Helle Helle: Dette burde skrives i nutid, 2011

Titlen på Helle Helles nye roman Dette burde skrives i nutid er lidt af et scoop, men som jeg læser den også noget mistrøstig. For det er en jeg-fortælling i datid om en ung Dorte i 1980'erne, som ikke rigtig kan få sig taget sig sammen til at få gang i sit liv. Hendes liv virker som én stor afledningsmanøvre. Og titlen læser jeg som om, at det åbenbart stadigvæk her ca. femogtyve år efter, da historien bliver fortalt, er svært...
Som sædvanligt er Helle Helle en stor sprogbehandler. Der bliver kælet for hver eneste sætning, og hun har et enormt talent for at nærmest at med få stor betydning i nogle få linier om "ingenting". Der er ikke mindst masser af mening i de umiddelbart intetsigende og fuldstændigt banale dialoger. Det giver en samlet historie om rigtige levende mennesker, som jeg næsten tror, at jeg ville kunne genkende, hvis jeg mødte dem på gaden - eller i Scala... Helle skriver nærmest som et maleri, der består af syv penselstrøg, som man kan blive ved med at få noget ud af.
Jeg var nok mere optaget af hendes Ned til hundene, end af Dette burde skrives i nutid. Der var nogen uklare ting omkring Bente i Ned til hundene, som gjorde én mere nysgerrig på Bente end man bliver på Dorte i denne bog, men Helle Helle er en mester i at fortælle historien om Dorte, som ikke rigtig kan finde ud af at stille noget op med sit liv andet end at lade det gå - og gå forbi.
Intenst portræt af Dorte og af livet i en lille provinsby - og smukt og stærkt skrevet. Der er ingen som Helle Helle i Danmark, der kan skrive sådan. Og det er fint nok, så længe vi har hende!

(Samlerens Forlag, 160 sider)