En bog, som jeg glæder mig til at læse, er den udråbte storfavorit til Nordisk Råds Litteraturpris, En dåre fri af Beate Grimsrud, der udkommer 3. juni. En dåre fri handler om den 39 årige skizofrene Eli, der søger kunsten, musikken og litteraturen som aflastning for stemmerne i sit hoved. Bogen var indstillet både af Norge og Sverige til Nordisk Råds Litteraturpris, men blev overtrumfet af islændingen Gyrðir Elíasson og hans novellesamling Mellem træerne, som dog først kommer 25. august. Og så er italieneren Niccolò Ammaniti, som har skrevet de rigtig gode Jeg er ikke bange og Herrens mark, igen på banen. Denne gang er det med besk satire over Berlusconis Italien Velkommen til festen, som udkommer 29. juni.
For et par år siden læste jeg med vild begejstring krimien Skoven af irske Tana French. Nu kommer hendes Tilbage til Faithful Place (17.6) om Frank Mackey, den midaldrende undercover-chef ved Dublin politi, der tvinges til at opsøge sin barndoms kvarter, som han ellers har holdt sig langt fra, i jagten på sin forsvundne søster.
Derudover kommer Michael Larsen med sin nye Den der drukner redder ingen (30.7), der så vidt jeg kan se er en krimi. Og stadig i krimierne kommer også Mari Jungstedt med endnu en af sine Gotland-bøger Den mørke engel (8.6). Ligeledes den 8. juni kommer Robert Goddard med en rigtig "Goddard", Quilligans bevis. Og endelig er der så Fanget på Østfronten - Tvunget i tysk uniform (10.6) med sydslesvigeren Jens Bergs virkelige historie om, hvordan han under 2. Verdenskrig blev indkaldt til den tyske værnemagt og sendt til fronten i Sovjetunionen. Han har fortalt erindringerne til Ole Sønnichsen.
Det var det, der var i denne omgang. Altid noget at vi kan holde sommerferie med resten af årets udgivelser også... God læselyst!
Se flere indlæg om kommende bøger ved at klikke på "etiketten" Kommende bøger forneden.
Tana French skal helt sikkert på listen. Goddard låner jeg nok på biblioteket på et tidspunkt. Jeg morede mig en hel del over hans ´Found Wanting´, hvor hovedpersonen tager en afstikker til Danmark. Her finder han en slægtsgård udenfor Århus - en familie som har avlet FÅR i tre generationer. Jeg tvivler.
SvarSlet