Adam får med sin nysgerrighed sat gang i en række begivenheder, der afslører, at ingen og ingenting er, hvad det giver sig ud for - og at uhellige alliancer mellem økonomi, politik og kirke ikke er ufarligt at begynde at anfægte...
Det rigtig gode ved Leif Davidsens forfatterskab er, at man får en masse at vide om de lande og miljøer, som hans bøger foregår i. Davidsens kendskab og øje for det russiske samfunds ofte meget anderledes mærkværdigheder er eminent - og var det såmænd i næsten endnu højere grad i hans år som moskvakorrespondent for TV-Avisen i firserne. Ingen tvivl om at han ved hvad han skriver om!
På den anden side bliver jeg nok aldrig fan af Leif Davidsen personskildrende evner. Lad gå at bipersoner kan virke klichéagtige, men når selve hovedpersonen med flere er som klippet ud af en soap-opera, er det for meget. Ikke mindst hvad angår romantikken... Det er bestemt ikke første gang, jeg har tænkt sådan under læsning hans romaner. Desværre. Så tag nu bare det specielle skrivekursus, Leif!
Plottet fungerer ellers fint uden at være prangende - men det kommer først for alvor i gang rigeligt sent. Her måtte der gerne have været bedre tid til komme mere i detaljer med rænker, alliancer og luskede interesser. For historien er spændende, men den når ikke rigtig at få sig foldet ud, inden der ikke er flere sider tilbage...
(Lindhardt & Ringhof, 427 sider. Udgivet d. 13. marts 2013)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Dagbladenes Bureau
Havde det på præcis samme måde med 'På udkig efter Hemingway´. Hans beskrivelse af Cuba er fantastisk, kunne genkende det hele, efter selv at have været der. Men karaktererne sagde mig absolut ingenting, og det var ærgerligt!
SvarSletNu er det så, jeg mangler en "Like"-knap...
SvarSlet