Hovedparten af bogen foregår i 1980'erne og især i 1988, hvor drengen og enebarnet Jarle er femten år og på vej til at gå ud af niende klasse. Der er selvfølgelig pigerne, og der er kammeraten Helge, som Jarle sammen med opbygger en i den grad skråsikker politisk bevidsthed - og så er familien og ikke mindst faderen, der er skoleinspektør og har et massivt alkoholproblem, der betyder, at han er fuld fra han får fri fredag eftermiddag til han møder på arbejde mandag morgen.
Det er en bog, som på flere måder gør ondt at læse. Først og fremmest faderens alkoholikerhistorie, som giver en solid skam til alle tre familiemedlemmer, og som de forsøger at skjule. Det er meget, meget flot skrevet og noget af det bedste, som jeg har læst om mekanismerne i en alkoholikerfamilie. Skylden, skammen og håbet - og manglen på håb. Og så er der Jarle pubertære forhold til pigerne, som jeg så tydeligt kunne genkende, at det virkelig sved her tredive år efter! Og Jarles politisk bevidste skråsikkerhed bygget på floskelbasis. Og kan man ikke selv genkende det, er der helt sikkert mange andre elementer i Kompani Orheim, som tidligere femtenårige, og nok mest mandlige, pubertetsvrag kan genkende.
Alt i alt: Fremragende teenagebeskrivelse af en forfatter, som både kan huske ungdommen, bruge den og skrive om det, så det er vedkommende og genkendeligt. Fremragende roman!
(Oktober Forlag, 460 sider. Også udkommet på dansk som: Kompagni Orheim, 2008, Batzer & Co.)
Der findes også en en tidligere udgivet bog om den syttenårige Jarle: Mannen som elsket Yngve fra 2003, på dansk: Mig og Yngve, 2009, Batzer og Co.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar