Kim Leine: Tunu, 2009 (Andet indlæg)

Endnu engang har jeg læst "Tunu" af Kim Leine, da jeg har skullet fortælle om den på mit arbejde på en "Bogcafé" d. 25 marts i en generalprøve på Lyngby Biblioteks bogcafé-arrangementer, som for alvor vil løbe af stablen fra efteråret.
De har også endnu engang været en fornøjelse at læse den, selv om det nu har været i embeds medfør. Jeg kan både henvise til min  første anmeldelse, men også her bringe mit oplæg, her skriftligt - men som mundtligt nok blev noget lidt andet:

”Tunu”

Vi skal ud til periferien - eller rette sagt periferien af periferien. Vi skal med Kim Leine til TUNU.


Tunu er det grønlandske ord for bagside eller ryg, og det er netop bagsiden af Grønland, som bogen handler om
 Den geografiske bagside – som er et gammelt udtryk for det østlige og tyndtbefolkede Grønland – og altså den del af Grønland, som ligger nærmest Danmark… 
Den sociale bagside – som den tager sig ud i en bygd, der ligger langt væk fra velfærdsgoder og beslutningstagere

Bogen består af 25 novellelignende kapitler, der på skift fortæller om forskellige personer i bygden – herunder den nok centrale figur Jesper - den danske sygeplejerske, men det er i højere grad andre af bygdens indbyggere, der bærer bogen og fortæller deres bidrag til det samlede gruppebillede af bygdens beboere.

I kapitlet ”På klipperne” handler det f.eks. om de to fætre Justus og Emanuel, som bor sammen i et af de sidste beboede huse ude - på klipperne. Og Justus er syg:

Læs side 15-16

Justus går til sygeplejersken men vil ikke tage imod tilbuddet om at komme til Nuuk og blive udersøgt for tuberkulose. Senere på efteråret bliver Emanuel også syg og takker ja til at komme afsted, men turen må udsættes pga snestorm. Endelig kommer dagen, men sent om natten råber deres nabo Esajas ”Nannu!” (bjørn). Der ligger en bjørnemor med to unger under Esajas hus og de går derover og skyder i blinde ind under huset. Kapitlet slutter

Læs s. 20.

Jesper

Bogen foregår over ca. det år, hvor sygeplejersken Jesper er i bygden, der ligger på en ø i nærheden af Ammassalik.

Han indgår i de fleste af fortællingerne især i kraft af sit job, og har synsvinklen i flere af kapitlerne.

Han er pligtopfyldende ud over sine uddannelsesmæssige kompetencer – og ikke mindst kvinderne tager han godt af – og for sig af. Og især det kvindelige fodboldhold er meget flittige til at opsøge ham med større men især mindre skader, der i vidt omfang behandles med en let servering og et par timers sengeleje i hans sofa…

Tiltagende arbejdsstress, isolations- og polarkuller gør, at Jesper flygter ind i den seksuelle trøst – men også videre i en spiral, der til sidst får Jens Jørgen, chefdistriktslægen, der er Jespers private ven, til at tvinge ham til at tage imod et job på hospitalet i Nuuk.

Alt i alt:

TUNU er en bog, hvor der er liv og død, der er kærlighed, had og utroskab, der er latter og bekymringer og dans og druk – men skal det siges langt flere sodavand…

Persongalleriet er først og fremmest de grønlandske indbyggere, som for størstedelen er født og opvokset i bygden. Og det er ikke mindst gode portrætter af kvinderne, der er dem der har bukserne på – men også smider dem uden at tage de store hensyn til deres – ofte skvat – af nogen mænd.

Og så er de få tilrejsende danskere – skolelærere, lufthavnspersonale og altså sygeplejersker. De har oftest det til fælles, at de efter at have oplevet det fantastiske i at lomme til bygden, får polarkuller, tager hjem eller videre – eller går i hundene.

Sammen med erindringsromanen ”Kalak” om sin egen tid som dansk udstationeret sygeplejerske med misbrug af alkohol, stoffer og sex i Nuuk, har Kim Leine skrevet to fremragende bøger om livet – ikke mindst som dansker – i Grønland.

Hvor Kalak er skrevet i jeg-form, er Tunu skrevet med 15-20 forskellige synsvinkler, men efterhånden som personerne introduceres og går igen, nogle som bipersoner, mens andre får synsvinklen, bliver der skabt en samlet historie og et samlet gruppebillede.

Det er socialrealisme, når det er bedst - uden klicheer om grønlænderen som "den sociale taber uden mellemregning" eller den ældre kliche om grønlænderen som "det ædle vilde naturmenneske".

Det er nemlig rigtige levende mennesker, der befinder sig her på "Enok Tyndskids bundfrosne isfjeld",

Både Jesper og Jeg kom i hvert fald til at holde af dem.