Kriminalmanden Heinrich Hoffmann er i 1943 posteret i Lida, Hviderusland og får ordre af sin gamle ven, den nu temmelig forråede SS-officer Manfred Schlosser, til at opklare mordet på en SS-general Steiner, skændet og myrdet angiveligt af lokale partisaner. Heinrich går ind i sagen med liv og sjæl, men kæmper samtidig med at bevare sin menneskelighed og retfærdighedsprincipper i det helvede, som SS skaber.
Jagten på morderen fører Heinrich tilbage til sit Hamborg og til yderligere en jagt i ildstormene under de store bombardementer i juli '43, nemlig på kæresten Eline, Manfreds søster.
Det er en hård nyser og bestemt ikke nogen feelgood-oplevelse at læse Dødszoner. Ikke sådan at forstå at den er dårlig, tværtimod, men der meget stærke scener i bogen - og endnu værre: Den kamp, som Heinrich kæmper for bevare sit menneskelige ansigt, taber han mere og mere på gulvet, efterhånden som krigens vanvid også bliver til hans eget personlige vanvid. For i modsætning til McCarthys og hans bog, er det netop den svindende rest af menneskelighed hos Heinrich, der gør historien så grum at læse.
Jeg har været glad for Simon Pasternaks første to bøger i samarbejde med Christian Dorph, men på egne ben finder Pasternak for alvor sin egen stemme, og det er grumt, men det er fabelagtig godt skrevet! Der er både farver og lugt i Dødszoner, selv om det er i mørke og sodede nuancer og lugte som brand og råd og smeltet sten, man kommer til at lægge indre øjne og næse til.
Flot, flot "singledebut" fra Simon Pasternak, og helt sikkert en af årets store danske romanudgivelser.
(Gyldendal, 335 sider. Udgivet 7. maj 2013)
Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske
Ingen kommentarer:
Send en kommentar