S. J. Watson: Før jeg lukker øjnene, 2012

En kvinde vågner en morgen og undrer sig over hvem det er der ligger i sengen ved siden af hende. Hun går ud på badeværelset, ser sig i spejlet og bliver chokeret over hvor gammel hun ser ud. Hun husker intet fra dagen før, ikke engang sit eget navn. Det er situationen for Christine. Hver dag må hendes mand Ben fortælle hende hvem både han og hun er, hvor de er og hvorfor hun ikke kan huske noget. Det er angiveligt en trafikulykke for over tyve år siden, der har givet et hukommelsestab, så hun hver dag må genopbygge sin hukommelse, hvorefter den mistes igen om natten. En neuropsykolog, Dr. Nash, tager hende i behandling og opfordrer hende til at skrive dagbog, og gennem det arbejde viser det sig at der er meget mere galt end hukommelsestabet alene...
Først det positive hovedbudskab - og så alle men'erne: Før jeg lukker øjnene har et drønspændende oplæg og en temmelig forrygende afslutning, og der er absolut cliffhangerkvaliteter i bogen. Men der er alt for meget tomrum og for mange gentagelser i historien, og alt for tit sad jeg og tænkte: "Get on with it!". Desuden var der i mine øjne for mange "huller" i Christines hukommelsestab. Jeg undrede mig en del gange over ting, som Christine bare tænkte eller udførte uden at skulle lære det forfra, mens andre lignende tanker eller færdigheder var lukket land. Jeg prøvede at købe præmissen, men det blev ved med at genere. Men den vigtigste anke er, at jeg slet og ret kedede mig indimellem som sammen med dens utroværdighed gjorde, at jeg ikke var specielt optaget af den.
Men den kan bruges som sommerhusbog, men tag for en sikkerheds skyld også en anden med! Det skal dog siges, at jeg kan se på nettet og på anmeldelsen i Weekendavisen, at der andre der har været væsentligt mere begejstrede for bogen end jeg var.

(Lindhardt og Ringhof, 363 sider / 578 Kb. Oversat af Michael Krefeld fra engelsk: Before I go to sleep, 2011)