søndag den 15. september 2013

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel, 2013

Anne-Cathrine Riebnitzsky fik en stor læserskare sidste år med sin Den stjålne vej, der tegnede et billede af det civile Afghanistan ved slutningen af den krig, som Danmark også har deltaget i. Bogen var  god, selv om den næsten ville for meget, men i hendes nye Forbandede yngel er fokus strammet, og historien rykket tættere på - uden at Afghanistan af den grund er glemt.
Under udsendelse til Helmand kommer der besked til Lisa og hendes bror Ivan om, at deres lillesøster Marie har forsøgt selvmord hjemme. De får orlov, og tankerne og erindringerne får frit spil hos Lisa om barndommen på gården med den stærkt uempatiske far med de løse næver og den maniodepressive mor. De fire søskende har et fællesskab, der især knyttes af sammenholdet mod faderen.
Riebnitzskys svære toer er blevet en stærk fortælling fra Riebnitzskys hovedstol om de af Danmarks svigtede børn, som ikke direkte kommer i mediernes og myndighedernes søgelys. Her er intet seksuelt misbrug eller ligefrem systematisk vold, men faderens mangel på empati og lejlighedsvise vold og moderens psykiske sygdom gør, at det bliver nemmere at søge fred i Helmands krig, end det er at leve i familiens skød. Riebnitzsky fanger de fire søskendes evige usikkerhed og deres sammenhold vældig fint og sørger for, at familieportrættet bliver perspektiveret, så det på ingen måde bliver en navlepillende selvmedlidenhedshistorie.
En af årets rigtig gode og vedkommende danske romaner, som fortjent vandt Politikens Forlags romankonkurrence i 2013.
****   
(Politiken, 329 sider. Udgivet 5. september 2013)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs interview med Anne-Cathrine Riebnitzsky i Berlingske fra 20.12.2012 

3 kommentarer:

  1. Jeg er glad for at høre, at hendes næste bog også er interessant. Jeg kunne godt lide den første bog, selvom den måske ikke var den store litterære oplevelse, men historien var ikke desto mindre relevant og tankevækkende.

    SvarSlet
  2. min baggrund minder desværre meget om Forbandet Yngel )<;

    SvarSlet
  3. læste den på en aften - den er simpelthen utrolig medrivende ��

    SvarSlet