mandag den 16. december 2013

J.R. Moehringer: Sutton, 2013

Også i virkeligheden blev USA's mest berømte bankrøver Willie Sutton (1901-80) løsladt juleaftensdag i 1969 efter de sidste sytten år at have siddet i Attica fængslet i staten New York. Sutton stillede kun op til interview én gang efter sin løsladelse, nemlig dagen efter løsladelsen, som han tilbragte med at køre rundt i New York City samen med en avisjournalist og en fotograf.
Journalisten og forfatteren J.R. Moehringer har forestillet sig, hvordan den dag med besøg på de steder i byen, som havde haft betydning for Sutton, spændte af. Der krydsklippes mellem samtalerne i bilen og Suttons erindringer, og man får et fornemt billede af et USA og ikke mindst et New York - især i den første halvdel af 1900-tallet.
Det er en rigtig glimrende biografisk roman J.R Moehringer har begået om en af de mest myteomsuste forbrydere i USA's historie. Om hans opvækst i "Irish Town" i Brooklyn, venskabet med Eddie og Happy, den store kærlighed Bess, optagetheden af verdenslitteraturen og selvfølgelig hele den kriminelle løbebane og deraf følgende halvdel af hans voksenliv i diverse fængsler. Bogen spiller helt med på myten om Sutton, som den charmerende gentlemanrøver, der på trods af utallige bankkup aldrig kom til at gøre nogen fysisk skade. Men Moehringer gør dog plads til at gøre sine sig egne overvejelser om Suttons selvopfattelse, både mht den mytologi og andre mere personlige elementer.
Det er en flot og billedrigt fortalt historie, som bestemt ikke hører til på bibliotekernes krimihylder på trods af emnet, men som både garvede krimilæsere og en hel del andre kan få god fornøjelse af.
***1/2 
(People'sPress, 462 sider. Udgivet 30. september 2013. Oversat af Jesper Wamsler fra amerikansk: Sutton, 2011)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information

Ingen kommentarer:

Send en kommentar