Hans Scherfig: Den forsvundne fuldmægtig, 1938

Theodor Amsted er fuldmægtig i Krigsministeriet. I et godt solidt ægteskab og med sønnen Leif, som skal spise sine boller i selleri op, som Leif den Lykkelige altid gjorde! Og Amsted længes efter friheden. Da klassekammeraten fra Metropolitanskolen, staklen Michael Mogensen, som Amsted har hjulpet økonomisk gennem årene, sprænger sig selv i luften på Amager Fælled, får Amsted det til at se ud som om, at det er ham, der er død - og flygter. Ud til barndommens ferieparadis i Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor han samler insekter i glas og forelsker sig platonisk, men også oplever det frie livs usikkerhed, indtil han opdages og sigtes for forsikringssvindel med livsforsikringen. Han foregiver, at det er ham, der har sprængt Mogensen i luften og idømmes fængsel - og her finder han endelig fred. Alt hvad hans borgerlige opdragelse er gået ud på finder han i fængslets ro og regelmæssighed. Han er endelig kommet i mål...
Den forsvundne fuldmægtig er en pragtfuld, besk men afdæmpet satire over det borgelige samfunds idealer, hvor frihed er noget tillokkende men også meget truende, og hvor fængslet står som det borgelige samfunds højeste ideal. Alene slutningen af bogen, hvor Amsted lykkeligt synger med ved fængslets julegudstjeneste på linierne "Salig fred, himmelsk fred...".
At Den forsvundne fuldmægtig er en klassiker af de helt store i 1900-tallets danske litteratur er så oplagt, som det kan være. Men det er ironisk, at netop denne bog er fast pensum for mange i gymnasiet, en af de institutioner som skal ensrette ungdommen til at tilpasse sig det borgerlige samfund. Den er pragtfuldt skrevet i sin satire, og jeg kan høre Scherfigs gnækkende og nasale stemme, som underlægning gennem hele bogen. Bogen er tydelig i sit sigte, men er i modsætning til andre af Scherfigs bøger ikke umiddelbart nær så firkantet i sit samfundssyn.
En af mine absolutte yndlingsbøger, som jeg efterhånden må have læst et dusin gange! Et must for alle hvad enten man er autonom, udkokset, hjemløs eller allerede fortabt i borgerlig ensretning...
Det er måske ikke det allerstørste litterære værk i dansk litteraturhistorie, men de mange gange jeg har frydet mig over bogen, giver den maksimum antal stjerner:

(Gyldendal, 182 sider)