Torkil Damhaug: Ildmanden, 2012

På et tidspunkt i Ildmanden referer en af hovedpersonerne til en psykiater, som hun tidligere har gået hos, og som hun ikke syntes kunne bruges til noget. Og siger så at nu skriver han gudhjælpemig kriminalromaner! Nøjagtig som forfatteren til bogen, Torkil Damhaug, som har fungeret som psykiatrisk overlæge. Og han bruger da også løs af psykiatrien på alle måder i sine værker: Døden ved vand (2009), Se mig, Medusa (2010) og nu Ildmanden.
En ung pakistansk mand kommer til Norge i 70'erne og får arbejde på en gård i Lillestrøm udenfor Oslo, hvor han får et forhold til den mindreårige datter Elsa. Tredive år senere sætter nogen ild til gården, og over tredive heste indebrænder. Og det er kun den første af flere dødsbrande i lokalområdet. Samtidig forelsker den nørdede gymnasieelev Karsten og hans klassekammerat, pakistanske Jasmeen, sig i hinanden, men hendes familie er parat til at sætte hvad som helst ind for at stoppe forholdet. Og frygten for familiens hævn tvinger Karsten ind i en rabiat gruppe, hvilket sætter gang i begivenheder han ikke kan styre.
Ildmanden er delt ind i to dele, som ikke helt hænger sammen i mine øjne. Der bliver der lagt nogle temaer og spor ud i første del om 2003, som ikke bliver fulgt til dørs i anden del, der foregår otte år senere. Lidt ligesom Tjekhov-citatet med, at hvis der optræder en pistol i en fortælling, så skal den også affyres på et tidspunkt. Begge halvdele af bogen er dog rigtig gode og spændende og med en forrygende og meget overraskende slutning til sidst.
Men ellers skal ret da være ret: Fin underholdning med store cliffhanger-kvaliteter, troværdige personer og masser af guf i en ellers god både psykologisk og psykiatrisk thriller.
(Modtryk, 510 sider. Oversat af Ilse M. Haugaard fra norsk: Ildmannen, 2011)