Viser opslag med etiketten Piger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Piger. Vis alle opslag

tirsdag den 4. juni 2013

John Ajvide Lindqvist: Lille stjerne, 2013

To piger bliver født i 1992. Den ene bliver fundet af den fallerede svensktopsanger Lennart i en skov nord for Stockholm. Hun græder ikke, men der kommer en ren og klar tone fra spædbarnet. Hun synger, og Lennart beslutter, at barnet skal være hans musikalske projekt - og at hans kone Laila skal være med på hans betingelser.
Samtidig bliver en anden lille pige født et andet sted i Sverige. Hun er som de fleste andre, bare lidt tykkere, lidt mærkeligere og mere ensom. Men hun har interesse og talent for at skrive digte. I tolvårs alderen mødes de to, Theres og Teresa, og et helt særligt venskab og samhørighed opstår. Og der meget, der skal hævnes fra begge deres opvækst...
Lille stjerne er en fantastisk flot bog. I hvert fald de første ca. 400 sider. Her får Ajvide Lindqvist historiens troværdighed til at holde med sine personopbygninger og gode sprog. Men det er som om, at troværdigheden går fløjten de sidste hundrede sider, hvor historien i mine øjne kammer over og bliver for meget. Synd at den ellers fremragende Ajvide Lindqvist ikke kan holde sin nærmest Stephen Kingske troværdighed hele bogen igennem.
Men de første firehundrede sider gør, at Lille stjerne er mere end værd at læse som helhed. Så hvis du vil have et godt svensk gys fra skov og forstad, så læs endelig bogen. Og den får altså stadig gode tre en halv stjerner på trods af min indvending...:
***1/2 
(Rosinante, 490 sider. Udgivet 5. april 2013. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra svensk: Lilla stjärna, 2010)
Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og LitteraturNU,

fredag den 19. oktober 2012

Lars Kepler: Ildvidnet, 2012

Som ved alle stort opslåede krimihypes har avisanmelderne været temmelig delte i deres bedømmelse af forfatterpseudonymet Lars Keplers kvaliteter. Hos flere anmeldere virker det som om, at hypede forfattere allerede før starten på læsningen er bagud på point - og Kepler er ingen undtagelse. Jeg har til gengæld overgivet mig, og synes, at ægteparret Ahndoril er i gang med at skabe en af de bedste skandinaviske krimiserier.
Ildvidnet starter på en lukket døgninstitution for unge piger med selvskadelig adfærd  nord for Sundsvall i Nordsverige, hvor en fjortenårig pige og en halvtresårig sygeplejerske en nat findes dræbt, begge med hovederne smadret. Joona Linna tilkaldes for at fungere som observatør til opklaringen, hvor alt peger mod en anden femtenårig beboer, Vicky, der er stukket af fra stedet samme nat. Og selvfølgelig træder Joona Linna ud af sin tildelte rolle, og selvfølgelig er der mere mellem himmel og jord i sagen, hvor både tråde tilbage i tiden, og hvor spiritisme kommer ind i billedet.
Jeg kunne godt lade mig overtale til denne gang at synes, at historien lige får en gang for meget i vridemaskinen. Det gælder både troværdigheden i plottet, og hvor lang bogen er. Men Ahndoril'erne kan skrive, og jeg synes at det er til at leve med, fordi der er spænding og cliffhangerkvaliteter nok til, at bogen er en fornøjelse hele vejen igennem. Men pas på med at løsne plottet mere...
Jeg bliver gladere og gladere for Joona Linna, efterhånden som serien skrider frem. Man følger i hans fodspor, selv om det nærmest er umuligt at forudse, hvor de bliver sat. Rigtig fin og anderledes figur.
Det bliver til 3½ stjerne (med lille pil ned) denne gang:
***1/2  
(Gyldendal, 577 sider / 1,24 Mb. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra svensk: Eldvittnet, 2011)
Andre bøger på dansk i serien om kriminalkommissær Joona Linna:
1. Hypnotisøren, 2010
2. Paganinikontrakten, 2010

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske
Lars Kepler er et pseudonym for forfatterægteparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril. De optræder flere gange på Bogmessen i Bella Center 9-11. november 2012

lørdag den 26. marts 2011

Rikke Bakman: Glimt : tegnet roman, 2011

Det er en anderledes grafisk roman, Rikke Bakman har lavet med sin Glimt, end man er vant til fra genren.
Bogen har lidt over 300 sider. På hver side er der én tegning, med evt. talebobler. Både tegninger og håndtekst er tillempet barnlig, komplet med stavefejl og spor efter viskelæder i teksterne. Og det er en god understregning af bogens indhold.
Den handler nemlig om en enkelt dag i den seksårige Rikkes sommerferie med forældre og storesøster ved Vesterhavet engang i 1980'erne. Og det er en dag, hvor der sker meget: Hun får myrer i tissekonen, søstrenes undulat er fløjet væk, hun ryger ud af bilen i et sving, hun er med til at lede efter naboens skildpadde, og dagen slutter med med jalousidrama hos de gæster, som forældrene har om aftenen.
Det er en skøn lille bog, hvor den voksne Rikke Bakman virkelig har fået genkaldt den seksårige Rikkes måde at opleve sin lille verden - og ikke mindst de voksnes mærkværdige opførsler og talemåder, som ofte virker ret ubegribelige for Rikke. Desuden er jeg vild med Rikke Bakmans tegninger, hvor især de voksne er nogle lidt groteske og alligevel meget hverdagsagtige figurer. Meget stemningsfuldt og ofte meget smukt.
Fin og helt egenartet stil i en graphic novel, grafisk roman eller "tegnet roman", som forfatteren foretrækker at kalde den, og som nok er det begreb, der passer bedst til bogen. Hurtigt læst - men husket længe, tror jeg.
***1/2
(Aben maler, ca. 310 sider)

29. februar 2012: Tillykke til Rikke Bakman og Glimt med Pingprisen for årets danske tegneserie i 2011!

mandag den 8. marts 2010

Kevin Vennemann: Nær Jedenew, 2009

To polske jødiske tvillingepiger på 12-15 år gemmer sig under krigen i deres legehus i et træ, mens deres hus bliver brændt og deres familie bliver dræbt af lokale beboere og tyskere. De holder gruen og angsten på afstand ved at genfortælle familiens historier iblandet glimt fra deres virkelighed i legehuset. Det er helt bogstaveligt! Sætninger kan skifte vinkel flere gange, så bogen skal næsten læses som en mundtlig fortælling, hvad den jo egentlig også er i bogen.
På trods af at det er en kort bog på ca. 140 sider er det en bog, som nok skal læses forholdsvis langsomt for at få alle detaljer med - men også gerne læses mere eller mindre i ét stræk for at få stemningen af mundtlighed og stream of consciousness med fuldt udbytte.
Det er en rigtig god bog, hvor den aktuelle virkelighed og ikke mindst den angst , der driver fortællingen, gemmes væk, så det skrækkelige træder så meget stærkere frem. Endnu engang har forlaget Batzer & Co fundet guld! Hatten af for Arild i Roskilde.
(Originaltitel: Nahe Jedenew, 2005)
***1/2
PS 20. marts 2010: Tak til den besøgende, der via en søgning i Google på "polske legehuse" kom til min anmeldelse af Nær Jedenew.
Jeg håber, du fandt noget du kunne bruge - selv om det nok var noget andet end det du egentlig gik efter!
Michael

mandag den 28. december 2009

Meghan D. Jacobsen: Trods, 2008

Forfærdelig - og forfærdelig morsom - lille roman fra romandebuttanten MJ om en 6-7 årige piges tilværelse med sin mere og mere halvskøre mor. Hun starter i en forskruet skole, drevet af "homoamanerne" med healing, æterlegemer og hele baduljen. Her er god begavelse absolut ikke et plusord. Hendes sikre verden består mest af hendes bedste ven kunstprofessoren Othello og bondemanden, buschaufføren og enken.
Bogen er skrevet med sikker fornemmelse af barnets verden - ikke mindst de sproglige finurligheder. Rigtig god! (Læst september 2008)
****