tirsdag den 28. februar 2012

Henry James: Skruen strammes, 1968 (1898)

Der er netop udgivet en ny oversættelse af Skruen strammes, men anmeldelserne gjorde mig så interesseret at jeg måtte ty til mit biblioteks magasin og den gamle oversættelse af denne lille gyser fra 1898 - og det var heller ikke noget dårligt valg.
Fortælleren i Skruen strammes er den unge præstedatter, som får arbejde som guvernante for to forældreløse overklassebørn. Den ældste af børnene, en dreng på ti, er blevet bortvist fra sin kostskole. De lever som i en osteklokke på børnenes onkels gods i et lille halvt år. Guvernanten kæmper en heroisk kamp for at bevare børnene uberørte af den ondskab, som hun oplever kommer fra to husspøgelser, som børnene muligvis står i kontakt med...
Selv om bogen er en lille fritidssag fra den amerikansk/britiske forfatter Henry James' (1843-1916) hånd er der en tiltagende klaustrofobisk gyserstemning i bogen - både pga. et godt plot og et flot sprog. Og så er hele bogen bygget op på antydninger: Hvad er sandhed og hvad er uvirkeligt. Er historien i det hele taget reel eller foregår den bare i guvernantens neurotiske hoved?
En lille god spøgelseshistorie, som godt nok er en bagatel og hvor man ikke skal forvente det store Stephen King'ske udtræk, men Skruen strammes er værd at læse for sit gode sprog, sin klaustrofobiske stemning og for sin "engelskhed" i miljøet.
***
(Carit Andersens Forlag, 159 sider. Oversat af H.B.J. Cramer fra engelsk: The turn of the screw, 1898)

søndag den 26. februar 2012

Ny skønlitteratur - marts 2012


Jeg starter denne gang i Finland med Sofi Oksanen og hendes roman fra 2005 Baby Jane, som kommer på dansk 2. marts. Den handler om et lesbisk par i Helsinki, der mere og mere isolerer sig i deres lejlighed pga den ene part Piki's spiseforstyrrelse. Men isolationen tærer på forholdet, og da det bliver klart, at Piki har en særlig forbindelse til en kvinde fra sin fortid, er håbet ude. Spændende at se om Baby Jane holder det høje niveau fra Renselse og Stalins køer.
En anden bog, som jeg glæder mig meget til at sætte tænderne i, er Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden. Jeg har allerede modtaget et anmeldereksemplar, som jeg vandt på Gyldendals facebookside mod at anmelde den på forlagets hjemmeside, så når bogen udkommer d. 16. marts kan du læse min anmeldelse af Leines historiske roman fra det grønlandske religiøse overdrev i 1700-tallet dér - og selvfølgelig også her på Bogbrokken!
Det sidste helt store must read jeg har fra marts udgivelser, er japanske Jiro Taniguguchi og hans tegneserie Min fars dagbog (19.3). En midaldrende mand vender hjem til sin barndomsby, som han ikke har besøgt i 15 år, for at deltage i sin fars begravelse. Efter begravelsen forsøger familien at sammenstykke farens livshistorie, der tvinger dem til at revurdere opfattelsen af ham og især forstå, at det ikke kun skyldtes almindelig travlhed på arbejdet, at han i lange perioder var væk fra familien. Taniguchi har tidligere fået udgivet Min fjerne barndomsby og Manden der går tur. Begge meget, meget smukke historier.
Så er Christian Jungersen tilbage efter en pause på seks år og udgiver Du forsvinder (27.3). Mia er lærer. Frederik leder en privatskole. På en ferietur til Mallorca med deres sekstenårige søn begynder Frederik at opføre sig underligt. Det viser sig, at han har en hjernesvulst, der gradvist har ændret hans personlighed. En djævelsk og filosofisk kærligheds­roman om at finde sin egen vej ud af katastrofen.
Det litterære ægtepar på Bakkehuset, Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard, skriver fælles under navnet Liv Mørk og har denne gang skrevet en "slægtskrimi", Næsten levende, der foregår i Italien under 2. verdenskrig. Og så er der endelig bla. de danske kun Ida Jessen, der d. 15.3 udgiver sin nye roman Ramt af ingenting. Et gammelt kærlighedsforhold ender brat. Fuld af sorg og vrede køber bogens kvindelige jeg et nyt hus, der ligger midt i en vildtvoksende have. Efteråret og hverdagene tager langsomt over. Mens hun får styr på ukrudt, træstubbe, hække og roser, begynder  hun at stille spørgsmål, og midt i kaos oplever hun, at der er en følelse af frihed og lettelse. Spørgsmålet er, om svaret på det hele kan være: ingenting.
Så er der lige nogle udenlandske krimier og spændingsbøger. Tom Robb Smith fortsætter sin serie om den nu tidligere officer Leo Demidov i Moskvas hemmelige politi med Agent 6 (8.3). Jeg har læst den første i serien, Barn nr. 44, og den gav jeg da fire af fem stjerner, så mon ikke også Agent 6 er værd at kaste læsebrillen på. Mo Hayder får d. 9. marts udgivet Hud. I følge forlaget en barsk sag om vicepolitikommissær Jack Caffer, der for første gang i karrieren virkelig får noget at være bange for. "Så rædselsvækkende[...], at intet vil være det samme igen". Uha da!
Så lige til sidst nogle bøger, som nok skal blive solgt og skabe kø på biblioterne, men som jeg tror at jeg vil lade andre om. Camilla Läckberg Englemagersken (26.3) med endnu en historie om Erica Falck, som forudsigeligt nok strøg direkte ind som nr. 1 på de svenske bestsellerlister. Og endelig Liza Marklund og Nye stemmer synger samme sange, denne gang ikke om Annika Bengtzon men med et udvalg af Marklunds klummer og artikler, de personlige, de politiske og dem der skabte læserstorm. Den kommer d. 8. marts.

Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger


torsdag den 23. februar 2012

Hallgrímur Helgason: 101 Reykjavik, 2001

Som sædvanlig præsenteres man for det galeste glade vanvid i islandsk hverdagsformat når man læser Hallgrímur Helgason. Denne gang er det Helgasons 101 Reykjavik, der udkom på islandsk i 1996 og blev hans helt store gennembrud, og som endnu engang viser det kolossale sproglige overskud, som nærmest sprøjter ud af ham.
Hlynur er 33 år, på bistandshjælp med en 75% invaliditet, og bor hjemme hos mor (og nu også hendes veninde Lolla). Han forsøger hver dag at komme op inden solen går ned og gøre sig klar til den daglige tur i nattelivet og ender for det meste med at komme alene hjem og lulle sig i søvn med endnu en pornovideo. Men Hlynur har en kvalitet, og det er hans sproglige kæft, der både kan imponere men også gøre hans status endnu mere ynkelig, når han bliver gennemskuet...
Det er en bog med masser af gode oneliners i et sprog der er så forrygende legende, at det står efter og ofte næsten kræver at blive noteret ned til eget brug senere. Men også så meget at det nogle gange bliver næsten anstrengende at læse i effektræs. Hlynur er i kraft af hans sproglige overskud imponerende - men det er også det eneste han kan imponere med, for ellers er han et fjols af en mors dreng. En sekstenårig teenager i en treogtredive års krop, forkælet, luddoven og med en empati der er nede på ti procent. Og som sædvanlig med Hallgrímur Helgason er satiren over islandsk hverdagsliv og dets mennesker i top, ligesom den er i de to andre bøger, som jeg har læst af forfatteren: Stormland og Lejemorderens guide til et smukt hjem.
***1/2
(Lindhardt og Ringhof, 360 sider. Oversat af Kim Lembek fra islandsk: 101 Reykjavík, 1996)

mandag den 20. februar 2012

Ernst Jünger: I stålstormen, 2012 (1920)

Af en eller anden grund har bibliotekerne fået Ernst Jüngers erindringer som officer under1. verdenskrig placeret som roman under skønlitteratur. Men tag ikke fejl: Det er rendyrket selvbiografi, baseret på de dagbøger han skrev i tiden 1915-18. Men det er nok fordi Jünger (1895-1998) havde en firs(!) år lang karriere som skønlitterær forfatter - men med netop I stålstormen som debut.
Af mærkværdige årsager har bogen aldrig været oversat til dansk før nu, selv om det er en af de mest gruopvækkende krigsbeskrivelser, der samtidig viser en begejstret indgang til krigen, som Jünger beholdt uanset hvad han kom ud for i granathelvedet.Og der er ind imellem hårrejsende og "flot" skrevne scenarier, hvor man kan se, høre og ikke mindst lugte rædslerne for sig. Jünger gør da også regnskabet op til: "fem geværprojektiler, to granatsplinter, en shrapnelkugle, fire splinter fra håndgranater og to fra geværprojektiler, hvilket med ind-og udgangshuller havde efterladt nøjagtig tyve ar". Ækelt guf for en pacifist - men sikkert også for en krigsromantiker...
På den anden side beskriver Ernst Jünger sin fascination og eufori for krigen, så man også kan forstå den, hvor meget det end byder én imod. Om at se frem til det næste slag, selv om man ved at kammerater og måske en selv vil dø en smertefuld død i fransk mudder. Også utroligt flot skrevet. Men Jünger var bestemt ikke pacifist - nærmest tværtimod.
Fremragende skrevet og nok det nærmeste jeg selv har prøvet at være i krig - og sådan håber jeg i den grad at det holder sig! Trods enorme forskelle i Jüngers og mit syn på krig er der fire en halv stjerner til I stålstormen.
****1/2
(Gyldendal, 293 sider. Oversat af Adam Paulsen og Henrik Rundqvist fra tysk: In Stahlgewittern, 1920. Med efterskrift af Adam Paulsen)

søndag den 19. februar 2012

Profeterne i Evighedsfjorden modtaget i "Eksklusiv Proof Copy"

Så er 527 sider såkaldt Eksklusiv Proof Copy af Kim Leines nye bog Profeterne i Evighedsfjorden, vundet på Gyldendals Facebookside, nu modtaget til anmeldelse i postkassen - her ca. en måned før udgivelsen.
Jeg har set frem til at den skulle udkomme sådan cirka det sidste års tid, hvor datoen er rykket nogle gange.
Læs min anmeldelse her på Bogbrokken og på Gyldendals hjemmeside fra den dag bogen udkommer - d. 16. marts 2012.

Jeg glæder mig i hvert fald til at læse og anmelde den!

fredag den 17. februar 2012

Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset, 1997

Jussi Adler-Olsen er søn af en overlæge i psykiatri og er vokset op på flere psykiatriske hospitaler i Danmark - så han har haft nogle erfaringer og oplevelser at bruge af, da han i 1997 udgav sin romandebut i spændingsgenren, Alfabethuset.Selv om miljøet sikkert har været en del anderledes end på det psykiatriske SS-lazaret i 1944...
Historien foregår til dels under 2. verdenskrig, hvor den engelske pilot James og navigatøren Bryan er blevet skudt ned over Tyskland i januar 1944. De bliver ad omveje anbragt på et psykiatrisk hospital for højtstående SS-officerer nær Freiburg i Sydvesttyskland under tilranede SS-identiteter. Men der andre simulanter på lazarettet, der piner og plager James og Bryan på mistanken om at de også er simulanter - og ude efter deres hemmelighed. Det lykkes Bryan at flygte men først i 1972 er han klar til at undersøge hvilken skæbne der overgik James. Og der venter gamle konfrontationer fra lazarettet som stadig er højaktuelle!
Alfabethuset var som sagt Adler-Olsens skønlitterære debut, og det er tydeligt at mærke at han siden har udviklet sig meget som forfatter. Hvor personerne i hans Firmaknuseren fra 2003 er langt mere nuancerede, er personerne her i langt højere grad sort/hvide. Desuden synes jeg at den første del om livet på lazarettet i 1944 er alt for langt i forhold til hvad der egentlig bliver fortalt. De 270 sider kunne godt være skåret væsentligt ned. Men i anden del er vægtningen fin nok og bogen spændende på hver eneste side.
Alt i alt er Alfabethuset en OK, spændende og flot researchet bog - men jeg vil til enhver tid anbefale at læse Firmaknuseren til folk, der allerede har læst om Afdeling Q og gerne vil have mere Jussi Adler-Olsen.
***
 (Politikens Forlag, 634 sider, 2007. Første gang udgivet på Cicero, 1997)

tirsdag den 14. februar 2012

Oprør Oprør/11 : 15 udvalgte noveller, 2011

Her er der for en gang skyld en personlig involvering fra min side. Jeg sad nemlig i dommerkomitéen, udpeget af min arbejdsplads Stadsbiblioteket i Lyngby til novellekonkurrencen som har ført til denne bog, da jeg en fredag morgen kl. 7.49 i oktober blev ramt af sygdom. Det var dog ikke af overanstrengelse med læsningen, da jeg på det tidspunkt kun havde fået læst ca. femogtyve af de otteoghalvfems indsendte noveller. Andre overtog, så novellekonkurrencen med temaet oprør blev gennemført på trods af mit fravær....
Men jeg nåede dog at få et indtryk af spredtheden i niveau og fokus i novellerne og må sige, at jeg sikkert godt kunne have været enig i udvalget, både af de tre vindere og hvilke noveller, der ellers skulle med i bogen.
Vindernovellen Det derude af Pernille Hesselgaard er en stemningsfuld novelle om en pige i børnehaveklassealderen og hendes lille oprør angsten for "det derude". Jeg kunne tydeligt se historien for mig. Sprogligt et par smuttere, men novellerne er også kommet uredigerede i bogen, bortset fra at stavefejl og manglende ord er rettet. Sproglige smuttere er der også i novellen 1967 af Karen Juul Hansen, som blev nummer to. Her er det en pige på ni år, som gør oprør mod følelsen af at være blevet tilovers efter moderens bryllup med en ny mand. Begge noveller viser hvor svært det er at beskrive et barn set indefra uden at sproget virker for voksent. Men begge noveller klarer det - næsten. Trediepladsen blev besat af Mogens Graae Hansen og hans novelle Gift. Her er det ikke om et barn, men om 85-årige Jens og historien om hans oprør mod sin besidderiske kone Hertha. Her er oprørstemaet i den grad overholdt, sproget er sikkert, men historien er nok lidt mere postuleret end i de to andre vindernoveller, så alt i alt er vinderne i den rigtige rækkefølge.
Resten af novellerne er virkelig en pose blandede bolsjer. Den bedste novelle jeg selv nåede at læse, mens jeg stadig sad som meddommer, var Træk vejret, som har noget panisk klaustrofobisk over sig, og som Nanna Lundgaard Arbøl beskriver fremragende. Og det er nok en novelle, hvor oprøret ligger mere gemt, men som jeg nok vil fremhæve som en af mine favorit - altså ud over de tre vindere, som jeg er enig i er de bedste. Så jeg kunne altså godt undværes i dommerpanelet! Men det er selvfølgelig en uhomogen samling af femten amatørforfattere, selv om det er de mere private sider af begrebet "oprør", der er fællesnævneren.
Til sidst: Hvis jeg sad som talentspejder på et forlag var det nok først og fremmest Nanna Lundgaard Arbøl og vinderen Pernille Hesselgaard, som bla. vandt en kommende udgivelse på Books on Demand, som jeg ville interessere mig for.
**1/2
(Books on Demand i samarbejde med Stadsbiblioteket i Lyngby, 119 sider)

SE præsentation af vinderne i Lyngby-Taarbæks lokal avis Det Grønne Område, 29.11.2011

Indhold: Pernille Hesselgaard: Det derude. Karen Juul Hansen: 1967. Mogens Graae Hansen: Gift. Nanna Lundgaard Arbøl: Træk vejret. Elisabeth Landbo: Nøglen. Bettina Düring: Fars pige. Jacob Thomas Pilgaard: En paraply til enhver tid. Katrine Lundsby: Et eftermiddags øjeblik. Laila Ammitsbø: Andre fristelser. Sarah Vang Larsen: Tøflerne. Camilla Siggaard Andersen: Vi gør det titelløst. Helene Toksværd: En barmhjertighedsgerning. Dorte Lilmose: Skindet er det bedste på en ræv. Jannie Eslund: Version 22. Erik Jensen: Peters dilemma

søndag den 12. februar 2012

Jussi Adler-Olsen: Firmaknuseren, 2003 (Og hun takkede guderne)

Firmaknuseren eller Og hun takkede guderne, som bogen hedder i en senere udgave, er historien om A som har en klemme på B, der har en klemme på C, der har en klemme på D, som derved kan få B til at få en den klemme på D, som B gerne vil have C til at gøre noget ved, så B opnår noget fra A, som er den der sidder og styrer det hele. Hertil kommer alle de ubekendte - og der er mange!
At skulle gøre rede for handlingen i  Firmaknuseren vil nærmest være et uoverstigeligt projekt, men hollandske Peter de Boer er firmaknuseren, en mand der med alle midler miskrediterer andre firmaer, til de går fallit. Da den irakiske efterretningstjeneste går efter det kuwaitiske benzinselskab, og vil bruge Peter som middel, er han pludselig hvirvlet ind i et meget farligt spil. I spillet får Peter de Boer hjælp af den unge hollandsk-indonesiske pige Nicky, der har søgt, men ikke fået, job i de Boers firmaknusningsfirma. Og så ruller rouladen for fuld skrue....
Og er der så smæk for skillingen? Ja, det er der i den grad! Historien kører på de helt høje nagler fra starten til den for nogle lykkelige slutning, og til den bitre ende for andre. Og det er meget godt gået over sekshundrede sider. Og selv om der er mange ubekendte og en del sidehandlinger, så hænger bogen fint sammen på alle leder og kanter. Det føles dog som om, at Adler-Olsen endnu ikke helt har fået den selvtillid som forfatter, som han har fået siden til at skrive med "løsere hånd" og til at bruge humoren. Tit er der mange floskler - hvilket især bliver for meget i kærlighedsbeskrivelsen, ikke mindst i slutningen af bogen, hvor det går hen og bliver "romanblads-tåkrympende". Men som spændingsbog er det skidegodt og enormt underholdende - og det er det, der er det vigtigste.
****
(Lademann, 603 sider. Også udgivet på Politikens Forlag i 2008 med titlen Og hun takkede guderne)
Med titlen Firmaknuseren:
Med titlen Og hun takkede guderne:

torsdag den 9. februar 2012

Éric Faye: Nagasaki, 2011

Shimura Kōbō er midt i halvtredserne, lever ensomt i sit hus i Nagasaki og går hver dag på arbejde som meteorolog. Han er begyndt at undre sig. Det virker som om at der forsvinder ting fra hans køleskab. Det svinder i juicen og en gang imellem synes han, at der mangler et bæger yoghurt. Han begynder at måle efter, og det er rigtigt, så han installerer et web-cam i køkkenet, så han kan følge med når han er på arbejde. Snart er der bid, og det viser sig at en jævnaldrende kvinde har boet i skabet i gæsteværelset i næsten et år...
Det er en rigtig fin lille roman Éric Faye har skruet sammen, og som endda er baseret på en virkelig begivenhed, der udspilledes i Japan i 2008. Faye har så bare vinklet den, så den udstiller det moderne metervaremenneskes ensomhed og behov for at have styr på nutid og fremtid vha. web-cam, at kunne forudse vejret og drømmen et eller andet fællesskab, f.eks at kunne have en uforpligtende robot som ven eller elskerinde i fremtiden. Det kommer Shimura i hvert fald hele tiden til at se udsendelser om i TV.
Rigtig god historie, melankolsk og godt skrevet. Alt overflødigt er skrællet væk, og det kunne jeg måske godt savne lidt ved bogen: At få lært de to hovedpersoner mere at kende, for man får også den indtrængendes version af historien. Men ellers: Kan anbefales til et en eller to timers god læsning, endda med lidt tid til overs til at tænke bagefter.
***1/2
(Forlaget Arvids, 110 sider. Oversat af Elin Lassen fra fransk: Nagasaki, 2010)

onsdag den 8. februar 2012

Sölvi Björn Sigurðsson: Min mors sidste dage, 2011

Hvis man ser på de emneord eller "etiketter", som jeg har sat på denne bog, dækker de ret bredt. Fra "Kræft" og "Hospicer" til "Humor" og "Druk". Egentlig kunne bogen få et overordnet genrebegreb sat på: "Tumor-humor", for sådan er bogen Min mors sidste dage af den islandske forfatter Sölvi Björn Sigurðsson.
Det er den temmelig rablende historie om 38-årige Hermann, hvis 63-årige mor, Eva,  har fået konstateret knoglekræft, som hun uundgåeligt vil dø af med mindre hun får amputeret det ene ben, hvad hun i den grad nægter. I stedet bruger Hermann sin opsparing på at tage hende til et alternativt behandlingscenter og hospice i Amsterdam, hvor hun kan få daglige indsprøjtninger med et omdiskuteret medikament. Men man kan jo ligeså godt more sig, når man nu er i udlandet. Og da mor Eva godt kan lide en lille én, eller rettere en stor én, mens Hermann bare er almindeligt fordrukken, bliver der gået til vaflerne.
Det er faktisk en god farceagtig bog med alvorlige undertoner, som Sölvi Björn Sigurðsson har skrevet. Der er fuld knald på sproget, især i Hermanns monologer når han har tømmermænd - og det har han da som regel. Om personerne så virker som skåret ud af virkeligheden, kan nok i højere grad diskuteres. Men skidt...
Bogen tager en lidt skæg drejning væk fra druk og humor og debatindlæg om aktiv dødshjælp og retten til selvmord på et tidspunkt, og hele symbolikken overføres til det islandske økonomiske sammenbrud, der står på under bogen. Fint vinklet.
Så hvis du vil have en på lattermusklen og lidt at tænke over, så kan du roligt læse Min mors sidste dage.
***1/2
(Torgaard, 223 sider. Oversat af Birgir Thor Møller fra islandsk: Siðustu dagar moður minna, 2009)