Alen Mešković: Ukulele-jam, 2011

At kunne huske og så skrive om livet som barn eller teenager som fiktion, så man som læser selv husker og genoplever dele af sit eget liv som barn eller teenager, er en evne, som er al ære værd. Og at kunne gøre det selv om den teenageramte hovedperson er bosnisk flygtning i Kroatien under den jugoslaviske borgerkrig er virkelig al ære værd!
I 1992 tvinges fjortenårige Miki og hans familie ud af deres by i Bosnien. Storebroren Neno forsvinder, og Miki og hans forældre indkvarteres i et værelse på fjorten m2 i et nedlagt feriecenter ved den kroatiske kyst. Det afholder bestemt ikke Miki i at være ung med alt hvad det indebærer af venner, piger og jagten på identitet gennem især musik. Og at der så stadig hele tiden kommer nye turister til området gør ikke forsøgene med pigerne mindre. Men krigen ligger hele tiden som en skygge. Fjendskaber også indenfor flygtningelejren, den kortere vej til vold - og ikke mindst usikkerheden om, hvad der er blevet af broren Neno...
Det er faktisk en meget opløftende bog Mešković har skrevet. Selv om man kunne forestille sig en tårevædet historie, når en bog handler om et liv som pubertetsdreng i en flygtningelejr, er det en historie som langt hen ad vejen lige så godt kunne have foregået i et parcelhus i Hvidovre eller Hvalsø: Teenagemekanismerne er de samme overalt. For det er mere dét bogen handler om end om borgerkrig og udrensninger i Eks-Jugoslavien. Og mon ikke der er en god del af forfatterens egen historie i bogen?
Det er en rigtig god romandebut som Alen Mešković har begået med Ukulele-jam. Og den er absolut værd at anbefale til både nuværende og til afdankede, halvglemsomme og bedagede forhåndværende teenagere som mig selv.

(Gyldendal, 393 sider)