Ordene kommer fra lægen Bernhard Hval (f. 1900), som har sat sig for, inden han tager livet af sig på sin firsårsdag, at fortælle historien om fodgængeren Notto Fipp, som Bernhard har sit livs eneste, kortvarige og selvfølgelig lidt mærkværdige venskab med. Det bliver dog i højere grad til historien om Bernhard selv, herunder trangen til at sige frække ord i de allermest upassende situationer. Men også om alle hans andre tvangshandlinger: håndvask, pludselige spjæt med armene, trampen med fødderne, snøften, skæren tænder og en hel del andre...
Han vokser op som søn af en gullaschbaron, der skyder sig med sit jagtgevær i overværelse af den ca. femtenårige Bernhard, og en mor som stikker af med stuepigen til New Zealand. Og derefter fortæller han om sin lægeuddannelse og -gerning samt forlovelse og ægteskab med Sigrid. Og om Notto Fipp... Og intet af det går stille af!
Lars Saabye Christensen skriver som en hvirvelvind - alle de opfindsomme ukvemsord, latinske senteser og mere eller mindre absurde replikskift er bare krydderier i historien om den mildest talt skæve eksistens Bernhard Hval, og det over 517 sider som ikke står stille på ét eneste tidspunkt! Det er ekstremt underholdende, billedmættet som en film og i det hele taget enormt velskrevet. Det hele virker som om LSC har hygget sig gevaldigt undervejs!
Man kan måske diskutere, om det er nødvendigt at bruge så mange sider på at skrive historien, men Bernhard Hval er en gudsbenådet "ordflommer", så det er helt OK, når det er så underholdende. For menneskelig dårskab er jo oplivende - og den er repræsenteret i mere end rigt mål hos langt de fleste personer i Bernhard Hvals fortalelser.
(C&K Forlag, 517 sider. Oversat af Ellen Boen fra norsk: Bernhard Hvals forsnakkelser, 2010)
Se også mine anmeldelser af Lars Saabye Christensens Mit danske album, 2010 og Åbent hus, 2009.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar