tirsdag den 26. april 2011

Lone Hørslev: Sorg og camping, 2011

Titlen Sorg og camping på Lone Hørslevs nye roman er taget fra et digt af Per Højholt og udtrykker livets modsætninger mellem den store smerte og daglig trivialitet. Og det er en titel, der passer fint på - ja, Sorg og camping. Når dertil kommer, at bogen foregår i Løkke, en vestjysk landsby, med hvad man nu engang kan lægge i det bynavn, er linien lagt.
Og umiddelbart kunne det, der foregår i det meste af bogen, udefra se ret trivielt ud. Men ved at Lone Hørslev lader os se trivialiteterne indefra de fem hovedpersoners tanker, er der pludselig lig i lasten, hemmeligheder, forbudte drømme og bristede illusioner på spil. Og fem verdener, der er ved at krakelere.
Personerne er købmandsparret Marianne og Jørgen, hvoraf det kun er Jørgen, som kender til det anbefalede brev, som banken har sendt og stadig mangler at blive åbnet. Det er Jørgens bror Thomas og hans islandske kone Gunnhildur, som på den dag i 1985 hvor bogen udspiller sig har været forsvundet i fire dage. Og det den unge medhjælp i købmandsforretningen Jannie, hvis gifte elsker Laurits netop har afsluttet deres torsdagsaffære. Og det er forøvrigt Jørgens fødselsdag...
Om Lone Hørslev kan skrive? YES! Der er godt nok tempo og swung og saft og kraft i den talesprogsagtige måde, hun skriver på med ord, der understreges med brug af både kursiv, STORE bogstaver og parenteser. Der er rablende sætninger og skønne ordsammenstillinger a la "den blødhed og spændstighed, som kun ungpigebryster og kogte, pillede æg har". Værsågod!*
Og så er der absolut gode historier og mening bag som allerede sagt i min indledning. Rigtig, rigtig god og velskrevet roman af en forfatter, som jeg mærkværdigvis ikke før har læst. Men hendes Naturlige fjender fra 2008 og Fjerne galakser er kedelige fra 2005 er straks sat på skal-læses-listen.
****  
(C&K Forlag, 218 sider)
24 januar 2012: Netop nu er jeg i gang med Patrick Süskinds  
Parfumen fra 1985, og på s. 180 i min udgave står der: "De 
tunge lemmer var stadig glatte og faste, brysterne som 
pillede æg...". Tilfældigt?

2 kommentarer:

  1. Læs også hendes digte, Michael. Der er smæk for skillingen :o)

    SvarSlet
  2. Trivialiteten er blevet en stor del af litteraturen. Langt de fleste formår ikke at få deres litteratur ud over det trivielle. Men jeg vil gerne tro, at Lone Hørslev kan gøre netop dette. Gøre det trivielle til kunst. Det samma kan Pia Juul.

    SvarSlet