mandag den 6. januar 2014

Henrik Palle: DT - en krønike om Dan Turèll og hans tid, 2013

Det er bestemt ikke altid godt, når en dedikeret fan skriver biografi om sit store idol. Men Politikenjournalisten Henrik Palle (herefter HP - f. 1963) har med sin - ikke biografi - men krønike om sit idol Dan Turèll (DT) formået at give et velskrevet og kærligt portræt af forfatteren og fænomenet DT, både som et barn af, men også som en modvægt til sin tid.
Bogen skrider, som både krøniker og biografier oftest gør, kronologisk frem, men den starter med et punktnedslag i 1979, hvor DT var gæst i DR's populære program i TV, Lørdagshjørnet. Her refererer HP programmet temmelig detaljeret (men underholdende) og hævder, at det var her DT fik sit virkelige folkelige gennembrud - også for den store del af den danske befolkning, som ikke havde læst Vangede billeder. Om det er rigtigt, ved jeg overhovedet ikke, men det er et godt kneb af HP, der så går videre og skildrer DT's mindefest efter sin død i Arbejdejdermuseets sal i 1993 som nærmest en royal begivenhed på linje med en kongelig bisættelse i Roskilde Domkirke. Og her får den nok lige lidt rigeligt...
Det er nok dér fanbogen er tydeligst, for resten af bogen er den kronologiske historie om DT og hans opnåelse af status som et både sprogligt og stilmæssigt stilikon, der forandrede sig gennem 1970'erne og 1980'erne, i takt med at både tiden og DT's familie- og alders- og i de sidste år helbredsmæssige situation ændrer sig.
En god krønike - eller biografi - der dog ikke bringer noget nyt, men som jeg som (næsten) lige så gammel Turèll-aficionado som HP får rusket op i interessen for den altid cooool Onkel Danny. Og jeg synes godt nok, han stadig er cool. Se selv i Lørdagshjørnet...
***
(Gyldendal, 328 sider. Udgivet 8. november 2013)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, BerlingskeKristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.)

1 kommentar:

  1. Den bog har fået en lidt hård medfart i avisanmeldelser, har jeg set. At kalde en biografi en krønike giver naturligvis retten til at være upræcis og mangelfuld. Men han er sgu stadig cool, Onkel Danny :-)

    SvarSlet