Henrik Palle: DT - en krønike om Dan Turèll og hans tid, 2013

Det er bestemt ikke altid godt, når en dedikeret fan skriver biografi om sit store idol. Men Politikenjournalisten Henrik Palle (herefter HP - f. 1963) har med sin - ikke biografi - men krønike om sit idol Dan Turèll (DT) formået at give et velskrevet og kærligt portræt af forfatteren og fænomenet DT, både som et barn af, men også som en modvægt til sin tid.
Bogen skrider, som både krøniker og biografier oftest gør, kronologisk frem, men den starter med et punktnedslag i 1979, hvor DT var gæst i DR's populære program i TV, Lørdagshjørnet. Her refererer HP programmet temmelig detaljeret (men underholdende) og hævder, at det var her DT fik sit virkelige folkelige gennembrud - også for den store del af den danske befolkning, som ikke havde læst Vangede billeder. Om det er rigtigt, ved jeg overhovedet ikke, men det er et godt kneb af HP, der så går videre og skildrer DT's mindefest efter sin død i Arbejdejdermuseets sal i 1993 som nærmest en royal begivenhed på linje med en kongelig bisættelse i Roskilde Domkirke. Og her får den nok lige lidt rigeligt...
Det er nok dér fanbogen er tydeligst, for resten af bogen er den kronologiske historie om DT og hans opnåelse af status som et både sprogligt og stilmæssigt stilikon, der forandrede sig gennem 1970'erne og 1980'erne, i takt med at både tiden og DT's familie- og alders- og i de sidste år helbredsmæssige situation ændrer sig.
En god krønike - eller biografi - der dog ikke bringer noget nyt, men som jeg som (næsten) lige så gammel Turèll-aficionado som HP får rusket op i interessen for den altid cooool Onkel Danny. Og jeg synes godt nok, han stadig er cool. Se selv i Lørdagshjørnet...

(Gyldendal, 328 sider. Udgivet 8. november 2013)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.)

Henrik Madsen: Gangster - Brian Sandberg, 2011

Jeg kunne forestille mig, at denne bogs hovedperson selv har valgt det forsidebillede, som bogen bærer. Og at han for den sags skyld også har valgt resten af indholdet. En rar og bundreel fyr, som kan træne i taekwondo og tale med alle og mægle mellem dem uanset hudfarve - og uden skygge af kriminalitet fra hans optagelse i Hells Angels, på trods af bopæle i enorme lejligheder i fashionable kvarterer og køretøjer som Harleyer og Audier med en sparsom indtægt på bistandshjælp.
Det eneste tidspunkt, hvor Sandberg gør noget rede for, hvordan hans økonomi hænger sammen, er, da han bliver ansat som sikkerhedschef på flere leder og kanter for Stein Bagger - og der kan man da godt forstå, at penge og forbrug hænger sammen. Men ellers antyder Henrik Madsen bare, at der vist er mere mellem himmel og jord...
Nej, det er ikke dybdeborende journalistik, men skal være ude efter, når man læser Ekstra Blads-journalist Henrik Madsens biografi om HA'eren Brian Sandberg (f. 1966). Jo længere jeg nåede i bogen, jo mere blev jeg i tvivl om den reelle sandhedværdi - men nok ikke Sandbergs indre sandhedsværdi, som han virker til at overbevist sig selv om!
Det er nærmest en ukritisk fanbog og et stykke mikrofonholderjournalistik, som Madsen & Sandberg har stykket sammen. Det er ganske underholdende og selvfølgelig et delvist indblik i en verden, som jeg ikke befinder mig i, men der er alt for mange mellemregninger, der mangler for at kunne komme op på bare at kalde bogen et hæderligt stykke arbejde.
 
(Ekstra Bladet, 271 sider. Udgivet 28. februar 2011)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Information

Eric Larson: Djævelen i den hvide by, 2012 (2003)

Det var noget af et kunststykke den amerikanske dramadokumentarist Eric Larson udgav for ti år siden: Et portræt af byen Chicago anno 1893 og amerikansk voluminøsitet ved at skrive en parallel biografi om hovedarkitekten bag verdensudstillingen i Chicago 1893, Daniel H. Burnham, og om den samtidige massemorder fra byen, lægen og apotekeren Henry H. Holmes.
Hvordan det greb kan lykkes er svært at forstå, men det gør det! Kapitlerne veksler mellem de to historier om de enorme vanskeligheder ved at projektere og bygge verdensudstillingens enorme bygninger på et temmelig svampet og i bund og grund uegnet stykke halvanden kvadratkilometer jord ved Michigansøen og historien om den charmerende psykopat Holmes' opbygning af sit "imperium" i Chicago med ubetalt arbejdskraft og med udnyttelse og efterfølgende drab på især blåøjede kvinder, som falder for ham på stribe.
Larson har skrevet en dramadokumentarisk bog, der evner at gøre begge historier vanvittigt spændende, og som rask væk bruger skønlitteraturens virkemidler uden at give køb på den dokumentation af forløbet, som er nødvendig for et stykke god historisk og biografisk faglitteratur. Tilsammen bliver det til en bog om både Chicago anno 1893 og til en bog om amerikansk tendens til storhedsvanvid, men også om den amerikanske evne til at udføre storhedsvanviddets idéer ud i livet.
Flot bog og meget underholdende - for både arkitekturinteresserede og for os husarer, som kan finde på at svælge i massemord!

(Tubulenz, 511 sider. Udgivet 28. september 2012. Oversat af Ursula Baum Hansen fra amerikansk: The devil in the white city, 2003)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

Blaine Harden: Flugten fra Camp 14 - én mands utrolige rejse fra Nordkorea til friheden i Vesten, 2012

På Google Maps kan du finde et glimrende oversigtsbillede over den nordkoreanske koncentrationslejr Camp 14, hvorfra det i 2005 lykkedes den dengang 23-årige Shin Dong-hyuk at flygte. Han er efter sigende en af de tre nordkoreanske koncentrationslejrfanger, som det er lykkedes at flygte nogensinde. Og de to andre var fra mindre skarpt bevogtede lejre.
Shin Dong-hyuk havde indtil flugten levet hele sit liv i lejren, hvor hans forældre var blevet interneret mange år før hans fødsel. Det havde den fordel for ham, fremfor dem der havde oplevet et liv udenfor, at han var født til et liv uden forventninger om noget andet - for han kendte ikke eksistensen af det.
Så da en pige fra hans klasse blev banket ihjel af læreren, fordi hun havde en halv snes stjålne majskerner i lommen, og læreren var i dårligt humør, tog Shin det bare som ret og rimeligt, og som noget der sker. Og han var rasende på sin mor og storebror, da han overværede dem blive henrettet efter, at de havde lagt planer om flugt. Han havde selv stukket dem.
Bogen er fuld af historier som disse, om hvor forråede et magtsystem er i stand til at gøre mennesker. Men også at mødet med medmenneskeligheden i personen Park fører Shin til at drømme om noget andet, og derved sætte gang i trangen efter frihed - en frihed der til at starte med er defineret som grillet kød...
Shin Dong-hyuk leverer sin personlige historie, der virkelig er rædselsvækkende, mens Blaine Harden videregiver Shins historie og leverer det journalistiske og historiske baggrundsmateriele. Og det parløb fungerer rigtig godt. Blaine Harden sørger for, at Shins historie ikke bare kommer til at stå som en enkeltstående skæbne men som et udtryk for hele Nordkoreas systematiske umenneskeliggørelse.
Det eneste men, jeg har til bogen, er, at Vesten stilles op som et ubetinget paradis. Alene bogens undertitel ser næsten nyreligiøs ud i mine øjne. Men i forhold til livet i Camp 14 kan man på en måde godt acceptere den vinkel alligevel - selv om Shin stadig har det meget svært med sin frihed fra fangenskabet.
Rigtig god og meget uhyggelig bog om Nordkorea - set indefra og fra den allerallerværste side.
 
(Kristeligt Dagblad, 268 sider. Udgivet 6. september 2012. Oversat af Birger Petterson fra amerikansk: Escape from Camp 14, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen
Læs interview med Shin Dong-Huyk og Blaine Harden fra Kristeligt Dagblad 5. september 2012

Ulrik Langen: Det sorteste hjerte - historien om et dybt fald i enevældens København, 2012

I slutningen af 1700-tallet levede der i København en te- og porcelænshandler Michael Brabrand, som fik rodet sig ud i nogle voldsomme konflikter med det herskende system. Michael Brabrand hørte til dem, som følte, at lavsvæsen og andre restriktioner begrænsede initiativ og udfoldelsesmuligheder. Da han samtidig var en stridbar og rethaverisk person, fik han rodet sig ind i et større antal retssager. Og de fjender han skabte sig var desværre ikke for ham hvem som helst. En grum historie om ytringsfrihed og magtmisbrug - og måske stadig aktuel...
Historieprofessor Ulrik Langen var makker med Peter Henningsen om at skrive den fremragende bog om København i 1700-tallet Hundemordet i Vimmelskaftet, men også alene er Langen en fantastisk god formidler af sin forskning i den noget smallere men ligeså interessante Det sorteste hjerte. Det kræver evner ud over de sædvanlige at kunne gøre en historiefaglig gennemgang af et retsforløb mod en ukendt te- og porcelænshandler i 1790'erne til en faglitterær bestseller, men det er Langen absolut mand for. Spændende, spændende.
Men bogens tema er også eviggyldigt: Borgerens løben panden mod magtens mur, hvorefter magtens bruger alle midler til at knuse og undertrykke ham ved hjælp af dertil indrettede magtmidler og institutioner. Og i Brabrands tilfælde, at få ham til at holde sin kæft!
Fremragende stykke historie og ikke mindst historiefortælling - meget, meget underholdende. Især i betragtning af hvor få faglitterære bøger, jeg læser, kan Det sorteste hjerte godt gå hen og blive en af årets faglitterære bøger for mig.
  
(Politikens forlag, 284 sider. Udgivet 4. september 2012)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske

Erik Larson: I ondskabens have, 2012

Nazitidens Tyskland er til hver en tid godt bogstof, både som skøn- og som faglitteratur. Journalisten og fagbogsforfatteren Erik Larson har i I ondskabens have skrevet en biografi om den amerikanske ambassadør i Berlin 1933-37, William E. Dodd, men har benyttet sig af en teknik, der gør at bogen har en romans spændingsmæssige kraft i sig.
I 1933 udnævnes den 64-årige historiker William E. Dodd til ny ambassadør i Berlin kort efter Hitlers magtovertagelse. Med sig har han sin kone, sønnen Bill og ikke mindst datteren Martha, som også spiller en vigtig rolle i bogen. I starten af opholdet er hele familien fascineret af den dynamik, der finder sted i Tyskland under den opbygning der foregår. Men efterhånden afløses det indtryk af de nazistiske magtkampe og intriger, og ikke mindst den brutale forfølgelse af jøder og af politiske modstandere. Et interessant vidne er ambassadørens datter. Hun er en for tiden seksuelt frigjort kvinde, der blandt flere andre får et forhold til Gestapos chef Rudolf Diels og til en russisk diplomat, som i virkeligheden er agent for den sovjettiske efterretningstjeneste NKVD.
Både på for- og bagsiden af I ondskabens have er der citater fra anmeldelser, der fremhæver bogens thrillermæssige kvaliteter, som om det var en John Le Carre-roman. Og det var da også på samme måde, jeg havde det under læsningen. Enormt spændende historie og eminent godt skrevet, især forspillet til 30. juni 1934, hvor det nazistiske SA grundigt blev sat ud af spillet er enormt interessant beskrevet.
Men også William Dodds stigende frustration over både udviklingen i Tyskland, især med hensyn til løsningen af "det jødiske problem" og med hensyn til den åbenlyse og voksende modstand mod i det amerikanske diplomati er virkelig et studie værd.
Men lige en kommentar til billedsiden: Den er så sparson, at den stort set kunnet have været undværet. Og på min Sony e-bogslæsers grafik er den stort set intetsigende med undtagelse af et billede af Dodd bag sit skrivebord... Teksten bærer bogen. Der tegnes et fantastisk billede af byen Berlin på det tidspunkt. Hvordan skruerne strammes mere og mere, og hvordan angsten bliver et vilkår for både høj og lav, og hvad det betyder for menneskelige sammenhænge. Også for en amerikansk ambassadør.
Meget anbefalelsesværdig bog!
 
(Forlaget Turbulenz, 397 sider / 1,74 Mb. Oversat  af Ursula Baum Hansen fra amerikansk: In the garden of beasts, 2011)

Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse af den amerikanske udgave fra Information
Læs interview med Erik Larson fra Kristeligt Dagblad 31. maj 2012

PS: På Gyldendals internetboghandel kan du pt. købe E-bogsudgaven af I ondskabens have for kun 70 kr...

Arne Bellstorf: Baby's in black, the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe, 2012

Den femte Beatle Stuart Sutcliffe forlod The Beatles i juli 1961 i Hamburg i for at drive det videre med hans billedkunst og med hans tyske kæreste Astrid Kirchherr. Han led desuden af tiltagende hovedpiner og i april 1962 døde han af en hjerneblødning i en ambulance på vej til hospitalet, 21 år gammel. Historien om Astrid og Stuart har den tyske tegneserieforfatter Arne Bellstorf skrevet og ikke mindst tegnet i sin Baby's in black, the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe.
Det er den 20-årige Astrid, der har synsvinklen i denne historie om hendes øjeblikkelige kærlighed til den smukke og cool bassist i The Beatles, som på det tidspunkt spiller på et skodsted på Reperbahn i Hamburg. Også han får et et godt øje til hende, og efter at hun har lavet en fotosession med hele bandet, vil hun lave nogle billeder med Stuart uden band, og deres forhold starter. Lige før indspilningen af Beatles første plade som back-up for sangeren Toni Sheridan trækker Stu sig fra bandet, helliger sig sin kunst og Astrid, men lider samtidig af konstant hovedpiner.
Det er da god lille kærlighedshistorie, som Arne Bellstorf har skildret, men det eneste der egentlig gør den rigtig interessant er, at den er historien om optakten til succesen for alle tiders band The Beatles - og selvfølgelig for et lille monument over den femte beatle. Men man lærer aldrig nogen og slet ikke Stuart Sutcliffe at kende. Det eneste man får at vide, er at han er talentfuld kunster, en dårlig bassist, er kæreste med Astrid, har læst kunst med John Lennon og dør af en hjerneblødning som 22-årig i 1962. Så hvis ikke bandet havde heddet The Beatles, var denne bog nok aldrig blevet til.
  
(Vandkunsten, 204 sider. Oversat af Maj Westerfeld fra tysk: Baby's in black, the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe, 2010)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske

Patti Smith: Just Kids, 2010

Jeg har været længere tid end normalt om at læse Patti Smiths vældig gode og fine erindringsbog Just Kids om sit og kunstneren Robert Mapplethorpes liv i årene omkring 1970. Det skyldes ikke mindst den nuværende virkeligheds Patti Smith. For hendes optrædener på Louisiana Literature d. 24. og 25. august tog faktisk helt pusten fra mig, som du kan læse om på det forrige indlæg her på Bogbrokken. Så sjovt nok kunne jeg slet ikke koncentrere mig ordentligt om om at læse Patti Smith pga. mødet med Patti Smith... Nå, men det lykkedes.
Just Kids er om den tyveårige Patti, der i 1967 søger lykken i New York og finder sammen med den jævnaldrende Robert Mapplethorpe, som hun møder, da hun ringer på hos nogle venner, der viser sig at være flyttet fra en lejlighed i Brooklyn. De bliver kærester og flytter senere ind på det sagnomspundne Chelsea Hotel på Manhattan, hvor hun møder og lærer at kende gud og hvermand i det alternative kunstnermiljø på den tid. Et liv omgivet af kunstnere i alle udtryk, men også et liv omgivet af stoffer - men ikke for Patti, som har en nålefobi, ikke tør tage LSD og først sent ryger pot. Og udover at give et portræt af miljøet, giver Patti Smith også rigtig fine billeder af et parforhold fordelt på de tre mænd, Robert, dramatikeren Sam Shepard og musikeren Allen Lanier fra Blue Öyster Cult, samt om kampen for kunsten og mod økonomien og hen imod den begyndende succes for både hende selv og Robert.
Meget, meget fin bog, skrevet i et meget smukt, poetisk og reflekterende sprog, hvor man kan mærke at Patti Smith i bund og grund er mere poet end den "Godmother of Punk", som hun er udnævnt til. Jo, hun har været banebrydende indenfor musikken, og nu er hun det indenfor litteratur med denne bog og den på dansk nyudkomne Drømmespinderi med hendes barndomserindringer. En ting jeg studsede over, er at hun på intet tidspunkt taler dårligt om nogen eller udstiller nogen. Det virker ikke som om det er konfliktskyhed, men hendes tilgang til mennesker, som spiller ind her - en kærlighed og accept. Et fint og retlinet menneske, hvilket hendes fremtræden på Louisiana i den grad også bar præg af.
Fremragende og fin bog med med nogle erindringer som er svære at overgå i kvalitet, men nutidens Patti Smith tager alligevel min førstepris. Men det behøver bogen bestemt ikke at have det skidt over!

(Klim, 279 sider. Oversat af Charlotte Kornerup fra amerikansk: Just Kids, 2010)

Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Berlingske (am. udg.), Musikeren (s. 31) og Gaffa
Læs interview med Patti Smith fra Politiken (2010)
Læs omfattende artikel om Patti Smith på Wikipedia og se Patti Smiths hjemmeside

Art Spiegelman: Maus - samlet udgave, 2008

I 1992 fik tegneren og forfatteren Art Spiegelman en ærespulitzerpris for sin banebrydende og på det tidspunkt helt nytænkende tegneserie Maus om sin fars liv i Polen og tid i Auschwitz under 2. verdenskrig. Der er forholdsvis stor enighed om, at med Maus skabtes begrebet graphic novel. Alene af den grund er værket værd at læse, men der er også andre og endnu bedre grunde, nemlig som et meget væsentligt og stærkt bidrag til holocaustlitteraturen.
Art Spiegelman har lavet en næsten 300 sider lang fortælling af sin fars historie om sin polsk-jødiske families desperate flugt fra nazismen, og dens næsten fuldstændige udslettelse i Polens ghettoer og dødslejre. De eneste medlemmer, der overlever krigsårene og opholdet i Auschwitz, er tegnerens forældre Vladek og Anja. Det er den ene side af bogen. Den anden side er bogens tilblivelseshistorie, som strækker sig over en lang årrække, hvor Art Spiegelman får sin sygeligt nærige, hypokondriske, smålige og i det hele taget temmelig usympatiske far til at fortælle om tiden dengang. Art kan faktisk ikke udholde faderen, men plages samtidig af dyb skyldfølelse over ikke at være der for ham.

Klik for større

Maus bruger et sjældent trick med at lade alle jøder afbillede med ansigter som mus, polakker som svin, tyskere som katte, franskmænd frøer, russere støre (kaviar!) osv. Det kan umiddelbart lyde kunstigt, men det fungerer glimrende. Tegningerne er tilsyneladende ret grove i stregen ved første øjekast, men man skal ikke lade sig snyde. Personerne står genkendeligt og skarpt, og detaljerne er velovervejede.
Maus er et fantastisk værk alene i kraft af sin dybt personlige fortælling om Holocaust, hvor blandingen af faderens "helterolle" under krigen og hans nuværende tilstand som vrantent vrag er fortalt fint og med kærlighed. Men også bogens banebrydende og skoledannende stil er alle point værd. Hele følelsesregistret var i gang hos mig under læsningen. Svingene mellem latter og chok kunne foretages på bare få tegninger i visse tilfælde. Og mange flere ting kunne proppes ind i argumentationen for, hvor stor en bog Maus er. Men jeg nøjes med at konkludere med fuld stjernebesætning:
(Politisk revy, 295 sider. Oversat af Kjeld Koplev fra amerikansk: Maus, a survivor's tale - My father bleeds history, 1986 og Maus II, a survivor's tale : and here my troubles began, 1992
Tidligere udgivet på dansk i samme oversættelse med titlerne: Maus, en overlevende fortæller, 1987 og Maus, en overlevende fortæller : Og her begyndte mine problemer, 1992)

Læs mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Folkeskolen, Politiken og Berlingske
Se omfattende artikel om Maus på Wikipedia