søndag den 26. august 2012

Bogbrokkehovedets indtryk fra Louisiana Literature 2012

Patti under minikoncerten
Jamen, hvad skal jeg sige: 65-årige Patti Smith var hovednavnet på årets Louisiana Literature, og efter interviewet af hende fredag aften af Kim Skotte var og blev hun bare den allerstørste oplevelse på dette års udgave! Og de andre repræsenterede forfattere på festivalen behøver bestemt ikke at have det dårligt over det. For Patti Smith kunne levere en en litterær, erindringsmæssig, musikalsk, charmerende, selvironisk og - må jeg skrive sådan noget - nærmest omfavnende oplevelse til sit publikum ved sine fire optrædener.
Mit forhold til Patti Smith var, før jeg startede med at læse hendes bog Just Kids for nogle dage siden, at jeg kun kunne huske hendes indspilning af Bruce Springsteens Because The Night fra 1975. Men det har hun da i den grad fået lavet om på de sidste dage.
Især under interviewet med Kim Skotte fredag aften tog Patti Smith det ene point efter det andet i sine hilsner til Pussy Riot, hendes status på USAs situation ("My poor country"), om begrevbet loyalitet, om sit forhold til litteratur og kunst og ikke mindst Arthur Rimbaud. Flot performance, der til udelt begejstring sluttede af med en akustisk minikoncert med støtte fra sin faste guitarist Lenny Kaye, hvor hun fik os alle til at gø og hyle som hunden Banga. Jeg tror vi alle følte vi selv var med på scenen. Meget smukt og stærkt!!! Og sikke en stemme og udstråling.
Tomas & Josefine
Den næststørste oplevelse - og overraskende oplevelse - var da Fruen og jeg lørdag eftermiddag overværede nordmanden Tomas Espedal blive interviewet af vores egen finlitterære himmelstormer Josefine Klougart. Af en eller anden grund havde jeg lidt groft skåret ud forventet en alvorstung navlepiller - men fik en klog, veloplagt og ret morsom Espedal at høre. Mange af temaerne gik igen fra flere af de andre forfatterinterviews, jeg hørte: Skriveproces, litterære problemstillinger, og ikke mindst det at læse som henholdvis læser og som forfatter. Men også begrebet sorg blev vendt, da Espedal har mistet to ægtefæller, en pga. dødsfald og en pga. skilsmisse. Og Espedal underholdt her med en lille anekdote, som jeg ikke kan lade være med at videregive: Den første nytårsaften efter skilsmissen var han alene og helt nede i kulkælderen, men havde købt en flaske champagne og noget sprut og han drak sig grundigt i hegnet den aften. Men på et tidspunkt begyndte telefonen at ringe. Det var hele familien som på skift ringede for at fortælle at kongen, ja selveste Kong Harald den femte havde nævnt og citeret fra hans nyeste bog i sin nytårstale! Dagen efter talte han i telefon med sin tidligere kone og fortalte, at han havde drømt at hun stod på en balkon og hilste folket flankeret af fire mænd, og hun fortalte, at hun havde drømt at han stod på en balkon og hilste folket flankeret af fire kvinder....
Fruen og Tomas ved signering.
Ellers hørte jeg - eller Fruen og jeg - andre rigtig gode interviews med først og fremmest Jeffrey Eugenides, Kerstin Ekman, Nicole Krauss, Naja Marie Aidt og Jonathan Safran Foer, hvor især Jeffrey Eugenides  og Kerstin Ekman var oplevelser, som jeg meget nødigt ville have været foruden. Min yndlingsinterviewer var helt klart Synne Rifbjerg fra Weekendavisen, som aldrig tog ordet ud af munden på folk eller dissekerede litteraturen, men formåede at skabe en naturlig samtale - hver gang.
Rigtig god weekend på Louisiana (og dyrt i bogindkøb!), og jeg har det lidt i dag søndag, hvor vi ikke tager afsted, som om vi har været langt væk hjemmefra - selv om vi har sovet i vores egen seng begge nætter. Pragtfuldt arrangement i skønne omgivelser!

2 kommentarer:

  1. Ikke underligt at Patti Smith var hovednavnet:) Tak for et godt indlæg!

    SvarSlet
  2. Jamen, jeg undrer mig sådan set heller ikke - og slet ikke nu!

    SvarSlet