lørdag den 29. juni 2013

Jo Nesbø: Politi, 2013

Jamen, det er endnu engang en god og voldsom oplevelse at være i selskab med Harry, Beate, Katrine, Gunnar, Bjørn, Ståle, Arnold, Rakel og Oleg men også Truls, Mikael, Isabelle, Valentin, Silja med flere.
Denne gang skal jeg være meget kryptisk for ikke at afsløre for meget af handlingen. Derfor har jeg hugget teksten fra bagsiden af bogen. Der står:
"På en afsidesliggende hospitalsstue ligger en mand i koma. Ingen ved, om han nogensinde kommer til bevidsthed igen. Han er døgnover­våget af politiet, der har meget at spørge ham om, hvis han skulle vågne.
En politimand bliver fundet dræbt på det sted uden for Oslo, hvor der for mange år siden blev begået et mord, han var med til at opklare. Også datoen er den samme. Da der i løbet af nogle måneder sker det samme for to andre politifolk, tegner et skræmmende mønster sig. Ingen af de gamle mord blev opklaret, og nu er en brutal og hævngerrig morder løs. Trods en massiv indsats står politiet på bar bund. Derfor samler Beate Lønn og Gunnar Hagen en uofficiel gruppe, der skal forsøge at finde alternative veje i efterforskningen. Men der er en, de savner i deres midte: Harry Hole".
Kryptisk eller ej. Der er som sædvanlig tale om det allerbedste skandinaviske krimihåndværk, når Nesbø og Hole slår pjalterne sammen i kampen mod indtil flere mørkemænd og -kvinder. Ingen når Nesbø, når det drejer sig om at skabe en krimi, som både får sin læser til at sitre og gyse - få tårer i øjenkrogen og le befriet af gode oneliners.
Jeg var som altid fanget hele vejen igennem af Nesbøs evne til at skabe en stærk og vedkommende historie med et suverænt plot, gode og ægte helte og skurke og et godt sprog, som mange krimiforfattere ville slå ihjel for at opnå.
Stærk nummer 10 fra Jo Nesbø, som endnu engang befæster tronen som en af verdens bedste krimiforfattere!
****1/2
(Modtryk, 524 sider. Udgivet 10. juni 2013. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Politi, 2013)
Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske
Politi er tiende bind i serien om Harry Hole. De øvrige bind er:
1. Flagermusmanden, 2000
2. Kakerlakkerne, 2001
3. Rødhals, 2001
4. Sorgenfri, 2004
5. Marekors, 2005
6. Frelseren, 2006
7. Snemanden, 2007
8. Panserhjerte, 2009
9. Genfærd, 2011

torsdag den 27. juni 2013

Intet: Ny skønlitteratur - juli 2013

Intet nyt fra bogfronten, der er værd at nævne i juli 2013.
Lidt genudgivelser og ligegyldigheder, og selv illustrationen til dette manglende indlæg er gammel.
Men i august er der masser at glæde sig til. Jeg har allerede samlet sammen, men mere om det om en måned. Der bliver til gengæld noget at glæde sig til...
GOD SOMMER!

mandag den 24. juni 2013

Simon Pasternak: Dødszoner, 2013

Det er en ret rå juni måned, jeg har på bogfronten i år. Først Cormac McCarthys Blodets meridian fra attenhundredetallets indianermassakrer i Mexico og nu Simon Pasternaks Dødszoner fra SS' brutale fremfærd i Hviderusland og fra ildhelvedet i Hamburg under anden verdenskrig.
Kriminalmanden Heinrich Hoffmann er i 1943 posteret i Lida, Hviderusland og får ordre af sin gamle ven, den nu temmelig forråede SS-officer Manfred Schlosser, til at opklare mordet på en SS-general Steiner, skændet og myrdet angiveligt af lokale partisaner. Heinrich går ind i sagen med liv og sjæl, men kæmper samtidig med at bevare sin menneskelighed og retfærdighedsprincipper i det helvede, som SS skaber.
Jagten på morderen fører Heinrich tilbage til sit Hamborg og til yderligere en jagt i ildstormene under de store bombardementer i juli '43, nemlig på kæresten Eline, Manfreds søster.
Det er en hård nyser og bestemt ikke nogen feelgood-oplevelse at læse Dødszoner. Ikke sådan at forstå at den er dårlig, tværtimod, men der meget stærke scener i bogen - og endnu værre: Den kamp, som Heinrich kæmper for bevare sit menneskelige ansigt, taber han mere og mere på gulvet, efterhånden som krigens vanvid også bliver til hans eget personlige vanvid. For i modsætning til McCarthys og hans bog, er det netop den svindende rest af menneskelighed hos Heinrich, der gør historien så grum at læse.
Jeg har været glad for Simon Pasternaks første to bøger i samarbejde med Christian Dorph, men på egne ben finder Pasternak for alvor sin egen stemme, og det er grumt, men det er fabelagtig godt skrevet! Der er både farver og lugt i Dødszoner, selv om det er i mørke og sodede nuancer og lugte som brand og råd og smeltet sten, man kommer til at lægge indre øjne og næse til.
Flot, flot "singledebut" fra Simon Pasternak, og helt sikkert en af årets store danske romanudgivelser.
****  
(Gyldendal, 335 sider. Udgivet 7. maj 2013)
Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation og Berlingske

søndag den 23. juni 2013

Nyt på Facebook: Bogbrokken & Det litterærlige Verdenskort

Bogbrokken & Det litterærlige Verdenskort har nu fået deres egen side på Fjæset. Her kan du følge med i, hvad der kommer af nyt de to steder.
Og så du må da meget gerne li' siden...!


fredag den 21. juni 2013

Per Petterson: Jeg nægter, 2013

I Jeg nægter er man endnu engang tilbage i kendt Per Petterson-land, nemlig den tabte barn- og ungdom.
Jim står som fireoghalvtredsårig langtidssygemeldt bibliotekar og fisker på broen til  Ulvøya ved Oslo, da hans allerbedste ven fra opvæksten i fin frakke og Mercedes, Tommy,  kommer forbi og genkender ham. De har ikke set hinanden siden Jim var indlagt på hospitalet som attenårig.
Jim var den lyse fyr og lysende boglige begavelse, der var udråbt til at blive til noget, mens Tommy var den mørke, der egentlig kun var god til sløjd og matematik og havde en far, som bankede ham og hans søskende, indtil Tommy som trettenårig tog et boldtræ...
De to mødes kort på broen, og det sætter tanker i gang hos dem begge om både fortid og nutid.
Nu skrev jeg Per Petterson-land i starten, men hvor er der dog meget norsk - mandlig - litteratur, der handler om den tabte ungdom. Og det er som regel rigtig godt, men Per Petterson hæver lige niveauet en eller to takker fra det gode til det næsten sublime i Jeg nægter! Projektet er i sig selv sentimentalt, men Petterson formår i den grad at gøre det alment, også ved ud over de to hovedpersoners historier at kaste især Tommys søster Siris og hans plejefar Jonsens fortællerstemme indover.
Det er atter en en meget smuk norsk bog fra Danmarks bedste forlag Batzer & Co's imponerende katalog, en bog som skal kunne sætte tanker i gang på mænd, der er kommet over en vis alder - og den kan godt være en del lavere end min egen....
Konklusion: Bør og skal læses - især af voksne mænd - men kvinder kan også med stor glæde hægte sig på.
****1/2
(Batzer & Co, 287 sider. Udgivet 17. maj 2013. Oversat af Annelise Ebbe fra norsk: Jeg nekter, 2012 )

Se bogens bagside
Se mere om bogen Litteratursiden
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

tirsdag den 18. juni 2013

Cormac McCarthy: Blodets meridian - eller Aftenrøden i Vesten, 2013 (1985)

"Der findes ondskab i selv de mindste skabninger, men da Gud skabte mennesket stod Fanden ved hans side". 
Sådan siger en forbipasserende bifigur i starten af Blodets meridian. Og Cormac McCarthys bruger næsten samtlige 414 sider i bogen på at vise denne pointe. Og det giver tilsammen et i begge ords bogstaveligste forstand et rædselsfuldt mesterværk!
Bogens udgangspunkt er den navnløse dreng, der som fjortenårig stikker af fra sin fordrukne far i Tennessee. Som sekstenårig i 1849 tilslutter han sig efter en rå og omtumlet tilværelse Glantons bande af skalpejægere i Texas, der tager til det nordligste Mexico for at slagte så mange indianere som muligt: 10$ pr. skalp. Og pengene betales af de forskellige guvernører i de egne, de jager i. Men den kollektive blodtørst og dæmoniseringen eskalerer og landsbyer, kvægkaravaner, mexikanske soldater og alle andre tilfældige mejes ned.
Jeg har brugt lang tid på at finde ud af, hvad det er McCarthy kan, så den fuldstændigt udpenslede vold faktisk beskrives sådan, at det ikke virker som spekulation. For det første så fortæller han på intet tidspunkt, hvad bogens personer føler, eller hvordan læseren skal opleve det han læser. Forfatteren er alvidende, men afholder sig fuldstændigt fra at dømme personer eller påtvinge læseren. Det er rene konstateringer af, hvad der sker, hvordan landskaberne ser ud. Der er ikke noget, der hedder en dejlig dag her. Det er det op til læseren at afgøre. Og for det andet så kan Cormac McCarthys altså skrive, så både englene synger og djævlene griner. Men det må du selv opleve.
Dermed ikke være sagt, at man ikke kommer til at være på brækstadiet indimellem. Det gjorde jeg, men jeg vendte tilbage efter mere, hver gang. Og et godt råd er, at læse den langsomt og og måske ikke altid nyde, men se detaljen i den måde, som McCarthy har skrevet alt. Læs den højt for dig selv inde i hovedet.
Egentlig er de rammer, som jeg har for mine indlæg ikke fyldestgørende for sådan en bog, som Blodet meridian er. Jeg ville både gerne have sagt noget om naturbeskrivelser, religiøse linier i bogen, pegen frem mod udrensninger i nutidens verden og den bogens nærmest mytiske figur Dommer Holden. Men jeg konkluderer blot:
Fascinerende og frastødende, smukt og skræmmende mesterværk over et stykke menneskelig unatur!
*****
(Gyldendal, 404 sider. Udgivet 12. juni 2013. Oversat af Claus Bech fra amerikansk: Blood Meridian or The evening redness in the West, 1985)
Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

mandag den 17. juni 2013

Dagens hurtige eftermiddagsgevinst(er) på Twitter:


Dette fandt sted en halv time efter, jeg havde afhentet en anden gevinst, James Lee Burkes Narrenes fest i døgnboksen.
Dagens heldige kartoffel....

lørdag den 15. juni 2013

Sommer igen...: Tid for Det litterærlige Verdenskort

Skal du nogen steder hen til sommer? Og vil du læse en god bog, der foregår dér, hvor du skal hen på sommerferie? Så prøv Det litterærlige Verdenskort over, hvor de  bøger, som jeg har læst siden 2008, foregår.
Kortet ligger på Google Maps, og er nemt at bruge. Der er to forskellige slags afmærkninger:
 De røde pile henviser til præcise lokaliteter på lokalt niveau: byer, bygninger, mindre øer, m.m., mens  de hvide pile er til større eller mere diffuse lokaliteter som egne, regioner, fiktive byer og lande/stater.
Klikker du på pilene, får du henvisninger til bøger, som foregår dér, ofte med link til min anmeldelse af bøgerne på Bogbrokken.
Bare klik på kortet - og kom i gang.
God fornøjelse og god sommer!

fredag den 14. juni 2013

Tana French: Gensyn med Broken Harbour, 2013

I tiderne før finanskrisen byggedes der nord for Dublin en helt ny by, beregnet som en lille luksusenklave for dem, der ellers har haft medvind under højkonjunkturen. Men krisen ramte, og så stod Brianstown halvtom og ufærdig, efter entreprenørene i al hast flygtede fra deres investering. Familien Spain flyttede under boomet til Brianstown men blev offer for finanskrisen, da far Patrick mistede sit job, og de havnede i husets gældsfængsel, som ellers skulle have været ramme om deres perfekte liv.
Nu ligger deres to børn kvalt i deres puder, og Patrick dræbt og mor Jenny livsfarligt kvæstet af knivstik. Kriminalinspektør Mike Kennedy får sagen og vælger den unge Richie Curran som makker, og så går de ellers i gang med at udrede det, der til at starte med ligner en oplagt sag, men som stikker meget dybere - både psykologisk og tidsmæssigt...
Gensyn med Broken Harbour er en glimrende krimi, fin i sit forholdsvis "smalle" plot med sin vægt på familien Spain som ofre for finanskrisen og den mislykkede jagt på "Det gode Liv" og vægt på politimændene Kennedys og Currans samarbejde. Men - og det er et stort men - bogen er alt, alt for lang. 541 sider burde have været 300-og-noget, uden at det nødvendigvis havde gjort noget større ved detaljeringsgraden. Historien om det, der pusler på loft og i vægge, er central, men der bliver i den grad tærsket langhalm på den uden der bliver føjet nye pointer til.
Det er drønærgerligt, for Tana French er god. Hun kan skrue en god krimi sammen og så også lave en roman, der handler om noget og har noget på hjerte. Og de ting har Gensyn med Broken Harbour bestemt alle tre, men længden altså...
***
(Gyldendal, 541 sider. Udgivet 10. maj 2013. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt fra engelsk: Broken Harbour, 2012)
Se bogens bagside
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Information

søndag den 9. juni 2013

Timur Vermes: Han er tilbage, 2013

En dag vågner Adolf Hitler op på en bænk i Berlin i sin uniform, temmelig forvirret og stinkende af den petroleum, som egentlig skulle have brændt ham af sammen med Eva Braun efter deres selvmord. Han får tumlet sig over til en aviskiosk og besvimer, da han ser datoen for dagens avis: 30. august 2011.
Den flinke tyrkiske kioskejer tror, at den fortumlede mand er skuespiller og Hitler-imitator, og udover at tage sig pænt af ham giver han også et tip til nogle TV-folk. Han får da også hurtigt debut i et show, hvor han skal imitere Føreren, hvilket jo bestemt ikke falder ham svært. Successen er hjemme - så meget så han selvfølgelig hurtigt får sit eget show i en kulisse inspireret af førerhovedkvarteret Wolfschänze. Og så er Hitler tilbage i "førertrøjen" - indtil videre i medierne.
Man skal nok være tysker for at goutere Han er tilbage fuldt ud. Der er en del af de offentlige personer i bogen, som står lidt uklart for mig, men det er alligevel en meget underholdende satire over Tyskland i dag fra jegfortælleren Adolf Hitler. Der bliver delt hug ud til højre og venstre, og meget rammer drøjt og hårdt. Ikke mindst medieverdenens skabelse af "personligheder" og de tyske politiske partier får, så hatten passer. Og det er uhyggeligt. Men der er også plads til satire over mobiltelefoni, det at samle hundelort op, Oktoberfesten i München, morgen-TV og dagens nynazister blandt meget andet.
Det er selvfølgelig farligt at lave en roman med Hitler som jegfortæller. Og det har forfatteren Timur Vermes da også fået at mærke. Her er sårene efter nazismen ikke lægt, og det er ikke rart at få dem kradset op endnu engang. Endda ved at gøre nazimen til en vittighed og ved at menneskeliggøre Hitler som det fra kritisk side bliver påstået.
Jeg er ikke enig. Han er tilbage giver mig ikke mere sympati for Hitler end f.eks filmen Der Untergang gjorde det. Det er det moderne Tyskland, bogen handler om, og ikke Hitler og nazismens gerninger, der tages op til revision i bogen.
Min konklusion er, at Han er tilbage er en glimrende og modig satire over Tyskland, men også lignende samfunds mekanismer indenfor politik og medier. Fint skrevet og flot gennemført. En bog der skal læses, om ikke andet så for at tage stilling til den!
(Tiderne Skifter, 369 sider. Oversat af Hanne Lund fra tysk: Er ist wieder da, 2012)
**** 
Se bogens bagside

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken
Hør udsendelsen Skønlitteratur på P1 fra d. 29. maj 2013. En stor del af udsendelsen handler om bogen.

tirsdag den 4. juni 2013

John Ajvide Lindqvist: Lille stjerne, 2013

To piger bliver født i 1992. Den ene bliver fundet af den fallerede svensktopsanger Lennart i en skov nord for Stockholm. Hun græder ikke, men der kommer en ren og klar tone fra spædbarnet. Hun synger, og Lennart beslutter, at barnet skal være hans musikalske projekt - og at hans kone Laila skal være med på hans betingelser.
Samtidig bliver en anden lille pige født et andet sted i Sverige. Hun er som de fleste andre, bare lidt tykkere, lidt mærkeligere og mere ensom. Men hun har interesse og talent for at skrive digte. I tolvårs alderen mødes de to, Theres og Teresa, og et helt særligt venskab og samhørighed opstår. Og der meget, der skal hævnes fra begge deres opvækst...
Lille stjerne er en fantastisk flot bog. I hvert fald de første ca. 400 sider. Her får Ajvide Lindqvist historiens troværdighed til at holde med sine personopbygninger og gode sprog. Men det er som om, at troværdigheden går fløjten de sidste hundrede sider, hvor historien i mine øjne kammer over og bliver for meget. Synd at den ellers fremragende Ajvide Lindqvist ikke kan holde sin nærmest Stephen Kingske troværdighed hele bogen igennem.
Men de første firehundrede sider gør, at Lille stjerne er mere end værd at læse som helhed. Så hvis du vil have et godt svensk gys fra skov og forstad, så læs endelig bogen. Og den får altså stadig gode tre en halv stjerner på trods af min indvending...:
***1/2 
(Rosinante, 490 sider. Udgivet 5. april 2013. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra svensk: Lilla stjärna, 2010)
Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, Berlingske og LitteraturNU,