søndag den 10. marts 2013

Ryan David Jahn: Jagten, 2012

Årets indtil videre største positive overraskelse på thrillerfronten står amerikaneren Ryan David Jahn for med sin Jagten. Ualmindeligt spændende, endda uden de helt store armbevægelser (i hvert fald til at begynde med), og ualmindelig velskrevet og oversat.
Politimanden Ian Hunt i den texanske lilleby Bulls Mouth sidder som sædvanligt og passer stationens telefon, da han modtager et alarmopkald fra sin fjortenårige datter Maggie. Maggie som syv år tidligere blev bortført, og som Ian indtil nu ikke har haft kontakt med. For første gang er det lykkedes hende at stikke af og ringe til politiet fra en telefonboks, men hun afbrydes hurtigt af bortføreren. Hun har dog nået at give oplysninger, der giver Ian håb, og nu starter hans jagt på datteren og hendes bortfører - på helt egen hånd.
Alt er godt i denne bog! Det er i den grad gedigent thrillerhåndværk om den enlige ulv, der på trods af alt jager sit mål - og uden hensyn til omkostningerne for sig selv og i visse tilfælde andre. Ian må dele synsvinklen med Maggie og bortføreren, og også her fungerer det perfekt, så man lærer alle tre at kende - både på godt og ondt. Desuden er historien fantastisk godt og billedrigt skrevet - og ofte i et smukt sprog - så alting nærmest udspiller sig for øjnene, ørerne og for den sags skyld næseborene af læseren. Hertil kommer at der ikke bliver lavet følelsesporno ud af far/datterforholdet, hvilket rigtig mange forfattere havde forfaldet til.
Fantastisk spændende og velskrevet thriller som vil komme højt på min liste over årets bedste læseoplevelser!
****1/2
(Hr. Ferdinand, 344 sider. Udgivet 13. september 2012. Oversat af Mich Vraa fra amerikansk: Dispatcher, 2009)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar