Det er en barsk beretning om skalten og valten med unge menneskers liv, som Tom Buk-Swienty fortæller i sin Slagtebænk Dybbøl. Og der sker altså ofte noget, når det er journalister, der laver den slags beretninger. Udover at de i kraft af deres uddannelse har en træning i journalistisk metode og kildekritik, har de også øje og ofte talent for formidling til læserene. Selvfølgelig er historikere stærke med hensyn til videnskabelig metode og kildekritik, men jeg har læst bøger om spændende emner af historikere, som ikke kunne formidle til andre end fagfæller.Tom Buk-Swienty er én af de journalister, som har gjort kunststykket med sin Slagtebænk Dybbøl om krigen og ikke mindst nederlaget i 1864. Og det er godt og solidt, hvor Swienty har valgt at lade beretningen for en stor del basere på breve og dagbogsoptegnelser fra både danske og prøjsiske deltagere i slaget om Dybbøl. Så bliver det i høj grad historieskrivning med rigtige mennesker og ikke en omgang ens tinsoldater. Og rigtig godt skrevet og bundet sammen
Buk-Swienty får sikkert med rette fremstillet de danske politiske beslutningstagere som virkelighedsfjerne nationalromantikere, som hang fast i forestillingen om Danmarks uovervindelighed efter treårskrigen og i myter, f.eks om fæstningvolden Dannevirkes uindtagelighed. Dertil kommer at bl.a konseilspræsidenten (statsministeren) D.G. Monrad og forsvarsministeren Lundbye var ude på et mentalt skråplan, og det gjorde ikke den politiske virkelighedsopfattelse mere jordnær...
Er der noget, jeg savner i Slagtebænk Dybbøl, er det noget ordentligt kortmateriale med oversigt over parternes bevægelser og hvordan stillingen i Dybbøl så ud. Der er to kort i bogen, hvoraf det ene forsøger at vise det, men det er så gnidret, at jeg ikke fik meget ud af det. Men ellers en rigtig god bog, som er en klar anbefaling værd.
(Gyldendal, 401 sider)
Hej Michael,
SvarSletJeg er i gang med at læse "Slagterbænk Dybbøl" og kan kun tilslutte mig din anmeldelse og kritik. Det ville have været rart at få et ordentligt kort over hvordan skanserne så ud i 1864 hvor slaget stod.
Kan godt forstå hvorfor vi boghandlere har solgt og stadig sælger så godt af Tom Buk-Swienty's bøger. Man føler det som om man selv er der når der kæmpes.
Vi er jo en slags "semikolleger" - så jeg kan da også fortælle, at jeg tror ikke, at vi på mit bibliotek nogensinde har købt nogen faglitterære titler i flere eksemplarer end netop Tom Buk-Swientys bøger.
SvarSletHer er oppe i Lisa Marklund eller Helle Helle-tal!