie ind i hende. Og hun bliver ikke den sidste med den skæbne. Det andet spor er en serie meget grove voldtægter, der finder sted efter at ofrene har været på et bestemt diskotek i indre by. Og det sidste spor er en historie, der går tilbage til besættelsen, hvor en ung pige i dølgsmål føder et barn, hvis historie strækker sig op til i dag og til en sammenhæng de nutidige forbrydelser.
Det bliver kriminalassistent Lars Winkler fra Drabsafdelingen, der både med og mod sin ledelses vilje bliver den mand, som skal rede trådene ud - hvad der bestemt bliver en speget affære, da sagerne viser sig også at have forbindelse til hans eget noget kaotiske privatliv.
Jakob Melander vil det hele med sin debut. Alle elementer er trukket på banen, og desuden har han sat sig for at give et Københavns- og især Nørrebroportræt, og for at skildre Winklers skæve indgang til politiarbejdet som gammel punker og bz'er, der stadig ikke er bange for at sniffe en streg i ny og næ.
Og alt i alt lykkes projektet! Og tillykke med det. Jeg kunne måske godt have ønsket lidt, at Melander havde holdt serievoldtægterne tilbage til en anden god gang og havde koncentreret sig om drabene for at få et mere straight forløb i bogen, men han traf det modige valg og fik noget rigtig godt ud af det.
Melander har bestemt evnerne til at gik liv til både sine personer og til det meget forskellige miljøer, han skriver om. Her er der ikke de papkassefigurer, som krimier ofte er befængt med.
Jeg ser frem til at få opklaret, om forfatteren har skud nok i bøssen til også at skrive den svære toer. Det tror jeg, at han har - og jeg skal nok stå og kradse på døren til bibliotek eller boghandel, når den kommer.
 
(Rosinante, 334 sider. Udgivet 25. januar 2013)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Berlingske