torsdag den 30. august 2012

Ny skønlitteratur - september 2012

Efter en ret forrygende start på bogsæsonen i august, bliver der i mine øjne slappet noget mere af her i september. Månedens nok i spænding mest imødesete stykke med skønlitteratur kommer ikke engang på dansk endnu. Harry Potters mor J. K. Rowling udgiver nemlig d. 27. sept. sin første roman for voksne The Casual Vacancy. Den foregår i en lille engelsk by, hvor alt ikke er så idyllisk, som det ser ud til. Alle ligger nemlig i krig mod alle bag gardinerne - og det hele bliver bare endnu værre ved et uventet dødsfald i byen... Spændende at se om Rowling også står voksendistancen. Og Gyldendal lover, at bogen kommer på dansk inden jul. Den får titlen Den tomme plads.
De hjemlige skønlitterære forfattere bliver i september repræsenteret af bl.a Rune T. Kidde og hans nye roman Dødssøbølger, som når man ser beskrivelsen af bogen på Modtryks site, ligner en rigtig Kidde! Derudover kommer Anne Lise Marstrand-Jørgensen med sin Hvad man ikke ved (20.9) om en familie, der går i opløsning i forældrenes ønske om at følge med ungdomsoprørets kærligheds- og  frihedsidealer. Litteraturanmelderen på Weekendavisen Leonora Christina Skov udgiver romanen Førsteelskeren (13.9), som er en slægtsroman, en undergangsroman og en kærlighedshistorie med tråde tilbage til 1925.
Så er der lige en bunke krimi og spænding tilbage. Hvis vi starter i Sverige, er der forfatterparret Alexandra og Alexander Ahndoril der sammen skriver under navnet Lars Kepler. De kommer med tredie bind i serien om kommissær Joona Linna, Ildvidnet (27.9). Jeg har syntes rigtig godt om de to første af seriens bøger Hypnotisøren og især om Paganinikontrakten, hvor Joona Linna kommer mere frem i billedet. Der må han godt blive. Grumt og godt! Vi bliver i Sverige, hvor Arne Dahl er ophavsmand til endnu en bog om nogle af  hans faste figurer fra hans første serie om A-holdet Paul Hjelm, Arto Söderstedt, Jutta Beyer og de andre i international morderjagt. Den hedder Stoleleg og kommer også 27.9.
På den danske hjemmefront udgiver Michael Katz Krefeld krimien Sort sne falder d. 18.9. Den har ligesom hans Protokollen Kriminalkommissær Katrine Bergman som hovedperson i en med forlaget ord "højdramatisk konspirationsthriller". Og så endelig har vi Jens Henrik Jensen, der den 18. september udgiver De hængte hunde. Det er første bind i en ny serie af Jens Henrik Jensen med krigsveteranen Niels Oxen, som i De hængte hunde pludselig står overfor en mistanke om at have slået tre indflydelsesrige mænd ihjel i Rold Skov..
Nå ja, vi skal måske også lige have med, at Politikens krimiekspert Bo Tao Michaëlis forhåbentlig ikke får trukket sin bog, Verdens 35 bedste kriminalromaner, tilbage fra hylderne ligesom hans bog fra august om forfatteren Ernest Hemmingway... Verdens 35 bedste kriminalromaner kommer 24. september. Knæk og bræk, Bo!


Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

mandag den 27. august 2012

Patti Smith: Just Kids, 2010

Jeg har været længere tid end normalt om at læse Patti Smiths vældig gode og fine erindringsbog Just Kids om sit og kunstneren Robert Mapplethorpes liv i årene omkring 1970. Det skyldes ikke mindst den nuværende virkeligheds Patti Smith. For hendes optrædener på Louisiana Literature d. 24. og 25. august tog faktisk helt pusten fra mig, som du kan læse om på det forrige indlæg her på Bogbrokken. Så sjovt nok kunne jeg slet ikke koncentrere mig ordentligt om om at læse Patti Smith pga. mødet med Patti Smith... Nå, men det lykkedes.
Just Kids er om den tyveårige Patti, der i 1967 søger lykken i New York og finder sammen med den jævnaldrende Robert Mapplethorpe, som hun møder, da hun ringer på hos nogle venner, der viser sig at være flyttet fra en lejlighed i Brooklyn. De bliver kærester og flytter senere ind på det sagnomspundne Chelsea Hotel på Manhattan, hvor hun møder og lærer at kende gud og hvermand i det alternative kunstnermiljø på den tid. Et liv omgivet af kunstnere i alle udtryk, men også et liv omgivet af stoffer - men ikke for Patti, som har en nålefobi, ikke tør tage LSD og først sent ryger pot. Og udover at give et portræt af miljøet, giver Patti Smith også rigtig fine billeder af et parforhold fordelt på de tre mænd, Robert, dramatikeren Sam Shepard og musikeren Allen Lanier fra Blue Öyster Cult, samt om kampen for kunsten og mod økonomien og hen imod den begyndende succes for både hende selv og Robert.
Meget, meget fin bog, skrevet i et meget smukt, poetisk og reflekterende sprog, hvor man kan mærke at Patti Smith i bund og grund er mere poet end den "Godmother of Punk", som hun er udnævnt til. Jo, hun har været banebrydende indenfor musikken, og nu er hun det indenfor litteratur med denne bog og den på dansk nyudkomne Drømmespinderi med hendes barndomserindringer. En ting jeg studsede over, er at hun på intet tidspunkt taler dårligt om nogen eller udstiller nogen. Det virker ikke som om det er konfliktskyhed, men hendes tilgang til mennesker, som spiller ind her - en kærlighed og accept. Et fint og retlinet menneske, hvilket hendes fremtræden på Louisiana i den grad også bar præg af.
Fremragende og fin bog med med nogle erindringer som er svære at overgå i kvalitet, men nutidens Patti Smith tager alligevel min førstepris. Men det behøver bogen bestemt ikke at have det skidt over!
****1/2
(Klim, 279 sider. Oversat af Charlotte Kornerup fra amerikansk: Just Kids, 2010)
Se mereLitteratursiden 
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra InformationBerlingske (am. udg.), Musikeren (s. 31) og Gaffa
Læs interview med Patti Smith fra Politiken (2010)
Læs omfattende artikel om Patti Smith på Wikipedia og se Patti Smiths hjemmeside

søndag den 26. august 2012

Bogbrokkehovedets indtryk fra Louisiana Literature 2012

Patti under minikoncerten
Jamen, hvad skal jeg sige: 65-årige Patti Smith var hovednavnet på årets Louisiana Literature, og efter interviewet af hende fredag aften af Kim Skotte var og blev hun bare den allerstørste oplevelse på dette års udgave! Og de andre repræsenterede forfattere på festivalen behøver bestemt ikke at have det dårligt over det. For Patti Smith kunne levere en en litterær, erindringsmæssig, musikalsk, charmerende, selvironisk og - må jeg skrive sådan noget - nærmest omfavnende oplevelse til sit publikum ved sine fire optrædener.
Mit forhold til Patti Smith var, før jeg startede med at læse hendes bog Just Kids for nogle dage siden, at jeg kun kunne huske hendes indspilning af Bruce Springsteens Because The Night fra 1975. Men det har hun da i den grad fået lavet om på de sidste dage.
Især under interviewet med Kim Skotte fredag aften tog Patti Smith det ene point efter det andet i sine hilsner til Pussy Riot, hendes status på USAs situation ("My poor country"), om begrevbet loyalitet, om sit forhold til litteratur og kunst og ikke mindst Arthur Rimbaud. Flot performance, der til udelt begejstring sluttede af med en akustisk minikoncert med støtte fra sin faste guitarist Lenny Kaye, hvor hun fik os alle til at gø og hyle som hunden Banga. Jeg tror vi alle følte vi selv var med på scenen. Meget smukt og stærkt!!! Og sikke en stemme og udstråling.
Tomas & Josefine
Den næststørste oplevelse - og overraskende oplevelse - var da Fruen og jeg lørdag eftermiddag overværede nordmanden Tomas Espedal blive interviewet af vores egen finlitterære himmelstormer Josefine Klougart. Af en eller anden grund havde jeg lidt groft skåret ud forventet en alvorstung navlepiller - men fik en klog, veloplagt og ret morsom Espedal at høre. Mange af temaerne gik igen fra flere af de andre forfatterinterviews, jeg hørte: Skriveproces, litterære problemstillinger, og ikke mindst det at læse som henholdvis læser og som forfatter. Men også begrebet sorg blev vendt, da Espedal har mistet to ægtefæller, en pga. dødsfald og en pga. skilsmisse. Og Espedal underholdt her med en lille anekdote, som jeg ikke kan lade være med at videregive: Den første nytårsaften efter skilsmissen var han alene og helt nede i kulkælderen, men havde købt en flaske champagne og noget sprut og han drak sig grundigt i hegnet den aften. Men på et tidspunkt begyndte telefonen at ringe. Det var hele familien som på skift ringede for at fortælle at kongen, ja selveste Kong Harald den femte havde nævnt og citeret fra hans nyeste bog i sin nytårstale! Dagen efter talte han i telefon med sin tidligere kone og fortalte, at han havde drømt at hun stod på en balkon og hilste folket flankeret af fire mænd, og hun fortalte, at hun havde drømt at han stod på en balkon og hilste folket flankeret af fire kvinder....
Fruen og Tomas ved signering.
Ellers hørte jeg - eller Fruen og jeg - andre rigtig gode interviews med først og fremmest Jeffrey Eugenides, Kerstin Ekman, Nicole Krauss, Naja Marie Aidt og Jonathan Safran Foer, hvor især Jeffrey Eugenides  og Kerstin Ekman var oplevelser, som jeg meget nødigt ville have været foruden. Min yndlingsinterviewer var helt klart Synne Rifbjerg fra Weekendavisen, som aldrig tog ordet ud af munden på folk eller dissekerede litteraturen, men formåede at skabe en naturlig samtale - hver gang.
Rigtig god weekend på Louisiana (og dyrt i bogindkøb!), og jeg har det lidt i dag søndag, hvor vi ikke tager afsted, som om vi har været langt væk hjemmefra - selv om vi har sovet i vores egen seng begge nætter. Pragtfuldt arrangement i skønne omgivelser!

onsdag den 22. august 2012

John Irving: I én person, 2012

John Irvings (f. 1942) nyeste bog I én person er en af den slags bøger, hvor det er umuligt at give et kort resumé af handlingen på en måde, som yder bogen retfærdighed. Af samme grund havde jeg også ønsket at kunne sætte flere etiketter eller emner på bogen end de 200 tilladte tegn - bl.a brydning, familie, AIDS, livshistorie, fordomme, kostskoler m.v. Men man kan ikke få det hele, eller rettere: Det er hvad Irving giver én i denne bog: Det hele.
Billy Abbott (f. 1942) er forfatter og vokset op på som lærerbarn på en middelmådig kostskole i staten Vermont. I trettenårsalderen følger Billys nytilflyttede stedfar Richard ham hen på det lokale folkebibliotek, hvor den transseksuelle bibliotekar Miss Frost regerer. Billy forelsker sig voldsomt i hende, uden at kende den transseksuelle historie og får nogle år efter sin seksuelle debut hos hende. Man følger Billys biseksuelle liv fra de fordomsfulde og bonerte 1950'ere op gennem 60'ernes og 70'ernes seksuelle frigørelse til katastrofeårene i 80'erne med AIDS-epidemien og videre til 2010, hvor historien er fortalt fra.
Som sagt yder man absolut ikke bogen og Irving retfærdighed ved at give sådan et tørvetrillerreferat, for bogen er skrevet med en fantastisk fortælleglæde, som både gør plads til en række meget barokke optrin og dialoger uden at det går ud over bogens anden intention om at give et stort anlagt biseksuel livs- og samtidshistorie gennem femoghalvtreds år. Og som jeg kan huske, da jeg i 80'erne læste Garp og Hotel New Hampshire, er der et stort og farverigt persongalleri af gode (og troværdige) typer, der udfylder deres roller på bedste vis.
Jeg blev mere eller mindre overbevist om at John Irving selv må være biseksuel, sådan som han kan beskrive problemstillinger, som jeg som hetero kunne forestille mig de måtte være i en biseksuels liv, men blev imødegået af et lille interview i Publishers Weekly. Det imponerede mig bare endnu mere, at han selv er heteroseksuel og kan skrive historien så indlevet.
Tæskegod bog, og jeg tror da jeg vil kigge nærmere på Irvings store bagkatalog.
****1/2
(Lindhardt og Ringhof, 496 sider / 731 Kb. Oversat af Vibeke Houstrup fra amerikansk: In one person, 2012)
Se mereLitteratursiden
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske og Politiken (af amerikansk udgave)

lørdag den 18. august 2012

Teateranmeldelse: Dette burde skrives i nutid på Mungo Park i Allerød

Klik for større
Når man skriver sit indlæg nr. 500 på sin blog (Hip Hip Hurra!), skal det gerne være lidt anderledes. Så denne gang er det en teaterforestilling på teatret Mungo Park i Allerød, som jeg anmelder. Men langtfra det sædvanlige stofområde på Bogbrokken er det nu ikke, da det er en dramatisering af Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid, der er tale om.
Direktøren for Mungo Park Martin Lyngby har selv bearbejdet romanen til et teaterstykke og står også for instruktionen. De fire skuespillere er (fra venstre på billedet): Jonas Munck Hansen, Marie Bach Hansen, Christine Albeck Børge og Kasper Leisner. Og de laver tilsammen en fortrinlig forestilling, tro overfor teksten og som både rammer tonen, stemningen og 80'er-portrættet glimrende. Nu skriver jeg at stykket er tro mod teksten, men der er faktisk en central tilføjelse. Det er de festsange, som Dorte tager halvandet hundrede kroner for at skrive. Det er festsange, som Helle Helle selv har skrevet til sine omgivelser. De tilføjer virkelig noget til stykket og bliver sunget smukt af de fire medvirkende - ofte med et melankolsk twist i den ofte meget smukke firstemmige sang og i melodien. Flot!
Alle skuespillerne leverer glimrende præstationer i den enkle og meget velfungerende scenografi. Først og fremmest Marie Bach Hansen som fortælleren Dorte, der bare venter på at livet går i gang. Hun emmer af skrøbelighed. Og Kasper Leisner og Christine Albeck Børge er imponerende i deres roller, som de skifter ubesværet mellem. Specielt kunne jeg ikke stå for Kasper Leisners fortolkning af stort set samtlige mandlige roller, herunder Dortes fire(?) kærester. Jonas Munck Hansen har ikke de store roller, men fungerer mest som guitarist, hvor han med god guitar fik langt 80'er-bunden til både sange og til stemning.
Jeg havde ærlig talt  ikke forestillet mig, at det kunne lade sig gøre at lave et teaterstykke over Helle Helles bog om "ingenting", men der var kant  ogbid i stykket, og klumperne i halsen blev ofte afløst af befriende latter fra publikum - og i den grad også for mig.
Der er tid endnu: Se den endelig. Dette burde skrives i nutid anbefales hermed varmt - også som teater!
****

Se mere om stykket hos Mungo Park - Spilleperiode 14. august til 1. september & 3. til 17. oktober.
Læs anmeldelser af stykket fra Berlingske, Kristeligt Dagblad, Information og Jyllands-Posten
Læs også min anmeldelse af Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid fra 2011

fredag den 17. august 2012

Jesper Stein: Uro, 2012

Jesper Stein Larsen er endnu en journalist der er sprunget ud som skønlitterær forfatter i år. Han har researchet til sin krimidebut ved at have politi- og retsstof som hovedområde på Jyllands-Posten i en del år. Men det og skrive en  krimi er ikke nødvendigvis det samme. Men det har Jesper Stein gjort - og han har gjort det godt.
Uro har den uregerlige (og hashrygende, hypokondriske og jaloux)  vicekriminalkommissær Axel Steen som hovedperson. Han er temmelig ugleset af kolleger, men mest på ledelsesgangen. Alligevel sættes han til at lede efterforskningen af et penibelt drab, sket under balladen i døgnet efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej i 2007. Natten efter rydningen bliver en tilsyneladende autonom mand dræbt på Assistens Kirkegård, som er totalt afspærret og bevogtet af talstærkt politi. Og videofilm viser endda at morderen er iklædt en dragt, hvor der står "POLITI" på ryggen. Men sandheden er mere kompliceret end som så, da det viser sig, at der er flere vinkler i den sag. Mildest talt!
Det er en rigtig fin krimidebut Jesper Stein, som han bare hedder som forfatter, har fået med Uro. Det at han har en baggrund som journalist lader sig ikke mærke, som ellers ofte blandt skønlitterære journalistforfatterkolleger kan være noget bedrevidende og ikke mindst "budskabsformidlende", især i krimi- og spændingsgenren. Sproget flyder, er mundret og troværdigt til personerne, der også virker ægte. Han har brugt Nørrebro fint som kulisse og valgt en billedrig begivenhed i Nørrebros nyere historie som baggrund for historien. Og ikke mindst: Et flot plot. Godt gået, Stein.
Tre en halv stjerne på vej mod de fire.
***1/2
(Politiken, 408 sider)
Se mereLitteratursiden 
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information og Politiken

tirsdag den 14. august 2012

Jon Nordström (red.): Dansk porno - Danish Porn, 2012

Danmark var en verdensmagt i 1970'erne. Folk strømmede hertil fra hele verden, og blev de derhjemme eksporterede vi via postordre i stor stil, hvad vi havde at byde på. Vi taler selvfølgelig om porno. Men fremstilling af pornografi i Danmark startede lang tid før billedpornografiens frigørelse i 1969. Og det handler bogen Dansk Porno også om.
Her trækkes pornoens historie i Danmark op fra slutningen af 1800-tallet indtil slutningen af 70'erne, da storhedstiden sluttede og de udenlandske producenter efterhånden helt overtog markedet. Bogen udgøres af tretten essays, hvor Morten Thing tager sig af at føre dansk pornohistorie fra de "tidligste tider" op til 60'erne - samt et for- og efterspil. De andre essys er forskellige pluk ned i 60'erne og 70'ernes danske porno, især koncentreret omkring de store navne i pornografiproduktionen: Ole Ege, brødrene Theander, "ornepigen" Bodil Joensen m. v. Hvert essay bringes på både dansk og engelsk og er righoldigt illustreret med et væld af pornografiske billeder, politirapporter o.l. Desuden er hele teksten bragt på både dansk og engelsk, så bogen er til trods for sine 336 sider hurtigt læst.
Det er et stor og flot værk, som Nordstroms har udgivet - med mange gode essays og med billeder, der illustrerer pornoverdenen dengang godt. Dengang kunne man lave porno med folk, der lignede almindelige mennesker med normale bryster og ubarberet kønsbehåring. Fint portræt af pornoverden af i går.
Så udgangspunktet er absolut, at Dansk porno ér en god bog, men...: Den største irritation ved bogen er de manglende billedtekster. Jeg vil tro det er under ti af de rigtig, rigtig mange billeder, der er forsynet med billedtekster. Det gør måske ikke så meget ved de pornografiske billeder, selvom det ville være oplysende at få i det mindste et årstal. Men der er andre gange, hvor det er helt nødvendigt, at der er en billedtekst for at kunne forstå, hvorfor billedet er der. Ærgerligt! Desuden synes jeg der mangler en opsamling på hvor dansk porno står i dag. Som beboer på Vesterbro i de sidste 25 år kan jeg i hvert fald se, at Istedgades forretningsliv slet ikke på samme måde er præget af pornoen, som det var, da jeg flyttede hertil.
***
(Nordstroms, 336 sider. Med bidrag af Morten Thing, Ole Lindboe, Jack Stevenson, Torben Andersen & Søren E. Jensen. Oversættelser til engelsk af Morten Hjelm)
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Nordjyske og Politiken

mandag den 13. august 2012

Robert Goddard: Ulven fra Beograd, 2012

Den anerkendte et par og halvtredsårige britiske kirurg Edward Hammond har en hemmelighed. I 1996 skaffede han penge til en dyr skilsmisse ved at foretage en levertransplantation på den serbiske gangster og paramilitære leder Dragan Gazi. Nu tretten år efter sidder Gazi i fængsel i Haag sigtet for omfattende krigsforbrydelser under den jugoslaviske borgerkrig, og nu er det ham der har brug for penge. Hammond kontaktes af Gazis datter, som stiller ham et ultimatum: Enten skaffer han Gazis skjulte formue til veje, ellers vidner Gazi ved Den internationale Krigsforbryderdomstol og lægger Hammonds anseelse og karriere i ruiner ved at fortælle om operationen, der var ulovlig pga. de internationale sanktioner.
Det er min første Robert Goddard, og jeg blev egentlig lidt ærgerlig, efter at have hørt meget godt om ham. Han skulle være en mester i at lave plots, og plottet er bestemt heller ikke ringe udtænkt. Men jeg syntes aldrig for alvor at bogen blev rigtig spændende. De bratte skift, der sker i handlingen for at give spænding, virkede ikke specielt overraskende og fungerede derfor ikke - på mig i hvert fald.
Jeg kom heller aldrig til at tro på personerne som levende mennesker. Særlig slemt var det med de to kvinder, og især Gazis datter Ingrid går på et tidspunkt ved s. 300 over i det helt tegneserieagtige. Men ellers var psykologien for ugebladsagtigt og firkantet, og så virker det altså noget søgt, når forfatteren prøver at komme tunge emner som skyld og skam i den store målestok ind i dén psykologiske mølle. Så på trods af avisernes pæne til gode anmeldelser, var bogen noget af en skuffelse.
Der er ikke så meget at sige til Ulven i Beograd - den bliver hurtigt glemt...
**
(Gyldendal, 350 sider. Oversat af Claus Bech fra engelsk: Blood count, 2011)
Se mereLitteratursiden 
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

fredag den 10. august 2012

Nanna Goul: Privat skov, 2012

Det er ikke så tit, at litteraturanmeldere kaster sig sig ud på det dybe og udsætter sig for risikoen for at få de samme høvl, som de nogle gange selv uddeler. Men Weekendavisens Nanna Goul har gjort forsøget, og det er ikke blevet dårligt.
Privat skov handler om Olga, der er litteraturstuderende og møder Henrik Valentin Rich, en floskelramt handelshøjskolefidus, der lugter af sved, og flytter sammen med ham på Ydre Nørrebro (eller hvad det nu hedder). Men Henrik Valentin Rich har en ide om at flytte på landet og Olga flytter tjenstvilligt med ud i skoven ved Holbæk. Men Henrik Valentin Rich har pludseligt mere og mere overarbejde i København. Planlægningen står han stadig for, og han har mange planer, men Olga er overladt til sig sig selv, rødvinen og de andre beboeres venlighed - hvis man altså følger de uskrevne regler. Men også ude i skoven kan overraskende ting ske...
Nanna Goul har klaret sin opgave godt og har leveret en morsom og noget skæv (til dels i genkendelig grad) historie, der har nogle gode hip til drømmen om det gode liv på landet som altings løsning.Olga gør alt for at stille alle andre end sig selv tilpas, så hun nærmest kun søger sig selv via rødvinsbælleri, og der skal en dialog til med sin den fiktive Hanna for at komme frem til oprøret mod Henrik Valentin Richs tyranni. Men hun finder dog også frem til sin indre lussingesvinger...
God lille sag fra Nanna Goul, som da godt en anden gang må skrive må stille sig til rådighed for andre litteraturanmeldere.  Og forresten: Skøn forside!
***
(Lindhardt og Ringhof, 216 sider / 410 Kb)
Se mereLitteratursiden 
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelder fra Jyllands-Posten, Politiken, Information og Kristeligt Dagblad