søndag den 20. marts 2011

Colum McCann: Lad kun verden tumle sig, 2011

Jeg startede på Lad kun verden tumle sig i S-toget ved Lyngby Station, ved Svanemøllen sad jeg og kæmpede med forceret vejrtrækning og halvvåde øjne, og da jeg nåede Københavns hovedbanegård, var jeg lige ved at glemme at stå af. Det kalder jeg en start!
Lad kun verden tumle sig har som rammehistorie den berømte episode med den franske Philippe Petits linegang mellem de to World Trade Center-tårne i 1974. Den fortæling bliver ramme om fortællingerne om en halv snes meget forskellige New Yorkere og deres liv i de dage af august, hvor både linegangen og Nixons afgang fra præsidentposten fandt sted.
Vi hører om den fængslede gadeluder fra Bronx med selvmordstanker, den rige dommerfrue Claire fra Park Avenue, som har mistet sin eneste søn i Vietnam, Ciaran fra Irland, som fortæller om sin bror munken Corrigans arbejde for luderne i Bronx, kunstneren Lara, der er flygtet fra The Villages stoffer og udskejelser i den kunstneriske incrowd, om Philippe Petits tanker og forberedelser til sin linegang - og mange flere personer, hvis liv til tider fletter sig ind i hinandens. Personernes historier varierer fra ti til halvfjerds sider, men alle bliver taget alvorligt og bliver portrætteret som de skal.
Det er en fantastisk og fremragende god bog, mildest talt!!! Jeg tror ikke, at der var én historie, hvor jeg tænkte "Den kunne vist godt have været sprunget over", og allerede halvvejs i bogen begyndte jeg at synes, at det var ærgerligt, at den ikke var længere end de 408 sider.
Bogen er let læst og meget flydende skrevet med blik for de meget forskellige psykologier, som personerne repræsenterer - og er samtidig et historisk tidsbillede af USA i en enorm selvforståelseskrise med Vietnam, Nixons deroute og New Yorks næsten-bankerot. Og med Petits linegang som symbol på at sprænge rammerne og gøre det umulige muligt.
En pragtfuld bog der bør læses af alle, som har hang til rigtig godt fortalte bøger med indhold. Og de halvvåde øjne i starten skyldtes altså ikke manipulerende tåreperseri, men fordi at også det var en utrolig smukt fortalt scene. Bingo! Fem klare og lysende stjerner fra en begejstret læser, mig.

*****
(People's Press, 408 sider. Oversat af Juliane Wammen fra engelsk: Let the great world spin, 2009)

PS: Der findes i øvrigt en utrolig god dokumentarfilm om Philippe Petits linegang mellem de to tårne. Den hedder
Man on wire og vandt en Oscar som bedste dokumentarfilm i 2009. Den kan lånes på mange biblioteker eller bestilles via bibliotek.dk.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar