Det er jeg også, tænker, Fvonk. Problemet er bare at han hellere vil være en anden. (s. 77)
Den første replik bliver sagt af Norges statsminister, Jens. Han har i de senere år følt sig udslidt og tynget af sin magt og store ansvar og af aldrig at kunne være sig selv. Han har derfor fået igennem, at han lejer et værelse ude i byen, nemlig hos Fvonk, som også kæmper med sit liv, deprimeret, paranoid, bitter og isoleret efter at Vandre- og Motionsforbundet, hvor han var ansat, er nedlagt pga. noget "snavs" med oppumpede medlemslister. De to mænd finder et venskab, ser slam på TV, løser krydsord, bygger enorme opstillinger af byggeklodser drikker vin og taler sammen - og har i det hele taget rigtig godt af hinanden....
Det er en rigtig sød og sjov lille bog, Loe denne gang har skruet sammen. Man kan genkende forfatteren fra hans velmagtsdage - men her i en noget mere rund form, selv om der en del steder er kant på portrætterne af de to mænd.
Erlend Loe har altid blik for en skæv vinkel på sine personer og deres svagheder, og Fvonk er bestemt ingen undtagelse. Tværtimod ruller han sig helt ud - endda med en kendt og navngivet hovedperson, Jens Stoltenberg. Og heller ikke udenrigsminister (nu tidligere) Jonas Gahr Støre og Fremskrittspartiets leder Siv Jensen (Æblekvinden) går ram forbi.
Fvonk er et godt, lille og hyggeligt klukkende frikvarter fra litteraturens øvrige tungsindigheder og fra mord, vold og modbydelighed.
(Gyldendal, 211 sider. Udgivet 28. februar 2013. Oversat af Susanne Vebel fra norsk: Fvonk, 2011)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske
Ingen kommentarer:
Send en kommentar