Nogen vil måske sige, at det er uretfærdigt at sammenligne Joe Hill med sin far Stephen King, men det er altså svært at lade være med, når sønnike også skriver om "almindelige" mennesker i nordøstamerikanske provinsbyer, der udsættes for overnaturlige hændelser og kamp mellem godt og ondt, og når han i det hele taget lægger sin stil så meget op af sin far, som han gør. Og King er mindst to klasser bedre, end Hill er i denne bog.Horn er historien om 26 årige Ig, der vågner op en en morgen med tømmermænd og ikke mindst horn i panden. Det viser sig, at folk omkring ham pludselig betror ham deres inderste tanker. Ig er ugleset i provinsbyen i New Hampshire, da folk er overbeviste om, at det var ham, der voldtog og dræbte sin mangeårige kæreste Merrin året før. Men folk betror sig jo til ham, og det bruger Ig i sin jagt på at få ram på den rigtige morder.
Hill forsøger at bruge de samme virkemidler som King, men han gør det ikke nær så overbevisende. Jeg kom aldrig rigtig frem til at tro på historien og slet ikke på brugen af de overnaturlige elementer - som i en King-bog. Hertil kommer, at persontegningerne, og især tegningen af Ig, er alt for dårlig. Jeg kan hæfte en del tillægsord på Ig, men nogen fornemmelse af at kende ham har jeg ikke. Far King havde udstyret Ig med en solid karakter, så jeg havde kunnet fornemme og tro på den ændring, som han er udsat for. Hills personer er for firkantede og unuancerede. Der er dømt papkasse!
Alt i alt: Utroværdig, for lang, ikke særlig godt skrevet, mange for direkte oversættelser fra amerikansk og dårlig persontegning - men faktisk alligevel ret spændende på trods. Det skal den dog have. Men også uden sammenligningen med Stephen King tror jeg, at min dom over Horn havde været den samme. Den får to stjerner, men de er små.
(People's Press, 407 sider. Oversat af Thomas Krogsbøl fra
amerikansk: Horns, 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar