mandag den 8. marts 2010

Kevin Vennemann: Nær Jedenew, 2009

To polske jødiske tvillingepiger på 12-15 år gemmer sig under krigen i deres legehus i et træ, mens deres hus bliver brændt og deres familie bliver dræbt af lokale beboere og tyskere. De holder gruen og angsten på afstand ved at genfortælle familiens historier iblandet glimt fra deres virkelighed i legehuset. Det er helt bogstaveligt! Sætninger kan skifte vinkel flere gange, så bogen skal næsten læses som en mundtlig fortælling, hvad den jo egentlig også er i bogen.
På trods af at det er en kort bog på ca. 140 sider er det en bog, som nok skal læses forholdsvis langsomt for at få alle detaljer med - men også gerne læses mere eller mindre i ét stræk for at få stemningen af mundtlighed og stream of consciousness med fuldt udbytte.
Det er en rigtig god bog, hvor den aktuelle virkelighed og ikke mindst den angst , der driver fortællingen, gemmes væk, så det skrækkelige træder så meget stærkere frem. Endnu engang har forlaget Batzer & Co fundet guld! Hatten af for Arild i Roskilde.
(Originaltitel: Nahe Jedenew, 2005)
***1/2
PS 20. marts 2010: Tak til den besøgende, der via en søgning i Google på "polske legehuse" kom til min anmeldelse af Nær Jedenew.
Jeg håber, du fandt noget du kunne bruge - selv om det nok var noget andet end det du egentlig gik efter!
Michael

Ingen kommentarer:

Send en kommentar