lørdag den 18. august 2012

Teateranmeldelse: Dette burde skrives i nutid på Mungo Park i Allerød

Klik for større
Når man skriver sit indlæg nr. 500 på sin blog (Hip Hip Hurra!), skal det gerne være lidt anderledes. Så denne gang er det en teaterforestilling på teatret Mungo Park i Allerød, som jeg anmelder. Men langtfra det sædvanlige stofområde på Bogbrokken er det nu ikke, da det er en dramatisering af Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid, der er tale om.
Direktøren for Mungo Park Martin Lyngby har selv bearbejdet romanen til et teaterstykke og står også for instruktionen. De fire skuespillere er (fra venstre på billedet): Jonas Munck Hansen, Marie Bach Hansen, Christine Albeck Børge og Kasper Leisner. Og de laver tilsammen en fortrinlig forestilling, tro overfor teksten og som både rammer tonen, stemningen og 80'er-portrættet glimrende. Nu skriver jeg at stykket er tro mod teksten, men der er faktisk en central tilføjelse. Det er de festsange, som Dorte tager halvandet hundrede kroner for at skrive. Det er festsange, som Helle Helle selv har skrevet til sine omgivelser. De tilføjer virkelig noget til stykket og bliver sunget smukt af de fire medvirkende - ofte med et melankolsk twist i den ofte meget smukke firstemmige sang og i melodien. Flot!
Alle skuespillerne leverer glimrende præstationer i den enkle og meget velfungerende scenografi. Først og fremmest Marie Bach Hansen som fortælleren Dorte, der bare venter på at livet går i gang. Hun emmer af skrøbelighed. Og Kasper Leisner og Christine Albeck Børge er imponerende i deres roller, som de skifter ubesværet mellem. Specielt kunne jeg ikke stå for Kasper Leisners fortolkning af stort set samtlige mandlige roller, herunder Dortes fire(?) kærester. Jonas Munck Hansen har ikke de store roller, men fungerer mest som guitarist, hvor han med god guitar fik langt 80'er-bunden til både sange og til stemning.
Jeg havde ærlig talt  ikke forestillet mig, at det kunne lade sig gøre at lave et teaterstykke over Helle Helles bog om "ingenting", men der var kant  ogbid i stykket, og klumperne i halsen blev ofte afløst af befriende latter fra publikum - og i den grad også for mig.
Der er tid endnu: Se den endelig. Dette burde skrives i nutid anbefales hermed varmt - også som teater!
****

Se mere om stykket hos Mungo Park - Spilleperiode 14. august til 1. september & 3. til 17. oktober.
Læs anmeldelser af stykket fra Berlingske, Kristeligt Dagblad, Information og Jyllands-Posten
Læs også min anmeldelse af Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid fra 2011

1 kommentar: