lørdag den 20. juli 2013

Lars Saabye Christensen: Blink, 2013

Det virker som om, at Lars Saabye Christensens fødsels(dags)forberedelse til at blive tres år har været at skrive Blink. Ikke nok med at bogen er status og tilbageskuen over et forfatterliv, men Saabye bruger også den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmers fabelagtige ord som bonmot til bogen:
"Spegeln ser bara mitt senaste ansikta, jeg känner av alla mina tidligare". Og det citat bruges på en helt særlig måde i Blink.
Egentlig består Blink af tre meget forskellige bøger, både i indhold og i skrivestil. Første del, der bare hedder Blink, handler om den femten-sekstenårige digterspire Chris Funders sommer på Nesodden syd for Oslo i månelandingssommeren 1969. Det er rendyrket Saabyeekvilibrisme, hvor Funder får pillet barndommens uskyld af sig i mødet med den dejlige Heidi og ikke mindst den udstødte dreng Iver Malt. 
Hvor første del i den grad er i varme farver, er anden del Mellemmanden en sort/hvid og råkold fortælling om Frank Farelli, der ansættes som den ulykkesramte amerikanske småby Karmacks "mellemmand", nemlig ham der skal overbringe familier de dårlige nyheder ved hver ny ulykke i byen.
Det viser sig i tredie del, Epilog, at historien om Frank Farelli er et romanmanuskript, som den nu tresårige etablerede forfatter Funder har mistet. Funder befinder sig nu på et sanatorium i Maryland, USA, hvor han gennemgår behandling for en solid livskrise, Og i denne sidste (måske lidt for) korte del bindes alle ender sammen, så bogen faktisk fremstår som ét hele. 
Blink er ekstremt dygtigt skruet sammen, både romanteknisk og indholdsmæssigt. De glimt eller blink af elementer, som går igen og igen i de tre meget forskellige dele af romanen, ikke mindst Ella Fitzgeralds forrygende udgave af Irving Berlins Blue Skies, fungerer nærmest perfekt i at skabe bogen. Saabye Christensen kender sine virkemidler og bruger dem på den mest drevne og elegante måde.
Det er forrygende flot at kunne skabe en linie mellem de tre dele, og der venter dig en stor og meget forskelligartet oplevelse, når du læser dette næsten-mesterværk, for det kommer du ikke uden om at gøre!
Blink er selvfølgelig også et af Norges bud på en vinder af årets Nordisk Råds Litteraturpris. Jeg vil ikke klage, hvis den skulle tage prisen.
****1/2
(C&K, 462 sider. Udgivet 7. juni 2013. Oversat af Ellen Boen fra norsk: Sluk, 2012)
Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, Berlingske og Weekendavisen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar