Einar Már Guðmundsson: Islandske konger, 2013

Den fiktive by Tangavik på Islands sydkyst har de sidste godt hundrede år været hjemby for den store og indflydelsesrige slægt Knudsen. I Einar Már Guðmundssons første roman i fem år skildrer han slægten gennem tre led med og forsøger derved at give et portræt af drukkenbolte, slagsbrødre og horebukke - både kvindelige og mandlige. Det er entreprenante islændinge, konger, der ikke går af vejen for at pantsætte havets fisk for derefter at tage lån i dem.
Einar Már Guðmundsson har tydeligvis sat sig for at skrive en skarp, anekdotisk og morsom satire med sagainspiration om den islandske folkesjæl. Problemet er bare, at nok er de satiriske udfald ofte er skarpe, men beretningen bliver alt for anekdotisk - og desværre aldrig rigtig morsom. Forfatteren har villet være mere morsom, end han har været i stand til.
Især i første halvdel af bogen springer portrætterne af de talrige medlemmer af Knudsen-klanen i Tangavik i alle mulige retninger og kommer bare ikke til at hænge sammen til en ordentlig historie. Det bliver mere til et postulat om kollektivt alkoholiseret islandsk storhedsvanvid, der ingen hensyn tager. Og den tørlagte alkoholiker Einar Már Guðmundsson kredser så meget omkring alkohol i bogen, så jeg næsten i højere grad er bekymret for ham selv end for den islandske folkesjæl.
Islandske konger var en stor skuffelse for mig. Jeg var rigtig glad for forfatterens Måske er posten sulten og ikke mindst hans vinder af Nordisk Råds litteraturpris i 1995, Universets engle. Guðmundsson er ikke den grove humors og de store armbevægelsers mand, men han har før skrevet rigtig godt om skæve eksistenser - men på et mere indgående og personligt plan.
 
(Lindhardt & Ringhof, 270 sider. Udgivet 16. august 2013. Oversat af Erik Skyum-Nielsen fra islandsk: Íslenskir kóngar, 2012)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information