tirsdag den 27. december 2011

Jacob Berner Moe: Nu tuder jeg igen, 2011

En novellesamling der handler om bedsteforældregenerationen, skrevet af en otteogtrediveårig forfatter kan tilsyneladende lade sig gøre - og med held. Det viser Jacob Berner Moe i sin Nu tuder jeg igen.
Det er en forholdsvis kort samling med mange noveller, 136 sider med 16 historier. Små afrundede historier som noveller jo er forholdsvis korte men ofte længere. Og det er nogle fine små noveller, der tegner et generationsportræt af folk, der er fyldt de tres år. Sikkert forfatterens forældregeneration.De er ikke gamle og affældige men har ofte lagt arbejdslivet bag sig, opfatter sig stadig som unge, der er blevet ældre og har måske ikke fundet deres deres plads i den alder endnu. Det er  de nu selvkørende voksne børn og børnebørnene, der ofte skaber deres identitet og ikke dem selv, der skal få børn og børnebørn kørt på plads. En ny situation.
Jeg har et eller andet med Jacob Berner Moe, som jeg ikke kan stå for. Han skriver godt, han har greb i virkeligheden, og han får det han skriver om til at komme helt ned og blive meget virkeligt, når man læser ham. Og ikke mindst i denne novellesamling, hvor der på ingen måde er den twist af noget usædvanligt som der trods alt var i hans to forgående romaner Vandel og Gloria
Fin lille samling af historier, og jeg er der også næste gang Jacob Berner Moe udgiver en bog - han er værd at læse.
***
(Gyldendal, 136 sider
Indhold: Udstyr ; Gravearbejde ; Nabo til Bjarne Riis ; Boomerang ; Nu tuder jeg igen ; Family rules ; For enden af sengen ; Blodbøg ; Naturens orden ; Barns første sygedag ; Postbuddet ; Balter II og Dong ; Birken ; Jeg kan i det mindste vende mig ; Henning Hood ; Maleri med fod.)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar