Dicte Svendsen er dømt ude i denne krimi af Elsebeth Egholm, men det bliver i familien. Det er nemlig hendes bortadopterede søn Peter, som er hovedperson i Tre hundes nat. Og han og de tre andre hovedfigurer i bogen kan snildt bære en god krimi i kraft af deres troværdighed som romanfigurer, de er godt skrevet.Til gengæld, og det er bogens store svaghed, er plottet og de mange personers indbyrdes relationer båret oppe af så mange, så store og så utroværdige sammentræf, at det trækker væsentligt ned i pointgivningen til Tre hundes nat. Og der skal sikkert flere tilfælde af sammentræf til, at Peter kan bære en krimiserie, som Egholm har bebudet.
Bogen starter med, at Grenå Politi har travlt. En 19 årig pige er meldt forsvundet, og samtidig finder Peter (Dictes søn med kriminel fortid) og hans nabo, den lidt mystiske kvinde Felix, en strandvasker, som viser sig at være Ramses, som Peter tilfældigvis har siddet i Horsens sammen med. Det er første sammentræf, men bestemt ikke det sidste. Også naboen Felix har tilfældigvis meget personlige bånd til denne sag. Politimanden Mark, der har fået jobbet som lokalbetjent i Grenå som aflastning fra Københavns drabsafdeling, og Anna der bliver udsendt af drabsafdelingen i Aarhus er tilfældigvis gamle flammer fra dengang Mark var hendes overordnede i København. Og der er s'gu også tilfældigvis luskede interessenter i hele sagen i familien til den sidste hovedfigur i opklaringen, marinedykkeren Kir. Jeg kan desværre ikke fortælle alle de mange sammentræf, der åbenbart skal til for at binde plottet sammen, uden at røbe eller skrive for meget. Lav en liste, og se hvor mange du finder.
Rent bortset fra det er det faktisk en god krimi med levende mennesker som figurer, troværdige miljøer og en historie, der strammer til i et tempo, der virker realistisk. En bog hvor man er spændt på slutningen, ikke mindst for Peters og Felix' vedkommende.
Men altså: Alt det der sammentræfferi. Det er så væsentlig en svaghed, at det trækker en hel stjerne fra - og der er altså langt fra tre en halv ned til to stjerner.
  |
Se også min anmeldelse af Elsebeth Egholms De døde sjæles nat, 2012
Øv, jeg tænkte det nok. Ja, først tænkte jeg, at Egholm trængte til at finde på noget nyt, fordi Dicte var ved at gå træt, men da jeg så omtalerne af Tre hundes nat, tænkte jeg, at det virkede langt ude at lade ham blive hovedperson. Hvis man SKAL dyrke det der med sammentræf, så skal man knageme gøre det for alvor. Kate Atkinson slipper som regel godt fra det, men selv hun har irriteret mig voldsomt på et tidspunkt.
SvarSletJeg kan måske se på Peter med lidt mere neutrale øjne, da jeg kun har læst en trediedel Egholm for et par år siden, inden jeg droppede den.
SvarSletOg Peter fungerer absolut OK i Tre hundes nat, og Dicte nævnes kun en passant to gange, så Peter er en selvstændig figur på egen hånd - uden mor.
Men de andre sammentræf - uha da...