Hallgrímur Helgason: 101 Reykjavik, 2001

Som sædvanlig præsenteres man for det galeste glade vanvid i islandsk hverdagsformat når man læser Hallgrímur Helgason. Denne gang er det Helgasons 101 Reykjavik, der udkom på islandsk i 1996 og blev hans helt store gennembrud, og som endnu engang viser det kolossale sproglige overskud, som nærmest sprøjter ud af ham.
Hlynur er 33 år, på bistandshjælp med en 75% invaliditet, og bor hjemme hos mor (og nu også hendes veninde Lolla). Han forsøger hver dag at komme op inden solen går ned og gøre sig klar til den daglige tur i nattelivet og ender for det meste med at komme alene hjem og lulle sig i søvn med endnu en pornovideo. Men Hlynur har en kvalitet, og det er hans sproglige kæft, der både kan imponere men også gøre hans status endnu mere ynkelig, når han bliver gennemskuet...
Det er en bog med masser af gode oneliners i et sprog der er så forrygende legende, at det står efter og ofte næsten kræver at blive noteret ned til eget brug senere. Men også så meget at det nogle gange bliver næsten anstrengende at læse i effektræs. Hlynur er i kraft af hans sproglige overskud imponerende - men det er også det eneste han kan imponere med, for ellers er han et fjols af en mors dreng. En sekstenårig teenager i en treogtredive års krop, forkælet, luddoven og med en empati der er nede på ti procent. Og som sædvanlig med Hallgrímur Helgason er satiren over islandsk hverdagsliv og dets mennesker i top, ligesom den er i de to andre bøger, som jeg har læst af forfatteren: Stormland og Lejemorderens guide til et smukt hjem.
(Lindhardt og Ringhof, 360 sider. Oversat af Kim Lembek fra islandsk: 101 Reykjavík, 1996)