lørdag den 21. december 2013

Shani Boianjiu: Det evige folk har ingen frygt, 2012

Den unge israelske forfatter Shani Boianjiu (f. 1987) må siges at have fået en kanondebut med denne Det evige folk har ingen frygt. Den er i følge Wikipedia foreløbig udgivet i 23 lande og er blevet meget anmelderrost.
Bogen er om de tre piger Yael, Avishar og Lea fra den unavngivne lilleby helt oppe mod Israels grænse til Libanon, hvor de afslutter gymnasiet og starter på deres to års værnepligt forskellige steder i landet. De fortæller hver især om deres indbyrdes forhold, livet som soldater, fyrene og sig selv. Der er både almindeligt ungdomsliv med alt hvad det indebærer, men der er også hele tiden hele den konfliktfyldte atmosfære i den israelsk-palæstinensiske konflikt, som de har tæt på kroppen.
Det er dødsens alvor, men der også god plads til flere absurde og ret morsomme scener, bl.a om konsekvenser af nøgenhed ved den israelsk-egyptiske grænse og ikke mindst den daglige opløsning af en tilbagevendende trepersoners demonstration ved kontrolposten på Hovedvej 433...
Det er et vældig flot portræt Shani Boianjiu har begået af de tre pigers tid både før, under og efter soldatertiden. Jeg havde dog til tider lidt svært ved at skelne pigerne fra hinanden, da sproget er meget ens uanset synsvinklen. Bogen taber også pusten lidt hen mod slutningen, hvor der kommer et par historier, som virker lidt som om, de alligevel ikke blev til de noveller, de oprindeligt var tænkt som. Men at forfatteren er en kommende stjerne, er der ingen tvivl om for mig!
***1/2 
(Gyldendal, 364 sider. Udgivet 6. september 2013. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra engelsk: The People of Forever Are Not Afraid, 2012)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, BerlingskeKristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.), Weekendavisen,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar