Jo Nesbø: Sønnen, 2014

Jo Nesbø uden Harry Hole? No problemo!
Med Sønnen, der kun er Nesbøs anden voksenbog uden sin sædvanlige hovedperson, viser Nesbø, at han sagtens kan skrive en fremragende krimi uden den karismatiske Hole. Det lykkedes ikke godt med Headhunterne fra 2008, men her er det godt. Rigtig godt.
Sønnen er historien om den ca. trediveårige Sonny Lofthus, der i tolv år har siddet fængslet for flere mord - mord som han ikke har begået, men har påtaget sig skylden for mod at blive forsynet med heroin i fængslet. Sonnys far var politimand men blev afsløret som korrupt og begik selvmord - og Sonnys verden brød sammen.
Nu får Sonny så at vide, at faderen ikke var korrupt og faktisk blev myrdet af "Tvillingen" - den stadig ubestridte gangsterchef i Oslos underverden, som Ab Lofthus skulle have været "muldvarp" i politiet for. Og så får Sonny fokus - og det bliver på hævn over de kræfter, som har gjort hans sidste tolv år til et helvede.
Der er skruet godt op for de religiøse over- og undertoner i Nesbøs glimrende hævntogt. Både Faderen, Sønnen og Judas er repræsenteret sammen med de store bibelske temaer skyld og tilgivelse for tage bare nogle få eksempler. Jeg vil egentlig gerne se en teologs analyse af denne krimi.
Som i mange af Nesbøs andre bøger er det fantastisk fortællemæssige drive så godt, at jeg havde svært at slippe historien, når jeg først var oppe i gear, og det kom jeg hurtigt!
Jo Nesbø har endnu engang lavet en krimi fra et kulsort Oslo, som man som turist ikke ser i den tilsyneladende idylliske småhovedstad. Her er korruption, gangstervælde, hårde stoffer og drab til op over begge ører, men drivkraften er stadig gode gamle Harry Hole ord om, at "det er kærligheden, ikke hadet, der gør, at du er villig til at gøre hvad som helst". Her mere tydeligt end nogensinde i Nesbøs bøger.
Tillykke til Jo Nesbø, der med Sønnen viser, at han sagtens kan skrive lige så glimrende krimier som altid, også uden Harry.
 
(Modtryk, 441 sider. Udgivet 21. marts 2014. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Sønnen, 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Dagbladet (Norge)

Erlend Loe: Status, 2014

Man tør jo næsten ikke skrive en anmeldelse af Status af angst for pludselig at finde sig selv liggende på gulvet derhjemme med en rasende halvnøgen forfatter, der tæver én med hjemmets tungeste bog (præstefarfars alterbibel), mens han belærer én om ordentlig litteratur. Men der er nu nok ingen fare for det, da jeg med det samme kan berolige Erlend Loe med, at han med Status har skrevet en rigtig god og morsom satire over det litterære kredsløb og om det allermest følsomme tidspunkt i en falleret forfatters liv: Den dag man udgiver den bog, som man håber vil sikre ens comeback som stjerne på den litterære scene.
Femogtresårige Nina Faber var et navn på 70'ernes norske litteraturscene. Som der står i romanens tredie sætning: "Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger, og vejret i byer, hun aldrig havde været i". Nina fik aldrig Nordisk Råds litteraturpris og gik langsomt i glemmebogen og i hundene i en lille lejlighed i Istanbul. Der har hun skrevet en række digte om især udsigten fra sit vindue over Bosporusstrædet. Tilbage i Oslo tidligt på udgivelsesdagen af digtsamlingen Bosporus sidder Nina nu, ædru og nervøs, og da først de temmelig perfide anmeldelser refereres af hendes redaktør og en boghandel aflyser en oplæsning med hende, beslutter hun sig for at gå til modangreb: En digter ser rødt - og det går ikke stille af!
Der er i den grad knald på Loe i Status. Og det er meget morsomt og rigtig godt humoristisk/satirisk håndværk. Loes figurer er som næsten altid nogle arketyper, der både er til at holde af og til at finde ret latterlige, og her er Nina Faber bestemt ikke undtaget med hendes eneste uforbeholdne (og ugengældte) kærlighed til kolonihavens laktoseintolerante pindsvin, Jussi.
Selve handlingen må de fleste forfattere, som på et eller andet tidpunkt har følt sig uretfærdigt bortdømt af anmeldere, kunne fryde sig over og nikke genkendende til fra deres egne fantasier om hævn over visse dele af det litterære kredsløb. Det virker i hvert fald som om, Erlend Loe har hygget sig gevaldigt med skrivningen af Status. Og det kommer bestemt hans læsere til gavn!
 
(Gyldendal, 144 sider. Udgivet 6. februar 2014. Oversat af Susanne Vebel fra norsk: Vareopptelling, 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen

Ola Bauer: Sortefod, 2013 (1995)

Fem år på kostskolen for vanskelige børn havde gjort Tommy til et godt menneske med en skæv næse der lod Lugeren ligge hjemme til sin første skoledag uden for murene, det han kaldte åben sikring, med en vild sang i hovedet og et sardonisk smil om den tørre mund. (Første sætning i Sortefod)
Jeg kan vist allerede nu godt love, at Ola Bauers Sortefod, som er anden bog i en serie om norske Tommy, er sikker på en plads på min Top 10 over de største læseoplevelser i 2014! Efter den ovenstående første sætning taber bogen på intet tidspunkt pusten, og den er i hvert fald helt på højde med etteren, Hestehovedtågen, som fik et sikkert valg som en af de første på min 2013-liste.
I Sortefod er Hestehovedtågens 1951 blevet til 1957, og Tom er blevet seksten år og kalder sig nu Tommy med kunstfærdig brylcremefrisure og lyseblåt jakkesæt a la Gene (Be Bop A Lula) Vincent. Han starter på gymnasiet efter fem år på kostskolen for vanskelige elever, hvor han har fået en fremragende men aldeles ubrugelig eksamen fra. Til gengæld har lært så meget andet af den ungarske pige Kocsis mellem syvende og ottende række i inspektørens ribsbed. Stil og piger er det store omdrejningspunkt, men det første er nu mest til at fremme det sidste: Pigerne. Tommy er en charmerende platugle, som rask væk omskriver noveller af et af sine idoler, Hemingway, som i den grad tager kegler hos klasselæreren Flågvitet, som ellers havde udset Tommy til at dumpe, når den tid kom.
Den desværre tidligt afdøde Ola Bauer (1942-99) foretager i Sortefod et stramt styret sprogligt amokløb, så hele bogen er en guldgrube for samlere af både meget morsomme og vildt velskrevne citater med skarp ironi eller satirisk spids. Det er ren fornøjelse at læse både Bauers portrætter af den første norske rock'n roll-generation - og ikke mindst de mærkværdige voksne, der omgiver dem. Her er portrættet af Tommys lærer Flågvitet og hans forskruede ambitioner en ren perle. Eller portrættet af den aldrende golfmester Kilde og hans hævn over voluntørerne i Fru Brochs sportsmagasin. Men også den tale, som skolens rektor holder ca. midt i bogen, ville være blevet et hit, hvis f.eks Ebbe Rode havde indspillet den som monolog. Skønt, skønt.
Som konklusion kan jeg passende gentage mig selv fra min anmeldelse af Hestehovedtågen, hvor jeg skrev: "...en fuldstændig vidunderlig bog: Fantastisk godt ramt, overlegent godt skrevet - og ikke mindst enormt morsom". Det hele passer også til Sortefod, som jeg kun kan give mine allerbedste anbefalinger til eventuelle kommende købere og lånere. Tredie bind i serien om Tommy, Magenta, kommer pa dansk senere på året.

(Batzer & Co, 340 sider. Udgivet 8. november 2013. Oversat af Jannie Jensen fra norsk: Svartefot, 1995)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten (abon.)

Ola Bauer: Hestehovedtågen, 2013 (1992)

Mandlige norske forfattere har meget ofte nogle sammenfaldende referencer i deres romaner: Nemlig det at være barn og dreng, mødet med kærlighed og seksualitet, og gerne med handlingen henlagt til det årti, hvor de selv var ti til femten år. Per Petterson, Roy Jacobsen, Lars Saabye Christensen, Tore Renberg og andre har været med på dette tema med glimrende resultater - og nu er den lidt ældre Ola Bauers (1943-99) Hestehovedtågen endelig oversat og udgivet af Batzer & Co. Og det er en helt vidunderlig bog, som vi har måttet vente enogtyve år på. Og som ofte med bøger, hvis figurer i bund og grund er ret tragiske, er historien om dem meget morsom!
Oslo, 1951: Tom er ti år, søn af den likviderede værnemager og stikker Store Tom. Hans malende og småpimpende mor Lister har den impotente samlever, storcharmøren Robert, Norges mest prisvindende swingpjatte, som stort set kun udtrykker sig ved hjælp af sit flygel. Til gengæld er det storpimpende skovmenneske og forfatter Munken (der vel og mærke likviderede Store Tom) hendes elsker og i bund og grund drengen Toms opdrager til det kommende liv. Og det liv starter, da Lister til ung pige i huset hyrer den unge, smilende, store og meget frodige islandske Helga. Det udløser både indre jordskælv og vulkanudbrud og udfordringen om, hvordan dælen man tackler det, når man bare er mors Tommeliden...
Det er som sagt en fuldstændig vidunderlig bog: Fantastisk godt ramt, overlegent godt skrevet - og ikke mindst enormt morsom! Billederne af den tiårige Tom, som forsøger at gøre sig selv og sin krop voksen på et øjeblik, hans (især uudtalte) 'forførende' ord til Helga og forsøg på erotiske øjne er helt skønne. Og lur mig om ikke andre tidligere drenge kan nikke genkendende mange steder i bogen. Kapitlet om juleaften 1951 er helt eminent og kunne tjene som fast tilbagevendende oplæsningsstykke til mere løsslupne juleafslutninger. Det er der, hvor impotente Robert i julegave både får præservativer, en dolk som ikke passer til skeden, og fra Helga og Island en dåse "fåretestikler i en marinade af myseost hvor pungen er intakt"...
Hestehovedtågen er heldigvis kun første af fire bind om Tom, og kom bare, Batzer & Co. - vor hjemlige garant for tilførsel af bl.a norsk kvalitetslitteratur - med det næste og næste og næste bind i serien så hurtigt som muligt. Foreløbig må jeg nøjes med at give første bog om Tom fem velfortjente stjerner:

(Batzer & Co, 308 sider. Udgivet 25. maj 2013. Oversat af Jannie Jensen fra norsk: Hestehodetåken, 1992)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad

Lars Saabye Christensen: Blink, 2013

Det virker som om, at Lars Saabye Christensens fødsels(dags)forberedelse til at blive tres år har været at skrive Blink. Ikke nok med at bogen er status og tilbageskuen over et forfatterliv, men Saabye bruger også den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmers fabelagtige ord som bonmot til bogen:
"Spegeln ser bara mitt senaste ansikta, jeg känner av alla mina tidligare". Og det citat bruges på en helt særlig måde i Blink.
Egentlig består Blink af tre meget forskellige bøger, både i indhold og i skrivestil. Første del, der bare hedder Blink, handler om den femten-sekstenårige digterspire Chris Funders sommer på Nesodden syd for Oslo i månelandingssommeren 1969. Det er rendyrket Saabyeekvilibrisme, hvor Funder får pillet barndommens uskyld af sig i mødet med den dejlige Heidi og ikke mindst den udstødte dreng Iver Malt. 
Hvor første del i den grad er i varme farver, er anden del Mellemmanden en sort/hvid og råkold fortælling om Frank Farelli, der ansættes som den ulykkesramte amerikanske småby Karmacks "mellemmand", nemlig ham der skal overbringe familier de dårlige nyheder ved hver ny ulykke i byen.
Det viser sig i tredie del, Epilog, at historien om Frank Farelli er et romanmanuskript, som den nu tresårige etablerede forfatter Funder har mistet. Funder befinder sig nu på et sanatorium i Maryland, USA, hvor han gennemgår behandling for en solid livskrise, Og i denne sidste (måske lidt for) korte del bindes alle ender sammen, så bogen faktisk fremstår som ét hele. 
Blink er ekstremt dygtigt skruet sammen, både romanteknisk og indholdsmæssigt. De glimt eller blink af elementer, som går igen og igen i de tre meget forskellige dele af romanen, ikke mindst Ella Fitzgeralds forrygende udgave af Irving Berlins Blue Skies, fungerer nærmest perfekt i at skabe bogen. Saabye Christensen kender sine virkemidler og bruger dem på den mest drevne og elegante måde.
Det er forrygende flot at kunne skabe en linie mellem de tre dele, og der venter dig en stor og meget forskelligartet oplevelse, når du læser dette næsten-mesterværk, for det kommer du ikke uden om at gøre!
Blink er selvfølgelig også et af Norges bud på en vinder af årets Nordisk Råds Litteraturpris. Jeg vil ikke klage, hvis den skulle tage prisen.

(C&K, 462 sider. Udgivet 7. juni 2013. Oversat af Ellen Boen fra norsk: Sluk, 2012)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Weekendavisen

Jo Nesbø: Politi, 2013

Jamen, det er endnu engang en god og voldsom oplevelse at være i selskab med Harry, Beate, Katrine, Gunnar, Bjørn, Ståle, Arnold, Rakel og Oleg men også Truls, Mikael, Isabelle, Valentin, Silja med flere.
Denne gang skal jeg være meget kryptisk for ikke at afsløre for meget af handlingen. Derfor har jeg hugget teksten fra bagsiden af bogen. Der står:
"På en afsidesliggende hospitalsstue ligger en mand i koma. Ingen ved, om han nogensinde kommer til bevidsthed igen. Han er døgnover­våget af politiet, der har meget at spørge ham om, hvis han skulle vågne.
En politimand bliver fundet dræbt på det sted uden for Oslo, hvor der for mange år siden blev begået et mord, han var med til at opklare. Også datoen er den samme. Da der i løbet af nogle måneder sker det samme for to andre politifolk, tegner et skræmmende mønster sig. Ingen af de gamle mord blev opklaret, og nu er en brutal og hævngerrig morder løs. Trods en massiv indsats står politiet på bar bund. Derfor samler Beate Lønn og Gunnar Hagen en uofficiel gruppe, der skal forsøge at finde alternative veje i efterforskningen. Men der er en, de savner i deres midte: Harry Hole".
Kryptisk eller ej. Der er som sædvanlig tale om det allerbedste skandinaviske krimihåndværk, når Nesbø og Hole slår pjalterne sammen i kampen mod indtil flere mørkemænd og -kvinder. Ingen når Nesbø, når det drejer sig om at skabe en krimi, som både får sin læser til at sitre og gyse - få tårer i øjenkrogen og le befriet af gode oneliners.
Jeg var som altid fanget hele vejen igennem af Nesbøs evne til at skabe en stærk og vedkommende historie med et suverænt plot, gode og ægte helte og skurke og et godt sprog, som mange krimiforfattere ville slå ihjel for at opnå.
Stærk nummer 10 fra Jo Nesbø, som endnu engang befæster tronen som en af verdens bedste krimiforfattere!

(Modtryk, 524 sider. Udgivet 10. juni 2013. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Politi, 2013)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske
Politi er tiende bind i serien om Harry Hole. De øvrige bind er:
1. Flagermusmanden, 2000
2. Kakerlakkerne, 2001
3. Rødhals, 2001
4. Sorgenfri, 2004
5. Marekors, 2005
6. Frelseren, 2006
7. Snemanden, 2007
8. Panserhjerte, 2009
9. Genfærd, 2011

Erlend Loe: Fvonk, 2013

Her hos dig, Fvonk, er jeg mig selv, siger han gentagne gange.
Det er jeg også, tænker, Fvonk. Problemet er bare at han hellere vil være en anden. (s. 77)
Den første replik bliver sagt af Norges statsminister, Jens. Han har i de senere år følt sig udslidt og tynget af sin magt og store ansvar og af aldrig at kunne være sig selv. Han har derfor fået igennem, at han lejer et værelse ude i byen, nemlig hos Fvonk, som også kæmper med sit liv, deprimeret, paranoid, bitter og isoleret efter at Vandre- og Motionsforbundet, hvor han var ansat, er nedlagt pga. noget "snavs" med oppumpede medlemslister. De to mænd finder et venskab, ser slam på TV, løser krydsord, bygger enorme opstillinger af byggeklodser drikker vin og taler sammen - og har i det hele taget rigtig godt af hinanden....
Det er en rigtig sød og sjov lille bog, Loe denne gang har skruet sammen. Man kan genkende forfatteren fra hans velmagtsdage - men her i en noget mere rund form, selv om der en del steder er kant på portrætterne af de to mænd.
Erlend Loe har altid blik for en skæv vinkel på sine personer og deres svagheder, og Fvonk er bestemt ingen undtagelse. Tværtimod ruller han sig helt ud - endda med en kendt og navngivet hovedperson, Jens Stoltenberg. Og heller ikke udenrigsminister (nu tidligere) Jonas Gahr Støre og Fremskrittspartiets leder Siv Jensen (Æblekvinden) går ram forbi.
Fvonk er et godt, lille og hyggeligt klukkende frikvarter fra litteraturens øvrige tungsindigheder og fra mord, vold og modbydelighed.

(Gyldendal, 211 sider. Udgivet 28. februar 2013. Oversat af Susanne Vebel fra norsk: Fvonk, 2011)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske

Lars Saabye Christensen: Saabyes cirkus, 2007

Under min lungebetændelse fandt jeg på en af vores reoler Lars Saabye Christensens Saacyes cirkus. En lille gul sag som jeg engang købte for en tyver, tror jeg, på en tilbudshylde i en boghandel. Og bogen er så rigeligt prisen værd - den kan endda tages frem, hvis man skulle komme til at ligge i sengen endnu engang i dette liv...
Rammefortællingen er om forfatteren selv, der under en optræden på en bogmesse i Paris styrter ned fra scenen. Idet han falder får han et tohundrede siders  flashback til efteråret 1965, da han var tolv-tretten år og i det brændende ønske om at få råd til en rød Fender Stratocaster får fritidsjob som blomsterbud hos Finsens Flora.
I tilbageblikket præsenteres vi for flere personer, som er med til at give historien liv: Blomsterhandleren Hr. Finsen Selv, de mere eller mindre tragiske naboer Fløjteren, "Den som flaskehalsen peger på" og Tom Curling, klassens bølle Putte "Göring" og ikke mindst den faldne cirkusprinsesse Aurora Stern, som køber og får bragt blomster til sig selv...
Der er i det hele taget et stort element af tragedie over personerne udenfor Lars' egen familie i denne bog. Men bogen er skrevet med varme og humor, og som altid med Lars Saabye Christensen er Saabyes cirkus imponerende velskrevet. Det er ikke en af hans store bøger, men den er absolut værd at læse.
God, lille og hurtigt læst lækkerbisken!

(Athene, 214 sider. Udgivet 14. september 2007. Oversat af Karsten Sand Iversen fra norsk: Saabyes cirkus, 2006)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad, LitteraturNu og Sentura

Torkil Damhaug: Ildmanden, 2012

På et tidspunkt i Ildmanden referer en af hovedpersonerne til en psykiater, som hun tidligere har gået hos, og som hun ikke syntes kunne bruges til noget. Og siger så at nu skriver han gudhjælpemig kriminalromaner! Nøjagtig som forfatteren til bogen, Torkil Damhaug, som har fungeret som psykiatrisk overlæge. Og han bruger da også løs af psykiatrien på alle måder i sine værker: Døden ved vand (2009), Se mig, Medusa (2010) og nu Ildmanden.
En ung pakistansk mand kommer til Norge i 70'erne og får arbejde på en gård i Lillestrøm udenfor Oslo, hvor han får et forhold til den mindreårige datter Elsa. Tredive år senere sætter nogen ild til gården, og over tredive heste indebrænder. Og det er kun den første af flere dødsbrande i lokalområdet. Samtidig forelsker den nørdede gymnasieelev Karsten og hans klassekammerat, pakistanske Jasmeen, sig i hinanden, men hendes familie er parat til at sætte hvad som helst ind for at stoppe forholdet. Og frygten for familiens hævn tvinger Karsten ind i en rabiat gruppe, hvilket sætter gang i begivenheder han ikke kan styre.
Ildmanden er delt ind i to dele, som ikke helt hænger sammen i mine øjne. Der bliver der lagt nogle temaer og spor ud i første del om 2003, som ikke bliver fulgt til dørs i anden del, der foregår otte år senere. Lidt ligesom Tjekhov-citatet med, at hvis der optræder en pistol i en fortælling, så skal den også affyres på et tidspunkt. Begge halvdele af bogen er dog rigtig gode og spændende og med en forrygende og meget overraskende slutning til sidst.
Men ellers skal ret da være ret: Fin underholdning med store cliffhanger-kvaliteter, troværdige personer og masser af guf i en ellers god både psykologisk og psykiatrisk thriller.
(Modtryk, 510 sider. Oversat af Ilse M. Haugaard fra norsk: Ildmannen, 2011)