mandag den 2. september 2013

Lars Saabye Christensen: Halvbroderen, 2002

Som det vil være den trofaste læser af Bogbrokken bekendt, har jeg en svaghed for norske Lars Saabye Christensen. Men af en eller anden grund har jeg indtil nu aldrig fået læst hans vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2002, Halvbroderen. Nok fordi bogens 722 sider gør, at man lige skal tage sig sammen. Men når man så gør det, så får man valuta for pengene.
Barnum er bogens fortæller, og det er netop halvbroderen Fred, hans tanker hele tiden kredser om. Men også familiens historie i fire generationer indeholder flere af Saabye Christensens kendte hovedtemaer: savn og sammenhold, løgn og længsel, kærlighed og kunst.
Manuskriptforfatteren Barnum kaldes i midten af 90'erne hjem til Oslo, da Fred, efter at familien i 28 år har troet ham død, pludseligt dukker op igen - lyslevende. Snart er vi tilbage i tiden, det er 8. maj 1945, hvor Europa fejrer freden og halvbroderen Fred undfanges ved en voldtægt. Gradvist oprulles historien - ikke bare om Barnum og Fred, men også om Arnold, Vera, Boletta, Den Gamle og Peder og Vivian...
Sikke en fantasi, kombineret med rigtig god skrivekunst! Lars Saabye Christensen er en de helt store nordiske fortællere, altid værd at læser. Og Halvbroderen har alt, hvad man kan forlange af en roman fra hans hånd. Her er både det brede generationsportræt af Barnum og de to venner og de mere personlige og skrøneprægede portrætter af mormor Boletta og oldemor Ellen og ikke mindst far Arnolds noget omtumlede liv i manegen. Den person, vi nok lærer mindst at kende, er halvbroderen Fred - men det er bestemt ikke forfatterens skyld, for Fred går sine helt egne veje.
Det kan lyde lidt 70'er-gammeldags, men jeg synes, at historien har en brist hvad angår samfundet omkring personerne. Der lægges lidt spor ind til at tyde, hvor man er i den norske samtidshistorie, men det virker ikke som om, det rigtig har nogen indflydelse på personernes liv. Måske er det gennemtænkt, men jeg synes, at den del mangler.
Men ellers: Formiddabel fortælling, der jo også vandt Nordisk Råds litteraturpris 2002. Og jeg slår gerne på tromme for en tiltrængt genudgivelse, da man nu kun kan købe den som lydbog eller E-bog.
****   
(Athene, 722 sider. Udgivet 4. oktober 2002. Oversat af Ida Jessen fra norsk: Halvbroren, 2001)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Kristeligt Dagblad og Politiken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar