torsdag den 7. juni 2012

Li Kunwu & P. Ôtié: Et kinesisk liv 2: Partiets tid 1976-1980, 2011

Li Kunwus store selvbiografiske tegneserieværk Et kinesisk liv sluttede i første bind, Faderens tid, med meddelelsen i 1976 om Den store Rorgængers, Formand Maos død. På det tidspunkt er Xiao Li (Li Kunwu) soldat i Folkets Hær, og bind 2, Partiets tid, fortsætter hvor Faderen tid slap.
Xiao Li er nu enogtyve år og har endnu nogle år tilbage med uniform og kaserneliv. Men der er også en drøm, der trænger sig på: At blive optaget som medlem i det kommunistiske parti. Sammen med soldaterkammeraten Dequan bruger Xiao Li al sin vågne tid på at gøre sig fortjent til den ære (Der er på det tidspunkt kun ca. to mio. medlemmer af partiet).
Efter Maos død er Kina i et magtpolitisk tomrum. Men Deng Xiaoping, som ellers blev udrenset under kulturrevolutionen, kommer til at fremstå som Kinas leder fra ca. 1978 på en politik om et opgør med Kulturrevolutionen, afkollektivisering af landbruget, åbning af økonomien mod omverdenen, men uden at det inkluderer politisk frihed. Men der gøres op med gamle dogmer, og Kina forandrer sig.
Det er igen en fremragende erindringsbog om Li Kunwus liv og livet i Kina under påvirkning af ændringerne i det politiske system i det store land. Man får en en glimrende indføring i den moderne kinesiske historie, som alene i de fire år, som Partiets tid omhandler, forandrer sig meget med opgøret mod Kulturrevolutionen og opgøret mod "Fire banden". Og også på det personlige plan er der plads til, at kærligheden sniger sig ind, tegnerkarrieren kommer i gang og den rigtige far, den biologiske, dør med store følelser til følge for Xiao Li. Og alle dele undgår ikke det politiske præg.
Fremragende erindringsværk! Og jeg glæder mig til at læse sidste del, Pengenes tid, når den kommer. Det bliver efter alt at dømme 13. september 2012. Til klar anbefaling - også for folk der ikke før har læst graphic novels eller tegneserier.
****
(Alvilda, 198 sider. Oversat af François-Eric Grodin fra fransk: Une vie chinoise : Le temps du parti, 2009)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Jyllands-Posten og Politiken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar