Jo Nesbø: Sønnen, 2014

Jo Nesbø uden Harry Hole? No problemo!
Med Sønnen, der kun er Nesbøs anden voksenbog uden sin sædvanlige hovedperson, viser Nesbø, at han sagtens kan skrive en fremragende krimi uden den karismatiske Hole. Det lykkedes ikke godt med Headhunterne fra 2008, men her er det godt. Rigtig godt.
Sønnen er historien om den ca. trediveårige Sonny Lofthus, der i tolv år har siddet fængslet for flere mord - mord som han ikke har begået, men har påtaget sig skylden for mod at blive forsynet med heroin i fængslet. Sonnys far var politimand men blev afsløret som korrupt og begik selvmord - og Sonnys verden brød sammen.
Nu får Sonny så at vide, at faderen ikke var korrupt og faktisk blev myrdet af "Tvillingen" - den stadig ubestridte gangsterchef i Oslos underverden, som Ab Lofthus skulle have været "muldvarp" i politiet for. Og så får Sonny fokus - og det bliver på hævn over de kræfter, som har gjort hans sidste tolv år til et helvede.
Der er skruet godt op for de religiøse over- og undertoner i Nesbøs glimrende hævntogt. Både Faderen, Sønnen og Judas er repræsenteret sammen med de store bibelske temaer skyld og tilgivelse for tage bare nogle få eksempler. Jeg vil egentlig gerne se en teologs analyse af denne krimi.
Som i mange af Nesbøs andre bøger er det fantastisk fortællemæssige drive så godt, at jeg havde svært at slippe historien, når jeg først var oppe i gear, og det kom jeg hurtigt!
Jo Nesbø har endnu engang lavet en krimi fra et kulsort Oslo, som man som turist ikke ser i den tilsyneladende idylliske småhovedstad. Her er korruption, gangstervælde, hårde stoffer og drab til op over begge ører, men drivkraften er stadig gode gamle Harry Hole ord om, at "det er kærligheden, ikke hadet, der gør, at du er villig til at gøre hvad som helst". Her mere tydeligt end nogensinde i Nesbøs bøger.
Tillykke til Jo Nesbø, der med Sønnen viser, at han sagtens kan skrive lige så glimrende krimier som altid, også uden Harry.
 
(Modtryk, 441 sider. Udgivet 21. marts 2014. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Sønnen, 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Dagbladet (Norge)

Leif Davidsen: Patriarkens hændelige død, 2013

Dagen efter den russisk-ortodokse kirkes overhoveds tilsyneladende naturlige død findes danske Gabriel tævet til døde i en baggård Moskva. Hans tvillingebror, tv-vejrmanden  Adam, der ellers har travlt med at pleje sin karriere, rejser med sin russiskfødte mor til Moskva for at deltage i messen for den døde. Men Adam vil også undersøge, hvad der ligger bag forbrydelsen. Gabriel har været knyttet til patriarkens kontor, og noget tyder på, at det er informationer indhentet her, der er årsagen til hans voldelige død.
Adam får med sin nysgerrighed sat gang i en række begivenheder, der afslører, at ingen og ingenting er, hvad det giver sig ud for - og at uhellige alliancer mellem økonomi, politik og kirke ikke er ufarligt at begynde at anfægte...
Det rigtig gode ved Leif Davidsens forfatterskab er, at man får en masse at vide om de lande og miljøer, som hans bøger foregår i. Davidsens kendskab og øje for det russiske samfunds ofte meget anderledes mærkværdigheder er eminent - og var det såmænd i næsten endnu højere grad i hans år som moskvakorrespondent for TV-Avisen i firserne. Ingen tvivl om at han ved hvad han skriver om!
På den anden side bliver jeg nok aldrig fan af Leif Davidsen personskildrende evner. Lad gå at bipersoner kan virke klichéagtige, men når selve hovedpersonen med flere er som klippet ud af en soap-opera, er det for meget. Ikke mindst hvad angår romantikken... Det er bestemt ikke første gang, jeg har tænkt sådan under læsning hans romaner. Desværre. Så tag nu bare det specielle skrivekursus, Leif!
Plottet fungerer ellers fint uden at være prangende - men det kommer først for alvor i gang rigeligt sent. Her måtte der gerne have været bedre tid til komme mere i detaljer med rænker, alliancer og luskede interesser. For historien er spændende, men den når ikke rigtig at få sig foldet ud, inden der ikke er flere sider tilbage...

(Lindhardt & Ringhof, 427 sider. Udgivet d. 13. marts 2013)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Dagbladenes Bureau

Deon Meyer: Tretten timer, 2012

Sydafrikanske Deon Meyer får en større og større stjerne hos mig for hver gang jeg læser en af hans fremragende krimier. Og nu må forlaget godt se at få resten af hans ikke voldsomt store produktion oversat, for jeg har nemlig indenfor den sidste halvanden måned læst de tre bøger af Meyer som foreløbig er kommet på dansk, Jægerens hjerte, Jægerens bytte og nu Tretten timer.
Tretten timer foregår en sydafrikansk sommerdag i januar i Cape Town, og har endnu engang den pt. tørlagte alkoholiker vicekriminalkommissær Benny Griessel i hovedrollen. Han vækkes kl. 5.37 om morgenen af sin telefon med besked om, at en ung kvindelig amerikansk turist har fået skåret halsen over ved en kirke. Og hendes rejsekammerat Rachel er på vild flugt fra den samme skæbne. Kl. 7.02 opdager en husassistent liget af en kendt musikimpressario og-producer skudt ved siden af hans kone, der som sædvanlig er gået i koma af gårsdagens massive druk. Så er der ellers lagt op til en travl dag for Benny Griessel og hans folk....
Jamen, hvad skal jeg dog sige..? Deon Meyer kan bare skabe et nærmest perfekt plot med rigtige og levende personer og med et samfundsportræt, der har blik for korruptionen og Det nye Sydafrikas skrøbelige status med den idealistiske drøm om integration af hele befolkningen - en drøm som i praksis bliver til at der er magtkampe mellem alle befolkningsgrupper på tværs.
Tretten timer er en vanvittigt spændende krimi med den meget sammensatte Benny Griessel som et i den grad holdbart centrum, der kan fortjene en stor plads i kriminallitteraturhistorien! Flot, flot krimi og roman!

(Sohn, 484 sider. Oversat af af Svend Ranild fra engelsk: Thirteen Hours, 2010. Originaltitel på afrikaans: 13 Uur, 2009)

Læs mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information
Hør interview med Deon Meyer fra Krimimessen 2012

Masha Gessen: Putin - manden uden ansigt, 2012

Den russiske præsident Vladimir Putin (f. 1952) er ikke en mand der nogensinde har givet mig den tanke, at ham kunne jeg godt tænke mig at drikke en øl sammen med. Og den amerikansk-russiske journalist Masha Gessens biografi om Putin har bestemt ikke skærpet lysten!
Langt hovedvægten i bogen ligger i årene 1990 og frem, men man får dog også et blik ind i hans liv før. Opvokset med en identitet som slagsbror, der havde voldsomme ambitioner om at blive KGB-mand, hvad han da også blev med udstationering i Dresden i det daværende DDR. Tilbage i sin hjemby Leningrad/Sankt Petersborg blev han rådgiver for byens borgmester Sobtjak i 90'erne, før han tog springet til Moskva som udpeget afløser for Boris Jeltsin.
Og så er det at Putin træder i karakter! Fra at være valgt af kredsen omkring Jeltsin for sin ukorrupte tilgang til politik uden at have en egentlig politik, tilraner Putin sig al statslig magt omkring sig: Medierne bliver kontrolleret, rivaler og kritikere bliver fængslet, dræbt eller tvinges i eksil, terrorangreb bliver iværksat for at kunne skyde skylden på tjetjenere - eller der bruges så meget vold ved f.eks gidseltagningerne i Dubrovka-teatret i Moskva eller skolen i Beslan, at hundreder af uskyldige liv gik tabt. Samtidig har Putin efterhånden opbygget sig en formue på milliarder.af dollars - ikke mindst som følge af private overtagelser fra fængslede russiske forretningsmænd. Russisk demokrati ligger i ruiner, og det FSB (det nuværende KGB) er den egentlige magtbasis sammen med præsidenten, Putin.
Masha Gessen har haft lige præcis det sigte med sin bog at beskrive den udvikling. Der er ikke en eneste rund kant ved Putin i hendes portræt af ham. Men hun har gjort det godt og underbygget sine pointer. Hun slutter dog (heldigvis) med at beskrive, at der er ved at være en stemning af oprør i luften over tingenes tilstand, men hvor dækkende det er for hele det enorme land får hun ikke rigtig argumenteret for.
Interessant og spændende bog, som har fået mig til at få endnu mindre lyst til at drikke en bajer med Vladimir Putin!

(Rosinante, 346 sider / 439 Kb. Oversat fra af Jan Hansen fra engelsk: The M Without a Face: The Unlikely Rise of Vladimir Putin, 2012)

Se mere på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Politiken og Information

Ola Wong: Slaverne i Tanzhou, 2011

Ola Wong (f. 1977) er romandebutant men har dog tidligere gjort sig bemærket som prisvindende journalist, nemlig som kinakorrespondent til flere svenske aviser. Nu har han kastet sig over at skrive en humoristisk spændingsroman fra Kina - og det er heller ikke så ringe...
Enogtrediveårige Eliza Su, født og opvokset i Sverige af kinesiske forældre, får til til opgave af sit sikkerhedsfirma at undersøge en virksomhed i Tanzhou i Kina, der viser sig at udnytte slavearbejdere i deres produktion af krabber og ikke mindst i prostitution, herunder kvinder og handicappede børn. Hun får meget effektfuldt sat en stopper for. Hjemme igen i Malmö indhenter hævnen fra den detroniserede og mildest talt skruppelløse direktør hende med trusselsbreve, mord og mordforsøg, og tingene tager uventede drejninger.
Der er i den grad underholdning for alle pengene i Slaverne i Tanzhou, der blander en barsk spændingsroman med humoristiske og satiriske handlingsforløb og replikker i al sin barskhed. Det er dog som om, at bogen skifter karakter til det mere humoristiske, hvor den alvorlige del af historien går noget i glemmebogen efterhånden. Det er kun lige ved at lykkes, men forskellen er dog alligevel for stor på den de to dele af historien, så man står tilbage med en bog, der godt nok er enormt underholdende, men som jeg alligevel ikke rigtig vidste hvad ville. Og slutningen og opklaringen går altså lidt for stærkt til at den bliver troværdig.
Men fin underholdning - og jeg læser da gerne Ola Wong igen, især hvis han holder sig på én linie eller får blandet sine stilspor bedre næste gang.

(Forlaget Punktum, 319 sider. Oversat af Jacob Jonia fra svensk: Blodröda kräftor - jakten på Henry W, 2010)

Peter Temple: Den brændte jord, 2011

Jeg er ikke sikker på, at den australske turistforening er specielt begejstret for Peter Temples forfatterskab. For det er ikke noget flatterende billede Temple giver i Den brændte jord af Australien og især ikke af Melbourne. 
Den brændte jord har vicekriminalinspektør og leder af Melbournes drabsafdeling Stephen Villani som en stærk hovedrolleindehaver. Ægteskab og familieliv ligger i ruiner, han bliver presset voldsomt af både politikere og overordnede for at træffe politisk 'korrekte' beslutninger, der beskytter samme mod de skandaler, der lurer - og så er han mand for at deltage i nogle opfindsomme, grove og hårdkogte dialoger hele bogen igennem.
Selve historien vil jeg ikke komme så meget ind på her bortset fra at sige, at mordet på en prostitueret i et luksushøjhus og et torturdrab på tre gammelkendte gangstere viser sig at kunne have tråde langt op i samfundstoppen. Og at disse personer ikke har tænkt sig at lade Villani afsløre sig!
Det er en "tungen-lige-i-munden-bog". Jeg havde noget svært ved at holde styr på alle personer og linier mellem dem, men slugte alligevel bogen uden at bekymre mig voldsomt om at få alt med. Og det gik da.
Det er en voldsom og misantropisk bog - og den er absolut anbefalelsesværdig for krimilæsere, der kan læse indenad (jeg kunne ikke helt) og måske ikke har noget imod at tage notater undervejs...

(Gyldendal, 444 sider. Oversat af Søren Vinterberg fra engelsk: Truth, 2009)

Jacob Ejersbo: Liberty, 2009

Tredie og sidste del af Jacob Ejersbos trilogi fra Moshi i Tanzania er endnu en fantastisk rejse ind i et Afrika med to af de personer, som man tidligere har fået kendskab til fra de to andre bøger, Eksil og Revolution. Her er det danske Christian og tanzanianske Marcus, som ved bogens start i 1980 er henholdsvis 13 og 15 år gamle. Op gennem 80'erne beskrives deres venskab og ungdom med sex, drugs og reggae, korruption, angst for den tabuiserede AIDS og ikke mindst den altoverskyggende rodløshed.
Jeg skrev om forgængeren Revolution, at indtil videre var 2009's bedste danske bog. Liberty er mindst lige så fremragende. Ejersbo bruger 711 sider - og det er ikke for meget - på at skabe et univers, som det vil tage meget lang tid for mig at komme ud af igen. Det er fantastisk skarpe iagttagelser Ejersbo har gjort, både i de personlige beskrivelser, om den vestlige udviklingsbistand, som er med til at fastholde modtagerlandene i offerrollen, og om det hykleri, som det udsendte bistandspersonale fra Europa udvikler hen imod at blive den ny tid kolonialister.
Det er kort og godt et fantastisk fremragende værk, og endnu en kommende stor klassiker i dansk litteratur. Hele trilogien står som et mesterværk, der vil kunne læses i mange, mange år fremad som stadig ny og frisk litteratur af højeste karat!

Don Winslow: I hundenes vold, 2009

Endnu en femstjernet bog fra mit arkiv! "I hundenes vold" er bogen, som uden tvivl vil blive kanoniseret og blive sammenlignet med, når der kommer nye skønlitterære værker om mafia, USA's 'kamp mod narko' i 80'erne og 90'erne, den ukorrupte strømers enlige kamp, narkosmuglingens anatomi og flere andre krimi- og spændingstemaer.
'I hundenes vold' har det hele: Troværdige og menneskelige personer med mange facetter, politisk bid, historisk research om diverse amerikanske udenrigspolitiske forhold og strategier, viden om mellemamerikanske forhold - og det hele går op i et afsindigt spændende, velkomponeret og velskrevet stor-epos om Art Keller og hans kamp mod det mexikanske Barrera-narkokartel gennem en tyveårsperiode. (Læst maj 2009)
(Originaltitel: The power of the dog, 2005)

Aravind Adiga: Den hvide tiger, 2008

Balram Halwai, der er succesrig IT-forretningsmand i Bangalore, sender gennem en uge en række emails til den kinesiske premierminister om sin vej fra bund til top i Indien - indisk sædvane tro ved hjælp af lusk, korruption og drab!
Bogen er en oplevelse af de ekstraordinære, underholdende, morsom og enormt provokerende i forhold til det indiske samfund. Adiga vandt som debutant Booker-prisen i 2008 med bogen - og det er efter min mening fuldt fortjent!
Det er en bog, som man skal læse.