Jeg er ikke sikker på, at den australske turistforening er specielt begejstret for Peter Temples forfatterskab. For det er ikke noget flatterende billede Temple giver i Den brændte jord af Australien og især ikke af Melbourne.
Den brændte jord har vicekriminalinspektør og leder af Melbournes drabsafdeling Stephen Villani som en stærk hovedrolleindehaver. Ægteskab og familieliv ligger i ruiner, han bliver presset voldsomt af både politikere og overordnede for at træffe politisk 'korrekte' beslutninger, der beskytter samme mod de skandaler, der lurer - og så er han mand for at deltage i nogle opfindsomme, grove og hårdkogte dialoger hele bogen igennem.
Selve historien vil jeg ikke komme så meget ind på her bortset fra at sige, at mordet på en prostitueret i et luksushøjhus og et torturdrab på tre gammelkendte gangstere viser sig at kunne have tråde langt op i samfundstoppen. Og at disse personer ikke har tænkt sig at lade Villani afsløre sig!
Det er en "tungen-lige-i-munden-bog". Jeg havde noget svært ved at holde styr på alle personer og linier mellem dem, men slugte alligevel bogen uden at bekymre mig voldsomt om at få alt med. Og det gik da.
Det er en voldsom og misantropisk bog - og den er absolut anbefalelsesværdig for krimilæsere, der kan læse indenad (jeg kunne ikke helt) og måske ikke har noget imod at tage notater undervejs...
(Gyldendal, 444 sider. Oversat af Søren Vinterberg fra engelsk: Truth, 2009)
Shirley Jacksons: Livet blandt de vilde
14 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar