fredag den 19. april 2013

Maria Semple: Hvor blev du af, Bernadette?, 2013

For en måneds tid siden dumpede Maria Semples bog Hvor blev du af, Bernadette? ind ad døren derhjemme. Jeg havde med kyshånd taget imod forlaget Gads tilbud om et anmeldereksemplar, ikke mindst pga de ret overvældende anmeldercitater, der fulgte efter udgivelsen i USA.
Bogen handler om Bernadette Fox, der for tyve år siden var en overvældende succesfuld arkitekt i Los Angeles. Men da hendes livsværk blev revet ned, flygtede hun til Seattle sammen med sin mand Elgin, en gulddreng fra Microsoft. Her flyttede de ind i en nedlagt pigeskole og fik datteren Bee.
Bernadette har altid rodet sig ud i konflikter med andre og har endda udviklet en solid social fobi, der ikke bliver bedre af, at de har valgt en skole til den højtbegavede Bee og et kvarter befolket af politisk korrekte og åh, så engagerede curlingforældre. Det hele går op i en spids, da femtenårige Bee pga. sine topkarakterer ønsker sig et krydstog til Antarktis. Hvor skal man så flygte hen?
Bogen består for en stor del af emails, breve, sedler og andre sammenskrabede skrifter, der tilsammen giver Bee en mulighed for at eftersøge sin mor, da hun for alvor forsvinder.
Der er i den grad knald på Hvor blev du af, Bernadette? Man kan godt mærke, Maria Semple har erfaring fra sin arbejde som manuskriptforfatter på nogle af de store TV-serier i USA. Tempoet er hæsblæsende, og replikkerne sidder ofte lige i skabet. At Semple så i følge et interview også har erfaring med social fobi og selvmedlidenhed, gør ikke den satiriske humor mindre præcis.
Du kan altså med andre ord tage Hvor blev du af, Bernadette? ned fra hylden, hvis du har brug for en bog, som både er meget morsom og rammer "tidens tern" - og så endda skrevet rigtig godt og temmelig anderledes.
***1/2 
(Gads Forlag, 320 sider. Udgivet d. 19. april 2013. Oversat af Johnnie McCoy fra amerikansk: Where'd You Go, Bernadette?, 2012)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Berlingske


Ingen kommentarer:

Send en kommentar