lørdag den 10. september 2011

René Fredensborg: Hønsehunde, 2011

Hønsehunde er gonzo. Det går stærkt, både med brandere og branderter på samtlige 160 sider.
Forfatterens alter ego Randy Frydenlund er på druk-, tjald-, ecstasy- og speedtur m.m. fra København til en pløjemark ved Randers i selskab med sin alkoholiske ven Erik Paaske for at få et eksklusivt interview med Jon Bon Jovi. Randy betragter sig selv som inkarnationen af rock 'n roll og gør i hvert fald sit til at leve op til det. Og dén livsstil skaber da forhindringer for at få interviewet på plads - mildest talt!
Og jo, det er underholdende.Da jeg havde læst to sider af bogen, morede jeg mig fint og fnes lysteligt - men tænkte samtidig: "Jeg tror s'gu ikke, jeg gider at læse det hele". Det gjorde jeg nu alligevel, og det var ok.
Der bliver uddelt verbale øretæver til musikbranchen, og det er da skægt, især når der er sat navn på ofrene. Og René Fredensborg kan da levere en effektiv gang gonzo, selvom jeg ind imellem syntes, det blev lidt for smart og indspist. Men fint nok, underholdningen er sikret. Slutningen på bogen (fra Asshairs Kinatourne) er lidt af et brud på historien og kunne nok godt have været undværet. Der virkede det som om, at han lige skulle have udfyldt de sidste sider, som han skulle skrive i følge kontrakten...
Hurtig og munter læsning - men helt sikkert også forholdsvis hurtigt glemt. Og Hunter S. Thomson er altså svær at leve op til!
**1/2
(Byens Forlag, 160 sider)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar